Kosmos 1984/12 side 274
Esperanto
Det Internationale Sprog
Den kosmiske baggrund for sprogets tilblivelse og dets forløb
af Peter Zacho
Uligheden og hadet mellem folkene vil først forsvinde, når hele menneskeheden har ét sprog og én religion.
L.L. Zamenhof
Det klarsyn, der er udtrykt i ovenstående ord af Esperantos skaber, må få enhver åndsforsker til at spidse ører. "Eet fællesinternationalt sprog!" Mere end tusinde forsøgsprojekter har været undervejs i over tusind år. Den levende Natur forsøgte gang på gang, indtil det lykkedes dr. Zamenhof, en af Naturens store sønner, at sætte kronen på værket.
Mesteren Zamenhof
Reinkarnationslæren forklarer, hvordan Naturen eller Gud arbejder for at frembringe det fuldkomne. Vi må forestille os, at Zamenhof har arbejdet med sit projekt i flere inkarnationer.
I 1947 studerede jeg den store pædagog Amos Comenius' lære. Han kaldes endnu i dag "den moderne pædagogiks skaber". Jeg tænkte ved mig selv, at Comenius og Zamenhof var én og samme ånd. Det kunne jeg kun sige til min kone. Men kort tid efter modtog jeg et brev fra Tjekkoslovakiet. Indlagt var et fotografi fra indvielsen af et monument opstillet i Comeniusparken. Øverst på dette monument sås Esperantos symbol, den femtakkede grønne stjerne, der symboliserer de fem verdensdele. Teksten under dette lød: "Til minde om dr. L.L. Zamenhof, som fuldførte Comenius' værk". 'Beviset' var tilvejebragt. Det er muligt at genkende tidligere store i deres senere inkarnation, hvis min formodning holder stik.
Ved siden af sin "Store Undervisningslære" skrev Comenius sin "Panegersia" (Verdensopvækkelse). I sin senere inkarnation som Zamenhof repeterer han i sin barndom og ungdom sine tidligere tanker og sit arbejde, og han færdiggør sit eget værk, som indskriften på monumentet vidner om. I "Via lucis" profeterede han den tid, da menneskeheden bruger eet universelt sprog, uden sammenligning lettere at lære end noget nationalt sprog.
Sine tanker om moral, religion og Gud har Zamenhof nedfældet i sin 'Homaranismo', læren om menneskehedens udvikling. 16 år gammel oplevede han sin religiøse krise. Hele livet var nu uden mening. Da krisen var overvundet, skrev han:" Jeg følte, at døden måske alligevel ikke var afslutning, at der er love i naturen... at noget beskytter mig for et højere formål..."
Sproget Esperanto var for Zamenhof intet uden i forbindelse med hans 'Homaranismo', uden virkeligt etisk åndsliv. Han drømte simpelthen om – Martinus kosmologi: "I templet for Homaranismo vil jeg lytte til værkerne af menneskehedens største lærere, når de taler om liv og død, om forholdet til vort 'jeg', til universet og Evigheden. Dette tempel skal opdrage ungdommen til forkæmpere for sandhed, retfærdighed og broderskab mellem alle. Det skal give åndelig hvile til gamle, trøst til dem, der lider, og hjælp til de sorgfulde.."
Hvor Zamenhof nu befinder sig, ved vi ikke. Men at han er i selskab med de store, er uden tvivl, og hvorfor ikke, måske i selskab nu og da med Martinus. I disse kredse forberedes jo verdens kommende udvikling.
»Beviser«
Man kan pege på flere ting, der understøtter vor viden om, at Esperanto er kommet for at blive. I første del af 'Det Tredie Testamente', stk. 191, har Martinus skrevet: "Alle jordens folk vil således engang komme til at tale det samme sprog, det samme tungemål".
