Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Leger vi Skjul – vi to – i den svundne Dags Tusmørke mellem de lange, sorte Skygger? Eller er det kun Dig, der leger, og mig, der søger?

Dig – min Elskede, der ved Solskinsdages hvide Lys fuldkommen blænder mig, saa jeg beskæmmet maa dække mit Ansigt for Dig, du Rene!

Dagen igennem har jeg jaget Dig; thi overalt, hvor jeg færdedes, saa jeg Dine Spor i Blomsters farvestraalende Glæde, i Græssets hemmelighedsfulde grønne, paa Bølgens hvide Smilen, overalt – elskede Du – har Du været; og overalt hvisker det til mig: "Den Vej – skynd dig, den Vej!"

Og jeg skynder mig efter Dig, – mens jeg plukker den gyldne Solstraale ved Vejkanten og sanker det rødmende Æble op til Dig! Aah, jeg taabelige, der tager, hvad Dit er, for at forære Dig det!

Jeg har jaget Dig, jaget Dig – – saa jeg selv segner derved. Ufuldstændigt og besværligt er det Legeme, der bærer min søgende Aand, men desto stærkere og mere flammende er Tankerne, der famlende søger mod Dig, du Ubønhørlige! Og langt, langt borte mod den flammerøde Horisont følger jeg Dig i mine Tanker, – raaber mod Dig og beder Dig favne mig, rense mig, lutre mig i eet brændende Nu i Din evige Favn!

Men se, du Stolte! Jeg sidder her – ene, og hvisker et skuffet Farvel til Dig, jeg saa ubønhørligt jagede, og stille lister en lille, sagtmodig Tanke om Tilgivelse ind paa mig, – Tilgivelse for min rastløse Utaalmodighed, – og jeg beder Dig: straf mig for min utidige Nysgerrighed.

Ak, du Elskelige! Du sænker Dit Dommersæde omkring mig, og lig en Moders stille Vemodstaare falder Duggens blide Draaber rundt om mig, mens Aftenbrisen varsomt stryger den hede Kind, – og det er, som hviskede Du til mig gennem Træernes tyste Mumlen: "Jeg elsker dig, Barn!"

Du Rene! Jeg ved, at endnu er jeg kun et Barn, hvori alting brydes og gæres, men en Dag – du Elskelige, vil dine Frugter modnes i mig, og da vil jeg plukke Hjertets blodrøde Blomster og holde dem frem mod Dig i mine foldede Hænder og bede Dig modtage en ringe Tjenerindes ydmyge Gave!

Jeg ved, vi vil mødes engang – Du og jeg – i usigelig Kærlighed; men indtil da vil jeg evindelig puste til den Glød, der brænder for Dig i mit Hjerte, elskede Du; thi saa vil den vokse og vokse, mens jeg bestandig maa bringe Dele af mig selv som Ofre til Baalets Glød, indtil der intet mere er tilbage i mig end Dig; for min Erkendelse maa være den, at der er intet, intet uden – Dig!