Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens jeg i en tidligere Artikel har paavist, hvorledes en af Hovedbestanddelene i det, vi kalder "Venskab" mellem to Mennesker, beror paa en vis Ensartethed i Erfaringsmateriale med deraf paafølgende Enighed i Opfattelse, vil jeg i det efterfølgende prøve at vise en anden Side af det samme Problem. Det er nu engang saaledes, at et af de Ønsker, der staar øverst paa vort Livs Ønskeseddel, netop er Ønsket om at faa, omend ikke mange, saa dog nogle faa virkelige Venner. Og intet Tema har vel i Poesi og Prosa været prist højere end Venskabet. Som Dyd betragtet er det forlængst rangeret ind blandt de ypperste. At det er saaledes, er forstaaeligt. Usikkerheden i vort eget Væsen, baade med Henblik paa vort daglige Liv, paa Fremtiden og paa, hvad der muligvis befinder sig udover det fysiske Livs Grænse, bevirker, at vi længes efter at stive vor Tilværelse af med de Støtter, vi mener at finde i Venskab med aandeligt ligesindede.

Da Begæret efter at faa en eller flere Venner saaledes maa siges at være noget primært ved vort Væsen, vil vi da ogsaa se, at dette Begær har faaet Konsekvenser for hver eneste af os. Alle er vi omgivet af en Kres af Mennesker, der repræsenterer Venskabets to Faser: det fortrolige Venskab og Bekendtskabet. Som jeg i den nævnte tidligere Artikel paapegede, beror det mere almindelige Venskab, – jeg vil ikke her bruge Ordet "overfladiske", da det bedre dækker Bekendtskabsbegrebet, – paa en vis Genkendelse af sig selv i Modpartens Væsen. Glæden ved mangt et Venskab bestaar saaledes i den absolut ikke ubehagelige Oplevelse, det er, i omskrevet Form, at høre sig selv, altsaa en vis passiv Livsoplevelsesform. Men denne Erkendelse, hvor sandfærdig den end er, dækker dog ikke hele Billedet. Hvor enige to Mennesker saa end er, aandelige Tvillinger er de ikke. I Dybet af deres Væsen findes der Tilstande, hvis umærkelige Forskydning en skønne Dag afsløres i det Lag, hvor tidligere rørende Enighed gjorde sig gældende. Og naar man derfor skal undersøge Aarsagen til mangt et Venskabs Forlis, maa man altsaa grave dybere ned end til det Lag, hvor Genkendelsen af sig selv i den andens Væsen, var det bærende. Naar saa mange i Flæng bruger Sætningen: "Det er mine gode Venner!" eller "Han er en af mine bedste Venner" etc. er det i Virkeligheden kun Udtryk for en Overfladebeskrivelse af Følelsesforholdet mellem de nævnte Væsener. Ubegrundede stærke Sympatier for et Menneske kan forlede en til at tro, at man særligt godt kender netop det Menneske, hvad der kan føre til store Skuffelser senere hen, uden at man med rette kan bebrejde andre end sig selv. Aarsagen til at dette kan være Tilfældet, finder vi i de Lag, vi naar til, naar vi graver os nedenunder den allerede nævnte Genkendelse af os selv i et andet Menneske. I de Lag, vi her støder paa, møder vi to store Hovedkanaler, hvis Udspring fortoner sig ind i selve Jegets usynlige Overbevidsthed. Medens vor tidligere Undersøgelse af Mennesket afslørede et Utal af Kanaler, igennem hvilke dets Meninger blev transporteret ud til vor Beskuelse, en Beskuelse som altsaa resulterede i, at vi fandt, at disse Meninger var Mage til vore egne, saa ser vi nu alle disse smaa Rør forbinde sig med disse to Hovedkanaler. Hvad er det, vi her har mødt? Vi har mødt det levende Væsens Poltilstand, dets maskuline og feminine Kraftcentre.

I Mødet med disse to Kraftcentre har vi naaet Centralomraadet for vor Undersøgelse af Venskabsomraadet. Hvad oplever vi her? Vi oplever først og fremmest Mødet med et Princip, der har afgørende Indflydelse paa vor Venskabsoplevelse i de unge Aar, nemlig Repetitionsprincippet. Intet Menneske fødes med voksen Mentalitet. Fra Fødslen og frem til omkring det tredivte Aar genoplever – repeterer – det enkelte Menneske tidligere mentale Tilstande. Det ligesom reproducerer sin egen tidligere evige Fortid. Først i lynhurtige Organtilstande i Livmoderen, dernæst i langsommere Tempo udenfor Moderens Organisme. Parallelt med denne Organforandring, der sluttelig lader Mennesket opstaa i sin endelige Form, altsaa i Virkeligheden aabenbare i Kød og Blod Virkningen af tidligere mentale Kampe, Sejre og Nederlag, følger Aabenbaringen af den bag Formen skjulte Mentalitet indtil det Punkt, hvor de afbrudte Kampe genoptages og Væksten videreføres. En Amerikaner har formuleret Sætningen "Livet begynder efter de fyrre" og har dermed udtrykt en Sandhed, som maaske var større, end han selv var klar over. Mødet med dette Repetitionsprincip er saaledes ikke uvæsentlig. Vi finder her Forklaringen paa Aarsagen til saa mange af vore Ungdomsvenskabers Forlis. De var i Virkeligheden opstaaede mellem delvis bevidstløse Væsener. At græde over, hvad her er tabt, er altsaa kun barnligt. Et Venskab mellem to Mennesker, som hver for sig kun delvis er ved Bevidsthed, hvilket her altsaa vil sige, kun delvis har Overblik over, hvad de i Dybet af deres Væsen rummer, er bygget paa Sand. At man herimod kan indvende, at mange Mennesker oplever, at deres Livs bedste Venskaber netop har deres Rod i Sammenhold fra de purunge Dage, rokker intet ved denne Analyse. Et dybtgaaende Venskabs Traade gaar i Almindelighed langt udover det nuværende Liv, og at de indfletter sig i hverandre paany ved et Møde i Barndommen, er en ganske naturlig Proces. Og det er da heller ikke de bestandige Venskaber, der er vor Forsknings Objekt, men derimod de tilsyneladende bestandige, der pludselig viser sig at være højst ubestandige.

