Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Himmeriges Rige ere inde i Eder", sagde Kristus til Menneskene for snart to Tusinde Aar siden. Denne store Sandhed gik ikke tabt, men blev sammen med mange andre skønne Ord og Beretninger fæstnet til Papiret, hvor det gav en yderligere Genspejling af denne store Aands Skønhed og Indsigt, og senere har Tusinder og atter Tusinder af Mennesker læst det utallige Gange, tænkt derover og maaske ogsaa nok forstaaet det – i Øjeblikket. Ja, jeg skriver "i Øjeblikket"; thi kan det mon have været andet? Mennesket tror den Dag i Dag nok paa en Himmels Eksistens, men den almindelige Opfattelse er dog saaledes, at Forbindelsen med denne skønne Verden først opnaas efter Menneskets fysiske Død. Iøvrigt er det jo ikke alene de kristne Folkeslag, der lever paa denne Tro eller Overbevisning, men i lige saa høj Grad de saakaldte hedenske, idet de jo alle mener, at dersom de hele Livet igennem har levet i Kontakt med deres specielle Religions foreskrevne Love, da vilde Guddommen lønne dem i skønne himmelske Verdener. At disse skønne himmelske Verdener strækker sig lige fra Valhal og Indianernes evige Jagtmarker og frem til et guddommeligt Rige, hvor Næstekærligheden er det eneste saliggørende, er en Sag for sig, idet det jo kun er et Spørgsmaal, ikke om Race, som mange mener, men om Udvikling. Det er denne Tro, Mennesket har levet paa i umindelige Tider, indtil pludselig en ny Universalbevidsthed med sine kærlige og uomstødelige, klare Analyser viser os, at disse skønne Verdener ikke blot er en Belønning hinsides eller et Fata Morgana, men at disse skønne Verdener er i os og om os fra Evighed til Evighed, idet de kun eksisterer som Tilstande.

Jeg kender nogle faa Ord fra en lille Sang, der begynder saaledes: "Og Lykken kommer, Lykken gaar, – og den, du elsker, Lykken faar". Maaske synes det lidt romantisk at nævne dette nu, men det gemmer en dyb Sandhed; thi tror De mon, at nogen Ungersvend vil bytte sin elskede bort for den eventuelle Himmel, hans specielle Tro lover ham? Jeg tror det ikke; thi Himmelen for ham er jo netop den elskedes gengældte Kærlighed. Senere hen i Livet betyder den ovennævnte Tilstand maaske knap saa meget, men dersom det er en levende Aand, da vil andre Ting have formaaet at vække "Adam"s eller "Eva"s Interesse og Kærlighed, og Trangen vil da være at lære disse nye Ting at kende. Nogle fordyber sig i Musik, andre i Bøger, atter andre er fødte Videnskabsmænd og Forskere, og atter andre har Tilværelsen maaske gjort til indesluttede Drømmere og nogle til haardkogte Materialister. Efter den gængse Moral skulde alle disse ofte stærkt afvigende Typer efter deres Død pludselig befinde sig i en ensrettet Himmel, hvad enten det være sig en Kristen, Budhist eller Muhammedaner, og ligeledes ogsaa ganske bortset fra, om denne specielle Form virkelig inderst inde repræsenterer "Himlen" for dem.

Hvor ganske anderledes tiltalende og livgivende lyder da ikke Martinus' Forklaring paa de aandelige Verdeners Eksistens, naar han siger, at de ikke repræsenterer en Tilværelse et Sted hinsides, men evigt lever i hvert enkelt Individ som Tilstande afpasset og bestemt efter det Erfaringsmateriale, hver enkelt Individ har tilegnet sig; hvilket igen vil sige, at Martinus faktisk viser os, at der dybest set ingen Grænser findes for al den Herlighed og Skønhed, Individerne efterhaanden vil komme til at opleve, idet det jo er Erfaringerne og dermed Moralen, der evigt bestemmer, hvor stor en Lykke og Glæde, man kan opleve, – og da det levende Væsen er evigt og altsaa evigt vil lære at blive klogere og kærligere igennem sine Erfaringer, maa den tilsvarende Lykke og Glæde jo ogsaa evigt vokse sig større.

Men endnu er det kun et forsvindende Antal Mennesker, der kender de seks Grundenergiers indbyrdes Forhold og Virkemaade, og forsvindende faa er de, der retter sig fuldstændigt derefter. – Og dog, et forjættende Lys om Kærlighed og Skønhed midt i Menneskets Ukendskab til Guddommens ufravigelige Love er dets voksende Interesse og Kærlighed til Naturen og til dets Medvæsener; thi alene derigennem er Vejen til Gud en Sikkerhed. En Dag elsker Adam og Eva den skønne Natur saa højt, at de ikke længere nænner at bryde de Blomster og Blade, den taler sit tyste Sprog igennem, og en Dag elsker de ogsaa alle Dyr og Fugle saa højt, at de ikke heller nænner at dræbe dem, men betragter dem som værende en Del af sig selv, og deres Kærlighed til Menneskene er da ikke længere begrænset til et enkelt Individ, men strækker sine varme, gyldne Straaler over det ganske Verdensalt, og der eksisterer saaledes ikke længere Adam og Eva og Verden og Gud i skarpt adskilte Enheder, – men kun "Faderen og Sønnen, som ere eet".