Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mon ikke alt det, der bliver til virkelig Glæde, fødes som en Drøm i et Menneskes Indre? Mon ikke de Tanker, som senere, maaske langt senere, giver sig Udslag i Virkelighedens Verden, har en Barndom som Drømme i et Menneskehjerte? Jeg tror det. Ja, maaske burde jeg sige: jeg ved det! Thi naar jeg nu som Voksen ser tilbage over de Aar, i hvilke Studiekresarbejdet ikke alene er blevet til, men ogsaa har faaet Form, saa ved jeg, at den Del af det, som det faldt i min Lod at fuldbyrde, meget nøje er knyttet til Tanker og Drømme, der har fulgt mig siden min tidligste Barndom.

En Digter har engang sagt, at "den har aldrig levet, der klog paa det er blevet, han først ej havde kær!" Det har været en meget klog Digter, thi Ordene udløser en dyb og uomstødelig Sandhed. Begæret efter aandelig Viden fødes ikke, paa samme Maade som Begæret efter en Bil eller en anden fysisk Ting. Det maa have Rod i noget dybere i vort Væsen. Dets Rødder maa udspringe fra det i vor evige Fortid, der er næret af Lidelse og Taarer. Netop derfor føler vi os, i vor evige Trang til virkelig at forstaa, undselige og blufærdige. Vi føler med os selv, at vi endnu er meget ufærdige, er meget langt fra at være modne til at skue Sandhedens fulde Lys. Men vi kender vor Længsel, thi den er Moder til den Kærlighed og Ærefrygt, vi føler for den Sandhed, hele vort Hjerte bekræfter. Denne Længsel efter Sandheden fødes i Barnet som en Drøm, en Drøm om en Verden af Godhed og Skønhed, en Verden, i hvilken man blot skal være sig selv. For mange Mennesker betyder Mødet med de Voksnes Verden, at denne Drøm midlertidigt blegner bort. Overfladebegær af stor Styrke erobrer Bevidstheden. Den sociale Positions utallige Fangarme med alle dens illusoriske Syner besætter Tankeverdenen, og Dagene bliver viet til Stridigheder og Skuffelser.

Men hos nogle kan Drømmen ikke dø. Hjemløse og rodløse i en af fysiske Begær domineret Ydreverden, leder deres Hjerte efter den Sandhed, de føler maa skjule sig et eller andet Sted. Det er til disse Sjæle Gud sender de store Budbringere. For den Kærligheds Skyld, som alle disse Ensomme føler til Sandheden, aabenbarer han atter og atter sig selv, at de ikke skulde føle deres Kærlighed forgæves. Her mødes Drømmen og Virkeligheden, her fødes det, man med et fattigt Ord kalder "Humanisme".

Man maa elske Sandheden af hele sin Sjæl for at gøre sig Haab om at møde den. I sig selv kan denne Tesis ikke slaas fast af den simple Grund, at enhver Sandhedssøger vil paastaa, at han har denne Kærlighed i sig. Men da ikke alle Sandhedssøgere finder det, de søger, maa der alligevel skjule sig et Problem indenfor dette sublime Omraade, og det gør der ogsaa. Problemet hedder "Ydmyghed", – et Ord, der smager ilde i mange moderne Intellektuelles Mund. Der findes idag mange, som tror, at man kan dissekere Guddommen, paa samme Maade som man kan dissekere en hvilken som helst fysisk Ting; Mennesker, som tror, at de, takket være deres Intellektualitet, kan rive Stjernerne ned fra Himlen, vende og dreje dem, indtil de ikke indeholder flere Hemmeligheder for dem, og saa kassere dem. Men den Leg gør ingen lykkelig.