Som nævnt mødte vi i vor dyberegaaende Undersøgelse Menneskets Polprincip. Som det er Læseren bekendt, befinder dette Princip sig ikke i Balance hos det jordiske Menneske. Forholdet er her saaledes, at den ene Pol fører paa den andens Bekostning, hvad der igen bevirker Forekomsten af to Slags Væsener, et maskulint (Manden) og et feminint (Kvinden). At disse to Væsenstyper ikke længere forekommer i Renkultur, forudsætter jeg som erkendt. Kort sagt: disse to Poler befinder sig i et indbyrdes Kombinationsforhold, der betinger Menneskets midlertidige Fremtræden. Da denne Fremtræden i Yderverdenen markeres ved en Totalbevidsthed bestaaende af et Utal af Meninger om alt, hvad Jeget igennem sit Sansesæt har været i Berøring med, er vi her paa det endelige Spor af Aarsagen til saa mange Venskabers erklærede Fallit. Uden Kendskab til de allervigtigste indre Kræfter i et Menneskes Fremtræden, er man henvist til at bedømme dette Menneske efter noget saa ubestandigt som dets midlertidige Meninger. At disse Meninger midlertidigt passer sammen med ens egne og derved foraarsager Venskabets Opstaaen, udtrykker ikke den mindste Garanti for Bevidsthedslivets samlede Konstans. Livet i vor Verden bringer uundgaaeligt hvert eneste Menneske en Sum af Lidelse. Stor eller lille, alle møder Smerten under en eller anden Form. Denne Smerteoplevelse forplanter sig fra Yderverdenens mangfoldige Sansekanaler ind til en af de to nævnte Polkanaler og bevirker her en Forskydning som en skønne Dag maa blive synlig i Yderverdenen. For den, der vil gøre Begrebet "Venskab" til Genstand for en realistisk Undersøgelse, vil det meget snart blive synligt, at det almindelige Menneske bygger sit Venskab til et andet Menneske op paa Illusionen om Polkonstellationens Konstans. Tag til Eksempel en Gruppe meget maskuline Mænd. Forbindelsesmaterialet i deres Venskab er den ensartede Forestilling om Magt som det eneste Middel til at ordne Tingene. Saa afslører Praksis pludselig, at en af Gruppen, til hvem de alle har næret Tillid, ikke længere bestaar af saa haardt et Materiale, som de andre venter. Igennem Lidelser, de maaske ikke har haft Indblik i, har denne Mands Polkonstellation forskudt sig fremefter, hvad der igen bevirker, at han nu har en større Sum af Følelse til Raadighed for sin Sansning og dermed Livsoplevelse. Hans Syn paa Tingene er med et blevet anderledes. En Straale af Mildhed har trængt sig ind i hans før saa haarde Syn. Selv kan han se denne Mildheds Berettigelse, men de andre? De kan ikke! Indbyrdes trækker de paa Skuldrene. Det havde de ikke ventet o. s. v. – Venskabet mellem dem og denne Mand har faaet et Knæk, det er i Opløsning. Eksemplet dækker praktisk talt alle virkelige Venskabsopløsninger. En Undersøgelse af et almindeligt Menneskes Venskabskres vil altid give et meget klart Billede af dette Menneskes Polkonstellation. Det er først hos den bevidste Livskunstner, at Billedet begynder at blive udflydende. Ukendt med selv de simpleste Elementer i sit eget Væsen skriger det almindelige Menneske baade sine fuldkomne og ufuldkomne Sider ud til alle Vinde. Livskunstneren derimod er blevet bevidst i, hvad det er for en Verden, han midlertidigt oplever Livet i og træffer derfor sine Forholdsregler. Til de vigtigste blandt disse Forholdsregler hører den her nævnte Viden om Polkonstellationens Indflydelse paa Følelseslivet særlig med Henblik paa Begrebet Venskab. At øve sig i at lade være med at vente sig noget af nogen som helst er et af de Trin som skal tilbagelægges paa Vejen mod den totale Frihed og Uafhængighed. Denne Uafhængighed kan ikke forventes at være til Stede i et Sind, hvor Disharmonien mellem Polerne er aabenbar. Den meget maskuline Mand og den meget feminine Kvinde føler sig selv indadtil stærk ved sine skarpe Opfattelser af dette eller hint, men er i Virkeligheden udadtil uhyre svag. Denne Type oplever i Kraft af den skitserede Polkonstellation mange Skuffelser i Venskab. Livskunstneren derimod, hvis Hovedegenskab er Ydmyghed overfor Livet, en klar Erkendelse af den evige Uvidenhed som Forudsætning for evig Vækst, lemper sig stille ud af ethvert snærende Venskabsbaand. Derfor er det saa uhyre vigtigt at overvaage, at Ligevægten i Sindet ikke brydes. I Lyset af Ligevægten kan man være sine Venners Ven uden at vente sig noget som helst af dem. Livskunstneren forfalder ikke til den Udlevering af egen aandelig Armod, der altid ligger i den altfor bekendte Sætning: Det Menneske har skuffet mig meget – – –