Den japanske religiøse Oomotobevægelse siger det samme og anvender derfor Esperanto. Lederen af dens Esperanto-afdeling, den yderst sympatiske og højt kultiverede Ejzi Ito med flere, har været i Klint og besøgt Martinus på Mariendalsvej. Også de i dag så forfulgte bahaister anvender Esperanto. Tre bevægelser, der på religiøs baggrund kender Esperantos mission i verden. Og der er endnu en. Sri Sathya Sai Baba arbejder, dog endnu skjult, for vort sprog. Det er en vældig inspiration for os i vort arbejde. Stærke åndelige kræfter er i stadig funktion for at jævne vejen frem – også for Esperanto. Martinus kom for at forene Vestens visdom med Østens. Det er rimeligt at tro, at Sai Baba vil blive en udløsende kraft i denne for menneskeheden så lykkebringende forening.
Den øjeblikkelige situation
Det Internationale Sprog er vokset frem i jordmenneskesamfundet eller jordklodebevidstheden og er således et socialt fænomen i pagt med den voksende internationalisme. Om "kort" tid vil det være verdenssprog for alle kulturelle nationer. Baggrunden er som vist i orden. Men vi lever i en tid, hvor de mørke kræfter mere og mere gives fri i desperate handlinger. Det præger alt menneskeliv, og Esperanto er naturligvis ingen undtagelse, Zamenhofs tanker præger meget lidt lederne i det nuværende esperanto samfund. Man taler mere og mere om et Esperanto uden ideologi, altså uden moral, uden Gud. Det er ikke almindeligt, at der ironiseres over selve skaberen af sproget.
Men denne tilstand er midlertidig. Vi vil hellere beskæftige os med det positive. Stærke humanistiske kræfter arbejder for Esperantos sag. Disse kræfter har både Martinus og Sai Baba givet deres fulde velsignelse. I 1987 kan Esperanto fejre sit 100-års jubilæum. I et endnu ikke bestemt land vil der da blive opstillet det viste monument, udført i hvidt marmor og 175 cm højt.
Kunstneren har foræret denne skulptur til Esperanto. Vi ser ligesom to beskyttende følsomme hænder, der værner om noget spædt: "Esperanto". Læserne kan formentlig nemt oversætte teksten. Læg mærke til ordene "Humaneca Internacismo" Martinus sagde:" De store humanister kan i almindelighed ikke forstå mine ting. Deres store intellekt forbyder dem at tro på noget religiøst, fordi de jo aldrig har hørt religion fremsat videnskabeligt, for forstanden. Men de udfører i høj grad Guds vilje. Derfor er de mine disciple." Det er disse humanistiske kræfter, der efter et sandsynligt snarligt ragnarok vil blive de udløsende kræfter for virkeliggørelsen af profetierne fremsat af Comenius, Zamenhof og af de fire omtalte religiøse bevægelsers skabere. Hertil kommer vor almindelige menneskelige logik og sunde fornuft, der siger os, at det Internationale Sprog vil blive en uundværlig faktor i den kommende verdensstat.
Visioner og deres opfyldelse
Vi har vel alle visioner om en fremtid lys og strålende for menneskeheden. Visionen om ét fælles verdenssprog fik jeg straks, da jeg hørte om Esperanto. Én religion, videnskabelig, havde jeg allerede, takket være Martinus. Jeg citerer endnu engang Zamenhofs vision:" Uligheden og hadet mellem folkene vil først forsvinde når hele menneskeheden har ét sprog og én religion." Uden tvivl vil Esperanto blive en stærkt medvirkende kraft i skabelsen af verdensfreden, for til den tid vil det være sammenknyttet med den moral, Zamenhof har givet udtryk for. Unesco har anerkendt ham som "en af verdens store". Man kaldte ham mesteren, hvilket han frabad sig. Alt for beskeden og ydmyg var han til at ville ophøjes. I hans ånd bør vi alle arbejde og samarbejde. Eller som Martinus sagde: "Sandt discipelskab er samarbejde i indbyrdes harmoni og kærlighed".
Tilbage til forfatterregister
Forrige