Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi skal kort skitsere nogle af de her forekommende vigtigste Typer, men maa samtidig bemærke, at der naturligvis findes mange andre Typer, bl. a. diverse Overgangstyper.

Den mest primitive Type bestaar af de Væsener, der i deres optimistiske Tanke- og Ansvarsløshed nyder Livet og Øjeblikkets Glæder paa andres Bekostning, uden at bekymre sig om Følgerne eller om de Lidelser og Ubehageligheder, de derved forvolder andre, ja maaske deres allernærmeste. De er blot interesserede i selv at spille det store Parti, og i det Øjemed forledes de til at spekulere og spille Hasard for andres Midler eller endog direkte at tage af betroede Midler eller ogsaa til at udkaste de mest fantastiske Projekter, som de selv tror blindt paa, og prøver paa at lokke godtroende og naive Mennesker til at stikke Penge i, altsammen uden at føle nogen som helst Skrupler over den Risiko og de Tab, de ved deres Handlemaade paafører Medvæsenerne, men lader blot staa til, haabende paa en Gang at vinde det store Lod i Lotteriet, gøre en epokegørende Opfindelse, arve en rig ubekendt Onkel i Amerika etc. for at bringe Tingene i Orden.

Saa er der Væsener, der dog har naaet et saa højt Trin i moralsk Udvikling, at de ikke blot ikke kan være ligeglade med Omgivelserne, men ogsaa føler en virkelig Trang til at hjælpe og være god mod dem, der trænger til det, men som grundet paa deres egne egoistiske Begær parret med deres Optimisme alligevel uden at vide af det ofte kommer til at volde deres Medvæsener Ubehag paa forskellig Maade. Saaledes vil de mange Gange i deres Begejstring over egne Ideer og Planer og i deres Iver for at gennemføre disse glemme, at Medvæsenernes Indstilling og Ønsker ikke altid er i Overensstemmelse hermed, hvorved de let kan komme til at gøre disse ked af det ved paa den ene eller anden Maade at fratage disse lidt af Mulighederne for en selvstændig fri Udfoldelse, f. Eks. ved i Form af Overtalelser af den ene eller anden Slags at lægge et vist Pres paa disse. Saadanne Overtalelser kan, ligegyldig om Argumenterne i og for sig er rigtige, paa denne Maade ikke undgaa at virke frihedsberøvende. Ogsaa de paagældende Væseners Trang til helst selv at ville dirigere, bestemme og arrangere kan jo let afføde en lignende Gene og Frihedsberøvelse hos Medvæsenerne. Endelig vil nævnte Væsener ofte ved at love mere, end de kan holde, og ved at give et alt for lyst Billede af de Ting, som de har Interesse af, at Medvæsenerne arbejder med, foraarsage, at disse føler sig skuffede.

Endvidere kan man træffe Væsener, der i Kraft af deres høje moralske Udvikling har en meget stor Trang til at være kærlige og hensynsfulde mod Omgivelserne og ikke godt kunde tænke sig paa nogen Maade ved deres Manifestationer at virke frihedsberøvende eller mørkebefordrende mod disse, men som samtidig erkender deres egen Lidenhed og Mangelfuldhed i Forhold til de Idealer, de længes efter selv at kunne manifestere, og Haabløsheden i at nærme sig disse nævneværdigt i et enkelt Liv uden dog derfor at miste Modet samt Troen paa disse Idealers Realitetsværdi. Det er den Slags Væsener, der tilsvarende visse Væsenstyper inden for Pessimismen, kan karakteriseres ved Paulus Ord: "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, det onde jeg ikke vil, det gør jeg", blot maa man her tilføje: "men jeg har Tillid til, at jeg nok tilsidst skal lære at bringe mine Handlinger i Overensstemmelse med min Vilje", og det er de Væsener, der er i Færd med at vokse ud af alle de gamle Traditioner, Idealer og Forestillinger mod en ny frembrydende Kulturs Idealer. Saadanne Væsener er i Stand til at se Skønheden og Storheden i denne nye Kultur og vil begejstres ved dette Syn, som endelig klart lader disse se de Værdier og Idealer, det er værd at leve for og vie deres Liv til. At de paa tilsvarende Maade og af tilsvarende kærlige Aarsager som anført (Side 47) i Afsnittet om Pessimisten i større eller mindre Grad er hindret heri, kan nok dæmpe Begejstringen noget, men formaar ikke at formørke deres Livssyn eller deres Tro paa, at Udviklingen fører dem i den rigtige Retning. Det er jo netop den Slags Mennesker, der er søgende, og som danner en velegnet Grobund for hele den nye Aandskultur og Aandsvidenskab, Martinus i Form af Analyser og Symboler er i Færd med at skabe eller opbygge til Støtte for og Førelse af den samlede Menneskeheds fortsatte Udviklingsrejse fremover og ud af alle de primitive moralske Forestillinger, der udgør det bundløse Hængedynd, som er i Færd med at opsluge den lidende Menneskehed.

