Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Længsel, du mangehovede Barn, som bestandig suger mit Hjerteblod til dig, – du dier af Sindets Kraft og Styrke og gør mig svag, usikker! Var du kun een, kunde jeg magte og binde dig, men du er som et mangehovedet Uhyre, der overalt stikker dit graadige Hoved frem og aldrig bliver mæt!

Ser jeg den lille drivende Foraarssky, der muntert og let farer frem dybt under Himlens blaa og højt over Tage og Spir, drømmer jeg mig op paa den siddende – fjernt fra Menneskers Spot og Spe – og stirre ned paa den travle Verden, men uden at have Del deri! Føler jeg Solens varme Straaler paa min Kind, drømmer jeg mig til et Sted hinsides, hvor jeg selv bestandig kan være som den varmende og livgivende Sol! Ser jeg den lille solgyldne Smørblomst staa og nikke og smile til mig som en Himlens Sendebud midt i Skovbundens dunkle Mørke, længes jeg mod dens trofaste Mildhed og sikre Instinkt paa Sol og Skønhed! Og følger mit Øje Ørnens vidunderlige Flugt højt, højt over farlige Klipper og Skrænter, seende hver lille Fare med sit lynsnare Blik og hævende sig over alt smaat og ubetydeligt, – raaber mit Hjerte i pinefuld Længsel efter denne Uafhængighed! Duens kurrende Tilfredshed, de elskendes Afsondrethed, Kildens klukkende Livsglæde, ja – selv Stormens vilde Tøjlesløshed og Regnens dulmende Dryp-Dryp nærer min altid vaagne Længsel.

Men gaar jeg en stille Sommeraften ad den hvide lige Landevej, stirrende mod Vest i Solfaldstimen, lyttende til Fuglenes Aftensang og Insekternes tyste Summen, – og bare gaar og gaar mens milde Vinde stryger den varme Kind, og Gruset knaser fortroligt under Sandalernes Klap-Klap, da længes jeg ogsaa, men da er min Længsel een stor Ting, da ved jeg, hvad den er rettet imod, – og Hjertet banker saa frydefuldt derved! Saa farver den nedadgaaende Sols Straaler alt i et vidunderlig gyldent Skær, Markerne og Engene bliver saa uvirkelige at skue hen over, og Mosekonens Bryg tryller hele den kendte Virkelighedsverden bort, og tilbage er en gylden og taageagtig Eventyrverden, – den eneste Verden, der for mig er virkelig; thi dér er Fred!

Længsel, du er et Barn, vi alle bærer dybt i vort Sind, – bestandig græder du, og bestandig maa du trøstes, men de smaa Ting, vi trøster dig med, er saa ufuldkomne; thi kun een Ting kan stilne din Graad, een Ting, der indebærer det hele i sig, – og dette eneste ene er "Fred". Jeg ser nu, at du maa aldrig bastes og bindes, du maa kun ledes; thi kun ved et enstemmigt, graadkvalt Skrig fra dig evner du at vække din sovende Moder og føre hende frem til den skønne Eventyrverden, hvorfra du blev født!