Kosmos 1978/2 side 18
Lis Kirkemann Zobbe
Problemformulering
(Omsorgsseminariet i Odense – Speciale, Februar 1977)
HVORDAN KAN VI FORHOLDE OS MED MERE MENNESKELIG VARME OVERFOR DØENDE?
Definitioner
Def. af døden: Døden og fødslen er et og samme princip. Ved fødslen inkarnerer mennesket i en fysisk krop. Ved døden forlades kroppen igen. Dette gentages, deraf ordet reinkarnation, (lat.: in carno: i kødet)
Def. af naturlig død: Et gammelt menneske, som føler sig mæt af dage, sover stille ind (eventuelt efter en mindre infektion.) Kroppen er gammel og slidt, og det er en befrielse at forlade den.
Def. af unaturlig død: Forekommer ved mord, selvmord, ulykkestilfælde og dødelig sygdom i en ung alder. Den afdøde har ligesom ikke nået at leve sit liv færdigt.
Forord: Døden er et nærliggende emne at beskæftige sig med i en uddannelse, der sigter mod arbejdet med ældre. Min egentlige grund til at tage døden op som emne er, at de fleste mennesker har en efter min mening helt forkert opfattelse af døden. Behandlingen af døende bliver naturligvis derefter. Vi har et uddannet personale til at tage imod os, når vi bliver født. Vi mangler i høj grad et specialuddannet personale til at hjælpe os herfra igen. Hvad med læger og sygeplejersker vil nogen måske sige. Men, hvem vil påstå, at deres uddannelser er fuldkomne? Hvor meget lærer de f.eks. om behandling af døende? Her er det et samarbejde mellem forskellige grupper vi skal frem til. I dette tilfælde mellem socialpædagog, læge, sygeplejerske, psykolog og flere andre.
Indledning: Døden har gennem mange år været noget, man ikke talte om. Det falder stadig svært for de fleste. Det ser heldigvis ud til snart at skulle ændre sig.
Nu vil nogle læger bl.a. se nærmere på problemet. I TV-avisen d. 30/1-77 sagde en læge, at det sværeste ved døden nok var at tale om den. Han havde derfor startet et kursus for læger og sygeplejersker, hvor de skulle lære at samtale om emnet. Den slags kurser tror jeg, vi vil se mere til i den nærmeste fremtid. Jeg mener, det må være af stor betydning, at alle får et mere naturligt forhold til døden.
Selv føler jeg at have et naturligt forhold til døden. Det er, fordi jeg ser på det ud fra et åndsvidenskabeligt synspunkt. Døden er for mig kun en overgangsfase. Derfor forbinder jeg ikke et dødsfald med den store sorg. Selvfølgelig kan jeg føle sorg og medlidenhed. Det er, når jeg ser den ofte dybe sorg og uforståelighed hos pårørende. Jeg glæder mig virkelig, når et gammelt menneske mæt af dage forlader den gamle udslidte krop.
Hvordan kan vi få et naturligt syn på det at dø?
Børn er meget følsomme overfor forældrenes reaktioner. Hvis forældrene sørger over et dødsfald, så påvirkes barnet tydeligt. Noget af det værste et barn kan opleve, er at se sine forældre ulykkelige. Endnu værre bliver det, hvis barnet spørger: "Hvorfor græder du, mor?" Og ikke får svar. – Hvis et mindre barn mister den ene af sine forældre, kan det føre mange ting med sig for barnet. Det er nødvendigt at søge at finde ud af, hvad barnet går og tænker på, dernæst må man snakke meget med barnet om tingene. Man må være forberedt på mange spørgsmål fra børn omkring et dødsfald. Børn kan have et ret naturligt forhold til døden. Det skyldes, at de endnu ikke er blevet så meningsforkvaklet og påvirket som de voksne. En ting, man må være opmærksom på, er, at barnet udmærket kan vide mere end de voksne på netop dette punkt. Det har måske større erfaring og har det i mere frisk erindring end den voksne. Til sådan et barn kan man ikke sige, at farmor er død og begravet. Det stemmer ikke overens med det, barnet selv ved. Siger man derimod, at farmor lever i øjeblikket et andet sted, og det kun er hendes gamle krop, der ligger begravet på kirkegården, så stemmer det overens. Svaret må afpasses efter det enkelte barns behov og i betragtning af det udviklingstrin, det står på i mere end én forstand. I "Patientens bog" af Bent H. Claësson, Inger Mundt og Gunni Søe (Hans Reitzel Kbhvn. 1974) står side 153: "Det at sove er ligesom at dø en lille smule, og mange gange forklarer vi også børnene, at det at være død er næsten ligesom at sove. "Det mener jeg må være vældig godt at bruge som svar på et barns spørgsmål. Det kan også forebygge en eventuel angst for døden. På den måde er det muligt at grundlægge et naturligt syn på døden allerede i barndommen.
