Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Blandt de Tanker, der hyppigst vender tilbage til ens Sind, træffer man atter og atter dem, der i spørgende Form kredser om, hvem man egentlig er. Jeg tænker ikke her paa, hvilken Person man er eller eventuelt har været i et tidligere Liv, men derimod paa selve ens Eksistens, paa selve det, at man er til. At man er et Menneske og har en Sjæl, er i Virkeligheden temmelig trøstesløse Synonymer for den levende Bevidsthed, man repræsenterer. Man føler uvilkaarligt, at man ikke gennem disse Ord er kommet Sandheden om sig selv et eneste Skridt nærmere.

En Periode gaar man paa Sporet af sig selv igennem Studiet af det Legeme, man synligt repræsenterer, men opdager en skønne Dag, at det er om muligt endnu mere ustabilt end noget andet, man har iagttaget. Det afslører sig hurtigt som blot Virkninger af det mystiske Noget, man kalder sit "Jeg" og om hvilket man føler, at det er det eneste faste Punkt i hele den Iagttagelsesproces ovennævnte Tanker har fremkaldt. Længslen efter rent objektivt at kende sig selv, efter rent haandgribeligt at kunne overskue alt, hvad man er, har bragt mere end eet Menneske paa Sindssygehospitalet, og dog er Spørgsmaalet stadig det mest aktuelle for ethvert Menneske.

Iagttaget fra et bestemt Synspunkt er dette Spørgsmaal direkte paradoksalt, nemlig i Forhold til de Mennesker vi kalder vore "Venner". Her er vi stillet overfor den Kendsgerning, at vi lever paa den mærkelige Illusion, at vi er i Stand til at give en helt ud udtømmende Karakteristisk af ham, vi kalder vor bedste Ven, efter hvilken i hvert Tilfælde han i det mindste ikke skulde være i Tvivl om, hvem og hvad han er samtidigt med, at vi føler os paa direkte gyngende Grund med Hensyn til vor egen Eksistens og dens eventuelle Begrænsning.

Jeg har ofte stillet mig selv det Spørgsmaal, hvor meget jeg egentlig havde evnet at begribe af mit eget Væsen, hvis jeg ikke havde mødt Martinus. Jeg erindrer endnu temmelig klart de taagede Svar, jeg i sin Tid fik paa direkte Spørgsmaal om, hvad et Menneske egentlig er, rettet til de indremissionske og grundtvigianske Krese jeg som ganske ung var i temmelig intim Berøring med. Der var intet Svar at hente, kun en Samling haabløst udflydende Postulater oftest afsluttet med, at saadan kunde man virkelig ikke spørge eller ogsaa det indtil Kvalme kendte, at "Mennesket er et Væsen, der har en Sjæl, som enten kan vindes eller ogsaa fortabes". Jeg erindrer med et lille Smil, at medens det var rent utroligt saa klar Besked, man kunde faa paa, hvorledes Fortabelsen vilde blive fuldbyrdet, var dens Modsætning – Himlen – praktisk talt aldrig defineret. Der var man salig, basta!

Jeg tilskriver min egen dybe Længsel efter at trænge til Bunds i mit eget Væsen, efter at finde ud af dets Grundbestanddele, Aarsagen til, at jeg mødte Martinus, altsaa et dybest set rent egoistisk Motiv. Jeg følte dengang, at hvis jeg ikke fik Svar paa disse Spørgsmaal, vilde Livet have mistet sin dybeste Værdi for mig. Og nu, hvor de Svar, jeg fik, danner selve Kernen i mit daglige Liv, gribes jeg Gang paa Gang af en dyb Smerte ved Tanken om alle dem, der fortsat lever uden Kendskab til denne den vigtigste af al Viden.

Livet i Yderverdenen fornemmes ofte usigeligt massivt. Fra sin Fødsel og til det Punkt, man har naaet, har man oplevet at møde en hel Del Mennesker, af hvilke en forsvindende Del er blevet ens saakaldte Venner, medens langt den overvejende Del passerer ens Liv et kort Sekund for derefter at fjerne sig fra ens Synskres og sluttelig svinde bort i Horisonten. Indenfor den Kres, man kalder sine Venner, vil der saa igen være nogle, der staar en nærmere og andre relativt fjernt. Enkelte staar i givne Perioder en saa nær, at man næsten føler sig identisk med dem, for saa til andre Tider paa en næsten udefinerlig Maade pludselig at synes næsten helt uden for ens Oplevelsesomraade. Og som Livet paa alle øvrige Omraader befordrer Foranderligheden, oplever alle at se deres Følelser for et eller andet Menneske at passere Hunger- og Mættelsesprincippets Stadier. Det er kun den i Livet helt uvidende, der binder sin Sjæls Inderste til Illusionen om evig Tiltrækning.

