Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At gennemgaa det omtalte Værk er en omtrent umulig Opgave, da det nærmest er udformet som en Haandbog i Menneskets Viden om Mennesket, og det er da heller ikke Hensigten med Artiklen her, derimod vil jeg blot gøre den interesserede Læser opmærksom paa, hvor han bl. a. kan studere det Problem, jeg her ad forskellige Veje har nærmet mig, mere indgaaende, og faa at vide, hvordan den arbejdende Videnskabsmand gaar i Gang med Spørgsmaalet.

Om Muligheden for at gennemføre et saadant Studium skriver Carrel selv: "Ved første Blik synes den videnskabelige Metode ikke at være anvendelig overfor en Analyse af alle vore Virksomheder. Det er indlysende, at vi, Iagttageren, er ude af Stand til at følge den menneskelige Personlighed paa ethvert Omraade, hvor den gør sig gældende. Vor Teknik kommer til kort overfor Ting, der hverken har Dimension eller Vægt. Den kan kun beskæftige sig med det, der ligger indenfor Rum og Tid. Den er ikke i Stand til at maale Forfængelighed, Had, Kærlighed, Skønhed eller Videnskabsmandens Drømme, Digterens Inspiration, den mystiske Sjæls Løftelse mod Gud".

– – og han tilføjer:

"Selvfølgelig er en Tings Utilgængelighed ikke ensbetydende med, at den ikke eksisterer. Naar man sejler i tæt Taage, er de usynlige Klipper ikke mindre nærværende af den Grund. Fra Tid til anden dukker deres truende Konturer frem af den hvide Taage. Og straks skjules de igen. Dette Fænomen kan i Sandhed sammenlignes med Kunstnerens og først og fremmest store Mystikeres flygtige Visioner. Disse Ting, som vor Teknik er ude af Stand til at naa, præger ikke desto mindre de indviede paa en synlig Maade. Ad den Slags indirekte Vej lærer Videnskaben den aandelige Verden at kende, som det i Følge dens Definition er forbudt den at træde ind i".

For at skaffe sig Grund under Fødderne, undersøger han først, hvad der vides om Mennesket, og hvad Mennesket ved om den Verden, det lever i, og han hefter sig her ved (og det gaar forøvrigt som en rød Traad gennem Resten af Bogen), at alle de Fremskridt, som Mennesket – især paa de tekniske Omraader – har gjort, ikke synes at have bragt noget godt med sig.

"Der er ikke Skygge af Tvivl om, at mekaniske, fysiske og kemiske Videnskaber ikke er i Stand til at give os Intelligens, moralsk Disciplin, Ligevægt i Nerverne, Sikkerhed og Fred. Vor Nysgerrighed maa vendes bort fra sin nuværende Bane og tage en anden Retning. Den maa forlade det fysiske og fysiologiske for at følge det aandelige og sjælelige".

Men han fremkommer samtidig med en Advarsel, og det er en anden af de Hovedhjørnestene Værket hviler paa, idet han skriver:

"Mennesket kan ikke adskilles i Dele. Det vilde ophøre at eksistere, hvis dets Organer blev isolerede fra hinanden. Skønt det altsaa er udeleligt, har det forskellige Sider. Disse Sider er de uensartede Maader, hvorpaa dets Enhed aabenbarer sig overfor Sanseorganer. Det kan sammenlignes med en elektrisk Pære, hvis Tilstedeværelse opfattes paa forskellig Maade af et Termometer, et Voltmeter, en fotografisk Plade og en Seleniumscelle".

Hvis man altsaa vil gøre sig noget Haab om at faa opbygget en Viden om Mennesket maa alle Specialisters Viden samles, og denne Samling maa foregaa i en enkelt Hjerne, der som sin Opgave kun har at foretage en Syntese udfra alt det Materiale, der stilles til dens Raadighed. Det maa ikke være Specialisterne selv, der foretager dette, dem advarer Carrel stærkt imod:

"Jo mere fremragende en Specialist er, des farligere er han. Videnskabsmænd som har udmærket sig paafaldende ved store Opdagelser eller nyttige Opfindelser, faar ofte den Tro, at deres Kendskab til et bestemt Emne udstrækker sig til alle andre. Edison f. Eks. tøvede ikke med at meddele Offentligheden sit Syn paa Filosofi og Religion. Og Offentligheden lyttede med Ærbødighed til hans Ord, idet man troede, at de var ligesaa betydningsfulde angaaende disse nye Emner som angaaende de tidligere".

I et Kapitel om "Legemet og de fysiologiske Virksomheder" redegør han for den samlede Lægevidenskabs Kendskab til Mennesket, og han siger heri om Mennesket:

"Set indefra viser det den ensomme Iagttager, der er vort eget Jeg, hans egne Tanker, Tendenser, Ønsker, Glæder og Sorger. Set udefra viser det sig som det menneskelige Legeme, vort eget saavel som alle vore Medskabningers. Saaledes kan Mennesket ses under to helt forskellige Synsvinkler. Af denne Grund har man betragtet det som værende opbygget af to Dele, Legemet og Sjælen. Der er imidlertid aldrig nogen, der har iagttaget en Sjæl uden et Legeme eller et Legeme uden en Sjæl". – og udtaler hermed maaske en større Sandhed, end han selv aner.

Og senere: "Selv om vi trænger ind i Hjernens og Nervefunktionernes indviklede Labyrint, træffer vi intet Steds Bevidstheden". Men dette bringer ham til følgende Slutning: "Sjæl og Legeme er skabt af vore Iagttagelsesmetoder. De er ved Hjælp af disse Metoder skaaret udaf en udelelig Helhed".

I det følgende Kapitel, som han har kaldt "Aandelige Virksomheder", trækker han alle de udefinerbare Sider ved Mennesket frem ved Hjælp af en Række ubesvarede Spørgsmaal. "Hvad er Tanken, dette besynderlige Væsen, der lever i Dybet af os selv uden at forbruge maalelig Mængde kemisk Energi? Staar den i Forbindelse med de kendte Former for Energi? Kan det være en Bestanddel af vort Univers, som Fysikerne har overset, men som er uendeligt meget vigtigere end Lyset? Sindet er skjult inde i det levende Stof, helt forsømt af Fysiologer og Socialøkonomerne, og uænset af Lægerne. Og dog er det den mægtigste Magt i denne Verden".