Døden på hospital eller hjemme.
Døden er i vores kultur noget, mange flygter fra. Det skyldes simpelthen uvidenhed om, hvad det er der sker ved et dødsfald. Mange døende burde have lov til at blive hjemme. Den døende er ofte selv klar over, når tidspunktet nærmer sig. I det sidste stadium er det ikke altid rigtigt at flytte en døende på institution. Slet ikke hvis vedkommende selv ønsker at dø hjemme. Når et alvorligt sygt menneske indlægges, sættes det store undersøgelsesapparat i gang. Det forekommer mig at være ret meningsløst, når det sker i det afsluttende stadium. Det hedder sig, at man har ret til at bestemme, om man vil dø i sit hjem, men også i denne situation handles der let hen over hovedet på den ældre. Når man bliver indlagt kan man frabede sig enhver form for undersøgelse. Ved man ikke det, kommer man automatisk igennem alle de rutinemæssige undersøgelser, (iflg. "Patientens bog.)
Lægerne burde efter min mening slække lidt på undersøgelserne, når de ser f. eks. en cancer-patient, som har været indlagt utallige gange før. Det gør nogle læger utvivlsomt også, men så vidt jeg ved, går de fleste læger frem efter opskriften: så længe der er liv, er der håb. Jeg forstår vist ikke de tanker, der ligger bag, for hvis det håb går på, at kroppen skal blive brugbar igen, så er det jo ensbetydende med, at de håber, der vil ske et mirakel!
– Det lyder måske, som om jeg har noget imod læger og sygehuse. Lidt har jeg også. Jeg synes, at udviklingen er gået i en forkert retning ved at gøre sygehuset til et sted at dø. Nogle mennesker har naturligvis behov for at dø omgivet af læger, bare ikke alle. De kan finde en form for tryghed, og så er det helt i orden. Men vi skal gøre os klart, at vi har forskellige behov. Den, der har behov for at dø hjemme, skal også have mulighed for det. Hvis ikke der er pårørende, der kan påtage sig at pleje den døende, burde det være en selvfølge, at det offentlige kunne stille personale til rådighed i hjemmene. Sådan burde det være i et velfærdssamfund.
Dødsprocessen.
Dødsprocessen regnes tilsyneladende for at være en slags sygdom. Grunden til, at man forsøger at trække dødstidspunktet ud så længe som muligt, må være, at man tror, man kun lever denne ene gang. I dag er det kun et fåtal, der er klar over, at reinkarnation er en realitet. Jeg er spændt på, hvor mange år der går, inden det bliver almindeligt accepteret. Jeg finder det nærliggende at nævne Elisabeth Kübler-Ross. Hun er en stor pioner på sit felt. Da jeg læste hendes bog "Døden og den døende", tænkte jeg gentagne gange på, om hun troede på et liv efter døden. Jeg fik først et svar i hendes følgende bog: "Elisabeth Kübler-Ross besvarer spørgsmål om døden og den døende." På et spørgsmål om hun tror på et liv efter dette, svarer hun, at før hendes arbejde med de døende, mente hun ikke, der var noget. Men nu havde hun lært af de døende, at det er der. Jeg har valgt følgende citater fra "Patientens bog", fordi de indeholder så væsentlige oplysninger om den sidste periode af dødsprocessen: "Det er sjældent, at den syge er bevidsthedsklar ved dødens indtræden. Ofte glider han/hun fra en tågetilstand ind i en kortere eller længere varende bevidstløshed, før døden endelig indtræffer. Tågetilstanden er som en tung, dyb søvn, hvoraf den døende selv vågner af og til, men ofte er "langt væk" med et fjernt blik."