Hvorfor nærer et Menneske Aversion imod Ydmyghedsbegrebet? Det gør det, fordi det virker hæmmende for den Form for Aandsudfoldelse, der ikke har nok i at leve skjult. Jeg skriver dette med et vist Vemod i Hjertet, for jeg ved, at den, der vil tvinge sit Hjertes Drøm ind i Yderverdens Tøj, maa finde sig i at møde den i Pjalter. Vi skal ikke lave Verden om. Vort Møde med Sandheden indeholder intet Krav til vor Næste, det indeholder kun et Krav til os selv. Følger vi dette Krav, sker der en Forvandling med os, som mere end noget andet gavner vor Næste, thi da nærer vi den Drøm om Sandhedens Virkelighed, som ogsaa lever i hans Hjerte.

Der findes Mennesker, som føler, at de maa slaas med anderledes tænkende om Meningernes Rigtighed. Mennesker som føler sig kaldede til at føre Krig for deres Overbevisning. Selv føler disse Mennesker sig som Sandhedens Riddere, og jeg tænker mig, at deres lykkeligste Dage vel maa være de, hvor de for stedse har lukket Munden paa en af deres Modstandere. Jeg har ofte tænkt paa disse Mennesker og deres Problem. Der ligger jo noget meget besnærende i dette at drage sit Sværd for selve Sandhedens Skyld. Det appellerer til det os iboende Kampinstinkt og er, dybest set, langt mere i Kontakt med vort nuværende Udviklingstrin end Kravet om Tavshed og Resignation. Men da det ikke drejer sig om at finde ud af, hvorledes vi lettest kan leve vort Liv, men derimod om, hvorledes vi gør det rigtigst, maa jeg sige, at uanset hvilke tilsyneladende gode Resultater denne Form for Strid end fører med sig, saa er den ikke Vejen til det Møde med Gud, der paa sin Vis kan udtrykkes som at være over al Forstand.

Intet Sted materialiserer Guddommen sig stærkere end i et Menneskes Øjne. At betragte det Menneskes Øjne, som er rettet imod en, er altid at se ind i en Verden, hvor Gud og Mennesket kæmper. Der, hvor Gud har Overtaget, lyser Øjnene os i Møde med Mildhed og Forstaaelse, og man føler næsten fysisk Guds egen Kærlighed. Har Mennesket derimod Overtaget, møder vi Mistro, Kulde og Kritik. Menneskene elsker vore Fuldkommenheder, Gud elsker vore Fejl, – det giver en stor Forskel. Til Menneskene kan vi komme med alt det, vi kan være bekendt, til Gud med alt det, vi ikke kan være bekendt overfor Mennesker. At forstaa dette helt er det samme som at forstaa, hvorfor Gud, saavel som vi selv, maa være skjult i den Verden, vi i det ydre kalder vor, og det gør Længslen efter Livet i de høje aandelige Verdener begribelig.

For snart mange Aar siden fødtes i en Mands Hjerte Drømmen om at skabe en Skole for menneskelig Lykke. En Skole, i hvilken kun det skulde blive forkyndt, der kunde hjælpe den Enkelte til at finde sig selv, sin Udødelighed og dermed Vejen til den Gud, alle aner eksisterer. I Syner vor Hjerne endnu ikke kan bære, havde han set den Vej, alle søger, og hans Syner blev til den Bog, uden hvilken vi idag ikke kan leve. I en Verden af Blod og Staal, en Verden af Had og Lemlæstelse, saa han et Lys og fulgte det. Dage er gaaet siden, Aar har føjet sig til Aar, og fra at være hans alene er dette Lys nu blevet vor Ejendom i en saadan Udstrækning, at det, langt mere end vi selv ved af, bærer vore Dages Byrder. Selv er jeg lige vendt tilbage fra en Rejse, hvor alt det, der engang var hans alene, har været det bærende i mit Samvær med mange, mange Mennesker. Med egne Øjne har jeg set, hvorledes dette Lys langsomt gror frem i Kød og Blod og allerede nu er en Kraft, som ikke kan brydes. Et Frøkorn har brudt sin Kapsel, og en Spire baner sig uimodstaaeligt Vej frem. Det blev vort Livs Eventyr at bivaane en stor Sags Fødsel, det vil blive vore Dages Lykke at se denne Spire blive til et Træ, hvis Grene vil give Skygge til den forbrændte, og hvis Frugter vil give Næring til den hungrende.