Endelig findes der en sjælden Type Væsener, nemlig de store Kunstnere og Tænkere, som trods deres store Følsomhed over for Menneskehedens Lidelser og Ulykker har bevaret en urokkelig Tro paa og Tillid til Lysets Sejr over Mørket og Livets Sejr over Døden og samtidig er i Stand til at fortætte og omsætte dette deres Livssyn, lutret for al personlig Afgrænsethed og Selviskhed, paa en saadan Maade i deres Skabelse eller Værker, at disse dybest set fremtræder som et mod den samlede tvivlende og fortvivlede Menneskehed fra en højere og renere Verden rettet Barmhjertighedens Kærtegn eller Trøstens og Haabets Budskab til Stimulering af Troen paa Hjælp og Udfrielse af Mørket og Inspirering af Trangen til at handle i Overensstemmelse med ædle og høje Idealer.

Derimod skal der i Korthed gøres Rede for en anden Art Overgangstype, der opstaar ved Overgangen fra Optimisme mod Pessimisme og omvendt, og som ikke helt kan grupperes sammen med de øvrige Typer.

Bliver et Menneske, der til en Begyndelse er Optimist, udsat for en stærk og vedvarende Modgang, maa hans (hendes) Indstilling før eller senere paavirkes heraf. Da et Væsens Indstilling naturligt kan inddeles i dets Opfattelse af sig selv incl. dets Hjælpekilder og Opfattelsen af den Del af Omverdenen, der skal betvinges af Individet, vil ovennævnte Modgang i første Omgang normalt kun forandre Indstillingen overfor Omverdenen. Herved fremkommer en Overgangstype, en Slags pessimistisk Optimist, der har bevaret sit optimistiske Syn paa eller Overvurdering af sig selv og sine Evners og Frembringelsers Værd, men som har faaet et pessimistisk Syn paa Omgivelserne, d. v. s. betragter Omgivelserne som særligt mørke, onde eller uretfærdigt haarde imod ham (hende), for derved at skabe sig det Martyrium, der kan undskylde hans (hendes) Modgang.

Denne Type modsvares af en Overgangstype af tilsvarende Art, en Slags optimistisk Pessimist, der ser optimistisk paa Omverdenen, idet han (hun) her en Tid lang har haft Medgang, men som alligevel lider af Mindreværdsfølelser, der udgør en Reminiscens fra en Fortid i Pessimismens Tegn.

Nedbrydningen af Individets Indstilling til Omverdenen vil her som ovenfor altid foregaa hurtigere end Nedbrydningen af dets Indstilling til sig selv, idet der i disse Tilfælde er Tale om en Nedbrydningsproces, foraarsaget ved en aabenlys Divergens mellem de ydre Kræfters Paavirkning af Individet og dettes hidtidige Indstilling. Naar Individets Indstilling til Omgivelserne saaledes har undergaaet en Ændring og derved er kommet i Modsætning til dets Indstilling til sig selv, vil denne sidste Indstilling imidlertid ikke kunne opretholdes i det lange Løb stik imod Livets egen Tale. Hvis man f. Eks. opfatter sig som et Geni paa et bestemt Omraade, men bliver til Grin eller paa anden Maade kun høster Nederlag paa Nederlag, hver Gang man indenfor det paagældende Omraade prøver paa at udfolde sig overfor Omverdenen, vil selv den mest indgroede Tro paa egne Evner og egen Dygtighed ikke kunne undgaa til sidst at blive knækket og erstattet af en vis Grad af Pessimisme paa det selv samme Felt. Og omvendt maa en hvilkensomhelst Mindreværdsfølelse ogsaa til Slut gaa sin Opløsning i Møde og blive erstattet af en vis Grad af Optimisme paa det paagældende Felt, hvis man med Hensyn til dette Felt til Stadighed kun indhenter sig Sukces. Selvom de to nævnte Overgangsformer for Indstilling saaledes er ustabile i sig selv, forekommer de dog meget hyppigt baade i generel Udfoldelse og i mere eller mindre partiel Udfoldelse hos Optimist-Pessimisttypen, hvilken kun kan skyldes den stadige Vekslen af Medgang og Modgang, der bliver de fleste Mennesker til Del.