Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1954/27 side 7
Til samtlige interesserede i Martinus arbejde.
Kære læser!
Med dette brev henvender vi os til Dem for at give Dem en glædelig meddelelse. De fleste, der selv har fået kendskab til Martinus kosmiske analyser, har ofte ønsket sig, at disse måtte komme ud til en større kreds og til andre folkeslag, og vor meddelelse går netop ud på at fortælle Dem, at Martinus for nogle dage siden har modtaget en invitation fra Japan til at deltage i og tale ved en kongres for skabelse af verdensfred på basis af en universel religion.
Invitationen kommer fra en fredsbevægelse ved navn Ananai-Kyo, som allerede tidligere på året har afholdt en verdenskongres, og som nu til denne kongres, der afholdes fra den 23/10 til 3/11 1954 i Shimizu city i Japan har indbudt – som der står i skrivelsen "Vismænd, studerende og videnskabsmænd" fra hele verden for gennem et samarbejde med disse at komme freden nærmere.
Kontakten med Ananai-Kyo-bevægelsen er kommet i stand gennem en inder, dr. A.D. Edal Behram, der gentagne gange har besøgt Martinus her i København. Dr. Behram har netop været et halvt år i Japan i anledning af medicinsk forskningsarbejde, og har der på det hjerteligste informeret sin gode ven præsidenten for forannævnte bevægelse om Martinus og hans mission. Dette har så foranlediget præsidenten til, foruden den officielle indbydelse til deltagelse i kongressen, også at sende Martinus et meget venligt privatbrev, hvoraf det fremgår, at Martinus tale vil blive udsendt over den japanske radio ligesom den i hele sin udstrækning vil blive oversat til japansk. Ligeledes var der også et meget venligt brev fra Dr. Behram til Martinus.
Martinus ser i denne indbydelse en guddommelig tilskyndelse til at komme i forbindelse med de store orientalske folkeslag og gøre dem bekendt med det kosmiske verdensbillede. Det er Martinus agt – såfremt rejsen lader sig realisere – da at medtage symboler og lysbilleder og den del af sin litteratur, der er oversat til engelsk og esperanto. For de, der ved Martinus første foredrag ved kongressen bliver særlig interesseret, vil der så kunne holdes yderligere en række foredrag, som i forbindelse med den oversatte litteratur vil kunne give disse et grundigere kendskab til Martinus kosmiske analyser.
Yderligere kunne Martinus tænke sig at afbryde rejsen og gøre et ophold i Indien, hvor der foruden Dr. Behram findes en del betydende indere, der har fået kendskab fil Martinus og hans arbejde gennem Pandit Nehru's mangeårige sekretær, danskeren fru Anna Ørnsholt. Fru Ørnsholt har under ferieophold herhjemme besøgt Martinus, og er ude i Indien i færd med gennem oversættelse at gøre Martinus litteratur tilgængelig for Indere.
Af det foranstående vil De sikkert kunne se, at Martinus' rejse til Japan og Indien kunne blive af den allerstørste betydning for udbredelsen af kendskabet til det kosmiske verdensbillede i landene på den østlige halvkugle. Dette er i sig selv vigtigt, især da vi jo ved, at kendskabet og forståelsen af det logiske verdensbillede, som Martinus afdækker, først og fremmest skaber freden i det enkelte menneskes bevidsthed, og først senere vil bevirke den endelige, ydre verdensfred, freden nationerne imellem.
I tillid til, at De, for hvem Martinus arbejde har været en stadig kilde til inspiration i det daglige liv, vil være indstillet på at medvirke til udbredelsen af denne livsvisdom, henvender vi os til Dem for at bede Dem om at medvirke til gennemførelsen af denne plan. Da rejsen nødvendigvis må foregå pr. flyvemaskine vil omkostningerne her til blive ca. 10.000 kr.
Rent praktisk kan De støtte formålet ved at De indsender Deres bidrag til Martinus åndsvidenskabelige Institut, Mariendalsvej 94-96, København F (Postgiro 29580) under mærke "Japanrejse". Såfremt De skulle ønske at bidrage med et større beløb, end De i øjeblikket disponerer over, kan beløbet indbetales over flere måneder, og De behøver da blot at anføre det fulde beløb bag på giro blanketten. Man vil så sikkert midlertidigt kunne låne en tilsvarende sum.
Underskriverne håber inderligt, at De vil forstå den fulde betydning af den her fremlagte plan og støtte den, således at det samme lys, som tændtes i Deres egen bevidsthed ved mødet med Martinus kosmiske analyser, også vil blive tændt i mange andre bevidstheder.
Med hjertelig hilsen!
E. Zinglersen
redaktør
Hans Vinter
civilingeniør
I. G. Hannemann
prof. dr. techn.
H. Laug
inspektør cand. pharm.
Tage Buch
underfaktor.
P. Zacho
kommunelærer
P. P. Fixen
snedkermester
E. Sørensen
bogholder
I. Schleicher
ingeniør
Fru Vera Cavling
Fru Kristine Cavling.
cand.mag. B. Saxe.
 
P.S. Mange interesserede støtter i forvejen Martinus arbejde gennem kulturfonden. Det er vort håb, at De ved fastsættelsen af Deres bidrag til denne specielle indsamling tager sådanne hensyn, at Kulturfondens økonomi ikke berøres deraf.
D.S.