Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En af de lykkeligste Dage i et Menneskes Liv er den Dag, det for Alvor bliver bevidst i den Kendsgerning, at det, som levende Væsen betragtet, er evigt usynligt. Det er som om denne Viden i sig selv er at ligne ved en stor Port ind til en ny skøn Verden, der nu ligger badet i det klareste Lys. Ingen har set mig, og ingen vil faa mig at se, kun Gud selv har Adgang til alle mit Hjertes Hemmeligheder, og han vil aldrig forraade mig. Jeg husker, hvorledes jeg i den første Tid, da jeg havde lært Martinus Arbejde at kende, atter og atter vendte tilbage til denne min ny Viden om mig selv som et Noget, der, skjult bag Formen, selv havde Herredømmet over, hvad jeg overfor Omverdenen vilde aabenbare af mit Væsen, og hvad jeg vilde lade forblive skjult. Tanken syntes mig saa mægtig, at den rystede mig i mit Inderste. Fra det Øjeblik, den havde fæstet Bo i min Sjæl, var Verden blevet en anden. Jeg begreb, at intet mere var, som det før havde været, ja, at intet, slet intet, var det, som det syntes at være. En Tid var det, som om denne nye Viden slog alt bort under mig og efterlod mig i en Tilstand næsten uden Holdepunkt af nogen Art. Men det var kun kort. I et nyt straalende Lys begyndte Tilværelsens virkelige "faste Punkter" et for et at afsløre sig, og inden længe følte jeg mig som Borger i en Verden af skøn og evig ophøjet Virkelighed. Jo dybere jeg trængte ind i de kosmiske Analyser, desto stærkere følte jeg Klippen under mig, og desto mere voksede Freden i mit Sind. Jeg begyndte med egne Øjne at se, hvorledes mit Liv havde været som en lille Baad, der planløst havde tumlet rundt paa Antipatiernes og Sympatiernes aldrig hvilende Hav. Med egne Øjne saa jeg, at de Mennesker, jeg baade havde været og var knyttet til, var lige saa skjulte som jeg selv og kun havde aabenbaret saa meget af deres inderste Væsen i Forholdet til mig, som de selv skønnede, jeg kunde bære. Jeg begreb, at vi alle i Virkeligheden opførte et straalende Skuespil i Forholdet til hverandre, og jeg lærte at bøje mig i dyb Beundring for Instruktøren bag dette mægtige Spil. Fra at have betragtet Livskonflikterne som Udtryk for en allestedsnærværende djævelsk Bevidsthed med en uudslukkelig Tørst efter menneskelige Taarer, saa jeg nu, i Lyset af Tilværelsens straalende Hunger- og Mættelsesprincip, Begærenes evige Rytmer og deres Konsekvenser. Jeg saa, hvorledes Guddommen i overdaadig Udfoldelse af Lys og Farver lod hver eneste Gudesøn vokse i Indsigt. Saa hvorledes Guddommen i Ly af Illusionens evige Princip lod hver eneste Skabning vokse frem imod sig selv, mod det guddommelige Favntag, der for nye Sekler skulde oprette hin fortrolige Pagt, der lod Fader og Søn fornemme hinanden som eet.

Jeg husker, hvorledes denne nye Viden fjernede et forfærdende Tryk fra mit Sind. Udfra et medfødt aabent Væsen havde det altid været mig meget svært at være lukket overfor nogen, selvom midlertidig Disharmoni havde afbrudt personlig Kontakt. Nu forstod jeg Aarsagerne til al den Misforstaaelse, der hersker rundt omkring. Jeg begreb, at det kun var den mindste Part af den Smerte, jeg var Vidne til, der var egentlig villet. Langt det meste af den var et Resultat af Fejlsyn paa hinanden. Jeg forstod, at bitter Ensomhed kun var en midlertidig Uvirkelighedstilstand udsprunget af en ligesaa midlertidig Dyrkelse af sig selv. Det stod mig straalende klart, at jo større Venskabet blev med det i mig selv, som hørte højere Verdener til, desto lykkeligere vilde mit Liv blive. Jeg begreb i et intuitivt Nu Sandheden i den før saa dunkle Sætning: "Himmeriges Rige er indeni Eder", og en livgivende Varme gennemstrømmede hele mit Væsen. Fra at have levet i en snæver og afgrænset Verden, begyndte mit Væsen at forbinde sig med alt omkringværende Liv, og en Livsglæde af uanede Dimensioner fyldte min Sjæl. Dag for Dag voksede min Forstaaelse af, at alt, hvad jeg saa omkring mig, var Guds Tanker i lysende materialiseret Form. Fra den tilsyneladende døde Sten og frem til det mentalt farvestraalende jordiske Menneske saa jeg, hvorledes Guddommen evnede at aabenbare hver eneste lille Nuance i sit Sind for min Sjæl. Jeg forstod, at jeg havde betraadt en Verden, hvor hver eneste Time vilde betyde ny Viden, ny Vækst og ny Evne til at elske og holde af, og jeg begreb den salige Fryd, der havde fyldt enhver, der før mig havde naaet den samme Erkendelse. I Lyset af Guddommens straalende Smil saa jeg, hvorledes alle det jordiske Menneskes daglige Bekymringer var smaa Skanser, det selv skulde overvinde for at naa det Lys, der ventede udenfor. Ved at granske Guds Ansigt forstod jeg, at Tingene var, som de burde være, for at alle, fra den mindste til den største, skulde faa samme Del i det Lys, jeg følte bølge og sitre omkring mig, det Lys, der flammede i Smilene og kun modvilligt svandt bag Sorgens og Graadens tunge Tæppe; det Lys som hele Tiden lever i hver eneste Sjæl og bare venter paa at faa Lov til at bryde frem og kaste sit varmende Skær over alt, hvad der er skarpt og haardt. Som en brusende Flodbølge steg fra mit inderste Væsen Erkendelsen om Meningernes Begrænsethed, med egne Øjne saa jeg, at bag hele dette taabelige Virvar af Syner levede Drømmen om Kærlighed i hver eneste Sjæl. Jeg saa, som de andre, tunge sorte Skyer nærme sig Jorden. Jeg saa Lynild bag disse Skyer, saa Død af uanet Omfang, Lemlæstelse i en Udstrækning ingen Sjæl kunde rumme, men et Blik paa Guds Ansigt lod mig forstaa Hensigten, og jeg begreb hans Øjnes Smil ogsaa over dette. Med usvigelig Vished følte jeg en ny Verden fødes, en Verden, hvor Uvirkelighedens Taager maa vige for dagklar Visheds krystalklare Lys, en Verden, i hvilken Formen er det smidige Redskab for ham, som ved vort Væsen giver andre Liv paa samme Vis, som han igennem alt levende lader os selv vokse. Han, hvis Øjnes Lys straaler dig i Møde fra alt, hvad du evner at sanse, han, der skabte dig i sit eget Billede og evigt gav dig samme ophøjede Ret som den, han selv nyder, den at lade sit inderste Væsen forblive skjult for den, hvis Øjne ikke kan bære Synet af dig, som du er, og endda elske dig.