Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Saadanne Væsener har i Almindelighed ikke Brug for nogen kærlig og barmhjertig Gud, der blot vilde genere dem i deres ensidige Forestilling om, at det udelukkende kommer an paa Kundskaber, Dygtighed, Evner og Begavelse paa de Felter, der af den materielle Verden er almindelig anerkendte og nyder Anseelse uden Hensyn til den moralske Begavelse, der nu engang ikke kan tilegnes ved Intelligensen alene. De Væsener tror i Almindelighed, at Livet blot er en materiel Proces, der begynder ved Fødslen og afsluttes med den fysiske Død, og at Naturen eller Universet blot er en Sum af materielle Naturlove, hvilken Opfattelse jo ogsaa netop er i Kontakt med hele deres øvrige Livssyn.

Medens saaledes baade den følelsesbetonede Egoisme og den intelligensbetonede Egoisme i høj Grad er stimulerende for Selvdyrkelse for Individer i disse 2 Grupper, er den afbalancerede Egoisme ikke nær saa egnet til et saadant Formaal. Derfor er den heller ikke særlig stabil i den jordmenneskelige Zone og optræder ogsaa her langt sjældnere end de 2 andre Former for Livsindstilling. Her bliver vi altsaa Vidne til det ganske pudsige Fænomen, at den Livsindstilling, nemlig den afbalancerede Indstilling, der er mest i Overensstemmelse med Virkeligheden, i den jordmenneskelige Zone er mindre stabil end de 2 andre Livsindstillinger, der er mindre i Overensstemmelse med Virkeligheden eller mere forskruede, om man vil, hvorimod der uden for den jordmenneskelige Zone kun kan eksistere den afbalancerede Livsindstilling, idet saadanne Begreber som Selvhævdelse og Selvdyrkelse, der i Jordmenneskezonen gjorde de instabile Livsindstillinger stabile, ikke findes her.

Man kunde gøre sig det Spørgsmaal, om de ydre Begivenheders Gunstighedsgrad ikke altid maa influere paa et Væsens Indstilling paa lignende Maade, som vi nys har set det i Relation til Optimisme og Pessimisme, selv i de Tilfælde, hvor det drejer sig om Væsner med kynisk Indstilling? Det er klart, at ethvert Væsen ikke kan undgaa at føle Behag og Ubehag alt efter Karakteren af de Oplevelser, det kommer ud for; men det er naturligvis ikke det samme som, at dets Indstilling til Livet og dets Anskuelser om Tilværelsen behøver at ændre sig af den Grund. Saaledes levner den udpræget materialistiske Indstilling i sig selv ikke synderlig Plads hverken for Optimisme eller Pessimisme, idet denne Indstilling giver sig ud for udelukkende at være intelligensbegrundet. Dette er imidlertid absolut ikke ensbetydende med, at den er Udtryk for nogen synderlig høj Intelligens. Snarere er det modsatte Tilfældet, idet denne Indstilling som ovenfor nævnt lige saa vel som de øvrige i Artiklen omhandlede Indstillinger hovedsagelig bæres af Individets Trang til Selvhævdelse, altsaa udgør en primitiv Følelsesindstilling, og de intelligensmæssige Argumenter for den paagældende Indstilling derfor nærmest maa betragtes som Forsøg paa at retfærdiggøre denne og hæve denne op til et højere Objektivitetens Plan uden at udgøre noget Resultat af dybtgaaende Studium og objektiv, videnskabelig Forskning af hele Tilværelsesproblemet. De ydre Begivenheder har altsaa svært ved at give en 100 % materialistisk eller kynisk Indstilling et optimistisk eller pessimistisk Præg, men en tilstrækkelig Sum af Lidelseserfaringer er derimod i Stand til fuldstændig at opløse en saadan Indstilling til Fordel for en Indstilling af aandelig og mere følelsesbetonet Karakter.

I Lighed med hvad der tidligere er paapeget for Optimisterne og Pessimisternes Vedkommende, eksisterer der naturligvis alle mulige Mellemtyper mellem Væsner med udpræget følelsesbetonet Egoisme og Væsner med udpræget intelligensbetonet Egoisme; ja, et Væsen med lutter Følelse og uden Spor af Intelligens eksisterer lige saa lidt som et Væsen med lutter Intelligens og uden Spor af Følelse, saaledes at man paa en Maade kan sige, at alle Væsener i Virkeligheden udgør Mellemtyper. Det er dog hensigtsmæssigt at inddele Jordmenneskene i de ovennævnte to Grupper samt i den her imellem liggende neutrale Gruppe af Væsener med afbalanceret Egoisme, idet typiske Repræsentanter inden for hver af disse Grupper kan karakteriseres ved specielle Træk eller Egenskaber, der er indbyrdes væsensforskellige, saaledes at man herved faar tre sideordnede Holdepunkter til Analysering af Menneskene – dog ikke i moralsk Henseende.

Da Kynikerne saaledes ikke er helt blottet for Følelse, kan man ogsaa, endda ret hyppigt, møde den pessimistiske og den optimistiske Kyniker, hvis Anskuelser er en Kynisme af mørk henholdsvis lys Karakter. Den fatalistiske Indstilling, gaaende ud paa, at man maa tage Livet, som det falder, selv om det for de fleste er ret glædesløst, idet Mennesket ikke er i Stand til at forandre Livets Gang, men blot udgør en Kastebold i Kræfternes Spil, er saaledes en Mellemting mellem Kynisme og Pessimisme, medens den mere overfladiske Levemandsindstilling, hvor det udelukkende kommer an paa at skaffe sig selv den størst mulige Sum af Nydelse uden moralske Hæmninger af nogen Art og at leve Livet saa stærkt, det lader sig gøre, idet der ikke findes nogen, man skal staa til Regnskab for, naar man engang er død, udgør en Mellemting mellem Kynisme og Optimisme. Det skal dog bemærkes, at da Intelligensen altid vil virke afkølende paa saavel Optimisme som Pessimisme, vil Graden af disse Indstillinger for Kynikerens Vedkommende aldrig kunne naa op til de Højder, som man kan finde indenfor Individer med følelsesbetonet egoistisk Indstilling.