– Gradvis bliver bevidstløsheden dybere. Vejret trækkes dybere og ofte hurtigere end normalt. Jo nærmere den døende kommer dødsøjeblikket, jo flere fysiske forandringer indtræder: foruden det mere overfladiske og måske tidvis udsættende åndedræt, høres ofte en rallelyd, der skyldes, at den syge ikke længere er i stand til at hoste slim op fra lungerne."
– Du må være opmærksom på, at selv om den døende allerede ser ud til at være uendelig langt væk, er han/hun alligevel formentlig nær nok til på ethvert tidspunkt at kunne fornemme din nærværelse, dit håndtryk og din stemme – og den sidste sans den døende mister er hørelsen (min understregning.) Vi vil derfor opfordre dig til at blive hos den døende, til det er forbi. På hospitalet vil du altid kunne få udleveret en seng til natten."
Når man er klar over disse ting, kan man bedre hjælpe. "Patientens bog" kan anbefales varmt. Den giver f.eks. også anvisning på, hvordan man kan gøre en død i stand, hvis dødsfaldet sker hjemme.
Tilstanden død.
Bevidsthedens midlertidige bolig er død. Dvs. kroppen står foran sin opløsning.
Præsten siger ganske rigtigt ved en begravelse: "Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå." Bag disse ord forstår jeg: af grundstofferne har du bygget dig en krop. Når kroppen er slidt, skal alle grundstofferne tilbage til jorden igen, og så kan du komme igen og bygge dig en ny. – Tilstanden død er en midlertidig "ferie"-periode for bevidstheden.
Om døden skriver den danske forfatter Martinus: "Døden er en søvn, som varer noget længere end den almindelige søvn. Ved den proces, vi her i den fysiske verden kalder "døden", sover man altså også bort fra den fysiske verdens oplevelser, og denne "søvn" varer noget længere end det, vi i almindelighed forstår ved at sove. Men lige som det blot er den fysiske krop, der skal hvile, når vi sover "den lille søvn", medens vor bevidsthed er i aktivitet i den åndelige verden, er det også blot visse evner og talenter, der hviler en tid, medens vi er "døde" fra den fysiske verden, hvortil vi skal vågne op igen, men da i et helt nyt fysisk legeme, hvorigennem vi får nye muligheder og chancer for at opleve og skabe ting, som vi i den forrige inkarnation kun nåede at drømme om." (Martinus: "Gennem dødens port – søvnen og døden." (Kosmos nr. 24, 1972, nr. 1 og 2, 1973).
Hvis vi er bange for at dø, så burde vi også være bange for at sove, det er sjældent, vi hører det, selv om det kan forekomme hos børn.
Hvordan kan dødsprocessen gøres lettere?
Man kan faktisk lære at dø på den rigtige måde. Martinus skriver: "Ved at lære at falde i søvn på den rigtige måde, lærer man faktisk at dø på den rigtige måde, thi lige som man kan have mareridt og onde drømme, når man lader sine tanker køre rundt i en "ond cirkel", man ikke synes, man kommer ud af, kan man også når man falder i søvn for ikke mere at skulle vågne op igen i den fysiske verden i den samme fysiske krop, komme ud for sådanne ubehagelige tankecirkler, som en tid vil kunne skabe en slags "helvedesoplevelse" eller "skærsild" for en. ("Gennem dødens port, søvnen og døden.")
Det er både ved den naturlige død af alderdom og ved den unaturlige død efter sygdom, vi har mulighed for at hjælpe. Åndelige fødselshjælpere vil også være til stede.