Uvidenheden om, at vi alle, hver for sig, udgør et af Guddommens Sanseredskaber i Forholdet til vor Næste, ligger til Grund for de fleste af de Sorger, vi oplever. I vor grænseløse Egoisme viger vi ikke tilbage for at tilkende vore Venner Egenskaber, de ikke har, for saa bagefter med samme Nidkærhed at rase over Opdagelsen af, at de ikke er i Besiddelse af Egenskaber, de aldrig har ejet. Uden virkeligt Kendskab til Livet kan man ikke være sine Venners Ven uden egoistisk Bimotiv, hvorfor samtlige ens Venskaber, indtil Livsviden har holdt sit Indtog i ens Bevidsthed, hviler paa Sand, – noget enhver ung har Erfaring for. Og dog er det vore Skuffelser med de deraf flydende Erfaringer, der mest bringer os paa Sporet af os selv. Der findes vist ikke eet tænkende Menneske, som, Ansigt til Ansigt med en eller anden ubehagelig Form for Skæbneoplevelse, har undgaaet at stille sig selv Spørgsmaalet om, hvorfor netop han skulde opleve dette. Spørgsmaalet kunde ligesaa godt formuleres saaledes: "Hvem er jeg, at denne Oplevelse skulde være nødvendig for mig?" – altsaa igen Ønsket om at lære sit eget inderste hemmelige Væsen at kende.

Vi er her ved Kardinalpunktet i vort Forhold til Livet. Thi hvor skøn og mangfoldig Yderverdenen saa end er, er det udenfor dens Mission at give os Svar paa vort mest brændende Spørgsmaal. Den er et evigt Middel til Bekræftelse paa Opdagelsen, naar den kommer, men Opdagelsen selv maa komme indefra. Saalænge vi spejder udefter for at finde Svaret om os selv, forbliver vi uden Svar. Vi ser tilsyneladende alt og ser alligevel intet. Thi i vort Forhold til Yderverdenen forstørrer og formindsker vi alle Begivenheder i Forhold til vor Sympati eller Antipati for det oplevede, og ingen af disse Tilstande er virkelige. Uden virkeligt Kendskab til Livet vil man altid vente sig noget af sine Venner. Med Kendskab til Livet bærer man paa det stilfærdige Haab at kunne være til nogen Nytte for sine Venner. Men medens den første Tilstand praktisk talt kun kan give Skuffelse, sker det dog, at den sidste lykkes og bringer en en virkelig sand Glæde. I og for sig kan man ikke sige, at dette at lære det virkelige Liv at kende, straks bringer en et Ocean af Lys og Livsglæde. Uden Kendskab til, hvorledes Tankestofferne skulde have været blandet, har det jordiske Menneske faaet blandet dem i Kombinationer, som er uhyre massive. Mængder af Forestillinger hviler paa vort inderste Væsen med et uhyre Tryk og dirigerer sikkert vore Handlinger. Paulus berømte Ord: "Det Gode jeg vil, osv." bekræfter dette til Overflod. Læg engang Mærke til, hvor ofte De selv eller Deres Venner bruger Sætningen "som man siger", og De vil have et ret klart Billede af de gængse Forestillingers Tyngde. Da saa mange opgiver at tænke over, hvem de er, eller hvilken Mening Livet nu kan have med dem, og blindt kaster sig ud i dette "at være", uden at vide, hvordan man skal være (for at blive lykkelig), maa Resultatet uvægerligt blive det, vi ser os omgivet af: en Verden, i hvilken den enkeltes Handlemaade ofte synes saa blottet for Logik, at Iagttagelsen af den samlede Mentaludfoldelse mere bringer en til at tænke paa en Galeanstalt end paa en Verden for Fornuftsvæsener. Og dog er vor Verden en straalende Udfoldelse af krystalklar Fornuft. Bag alt det vanvittige vi daglig maa opleve som "Normalindtryk", skjuler der sig en Plan, som er saa vidunderlig indrettet, at den ikke kan opdages kollektivt, men derimod kun af hvert enkelt Menneske personligt. Hvor stor min Beundring end er for kollektivt Samvirke, tilstaar jeg frit, at mit Gudsforhold først fik virkelig Betydning for mig, da jeg oplevede det som det mest individuelle jeg overhovedet har kendt. Og jeg forstaar, at hvor skøn en kollektiv Gudsdyrkelse saa end kan blive, hvor store Følelser den formaar at udløse i hver enkelt Deltagers Sjæl, vil den aldrig kunne sammenlignes med det, man oplever, naar man helt alene koncentrerer alle sine Længsler og Følelser imod Guddommen og pludselig fornemmer sig omsluttet af ham, ja, føler hver eneste Fiber i hele sit Væsen fyldt med hans Kraft.

I Martinus dagklare Udredning af det levende Væsens inderste Struktur fandt jeg den Fred, mit Sind higede efter. Og dobbelt skøn forekommer hans Arbejde mig derved, at det upaavirkeligt af Tid og menneskeligt Begær i dyb Stilhed rækkes den Enkelte som en kærlig Haandsrækning og Vejledning i hans Søgen efter – sig selv.