For at forstå dette er det nok på sin plads at fortælle, hvad der forstås ved det, jeg har kaldt bevidstheden. Martinus kalder det for det levende væsen: "Det levende væsen repræsenterer en anden form for materie end den rent fysiske. Det eksisterer i en stråleformig organisme, i vibrationer eller bølgelængder, der ikke kan iagttages med fysiske sanser. Det er dette forhold, der udgør årsagen til, at det almindelige jordiske menneske endnu ikke kender sin egen højere, åndelige natur. Det tror, at dets fysiske legeme er identisk med det selv. Det mener derfor, at dets liv står og falder med dets fysiske legeme. Det ved endnu ikke, at dets virkelige legemer, dets kosmiske struktur, er af elektrisk natur og kun forbundet med det fysiske legeme i kraft af et hjerne- og nervesystem, og at det som følge heraf altid overlever den fysiske organismes undergang." (Foredrag af Martinus, gengivet af E. Gerner Larsson. Brev nr. 17, 1958, side 5.)
Socialpædagogens rolle.
En socialpædagog kan gøre gavn i mange situationer. De oftest forekommende må blive, hvor socialpædagogen har opsøgende arbejde for en kommunes pensionister. En familie kan have bedt socialforvaltningen om hjælp og vejledning p.g.a. et døende familiemedlem. Socialpædagogen der kommer på hjemmebesøg, kan så prøve at fornemme, hvor fremskreden tilstanden er ved samtale med den døende og eventuelle pårørende, for på den måde at kunne støtte og vejlede. Et samarbejde med læge, hjemmesygeplejerske og hjemmehjælp vil være ønskeligt. Hvis den døende ønsker at blive hjemme, så er det meget vigtigt at få en god samtale med de pårørende, for at ingen misforståelse om indlæggelse kan finde sted.
Det er meget varierende fra den ene kommune til den anden, hvor megen økonomisk støtte der gives til pleje af en døende i hjemmet. Arbejder man i en nærig kommune, må det være socialpædagogen en vigtig opgave at oplyse om fordele ved at blive i eget hjem længst muligt især af hensyn til en menneskeværdig tilværelse den sidste tid. Samfundsøkonomisk kan det også forsvares. (Den social-geriatriske undersøgelse i Odense Kommune ved læge F. Gunner-Svensson.)
Står det fast, at den pågældende skal have lov til at dø hjemme, er det vigtigt at informere en eventuelt tilkaldt læge om det. Hvis tilstanden forværres meget, vil en vagtlæge ellers højst sandsynligt foreslå indlæggelse. Der er ingen mening i at indlægge en døende, hvis vedkommende ikke selv ønsker det. Hvis den døende og de pårørende ikke har fået snakket ud om nogle ting, bl.a. den forestående død og begravelsesformen, kan socialpædagogen være behjælpelig ved at sætte samtaler igang og give praktiske råd. Hvis den døende er bange for at dø, kan man snakke beroligende med vedkommende. Skulle den døende så antyde, at der nok er et liv efter dette, ja, så er jeg parat til at drøfte situationen på den pågældendes præmisser. Jeg vil aldrig selv begynde at snakke om reinkarnation til en døende, som tror, der bare er "et sort hul" i vente.
Hvis den døende er aggressiv, f.eks. gal på en pårørende, så er det meget vigtigt at få løst op for aggressionen inden døden. Det kan eventuelt gøres ved at socialpædagogen selv agerer lynafleder eller ved at indkalde den pårørende til en konfrontation. Det bliver meget nemmere, hvis den døende er rolig og afbalanceret i dødsøjeblikket.
Noget af det, der er nævnt i det foregående, kan naturligvis også bruges andre steder end i hjemmet, f.eks. i en ældreinstitution eller et sygehus. Jeg vil mene, at en socialpædagog vil kunne fungere som en slags dødshjælper. Socialpædagogen kan virke som kontaktperson mellem den døende, de pårørende og et eventuelt plejepersonale. Hos enligt døende kan socialpædagogen være den, der holder i hånd og efter at døden er indtrådt, sørger for at de praktiske ting ved den begravelsesform, som afdøde selv ønskede, bliver ordnet.
Endnu ved jeg ikke af, at nogen socialpædagoger gør en indsats på dette område. Men kommunerne har heller ikke rigtig gjort brug af vores uddannelse endnu. Efterhånden som det opsøgende arbejde sættes i system i kommunerne, håber jeg, at socialpædagog-uddannelsen vil blive udnyttet til fulde.
Konklusion.
Jeg kan konkludere, at vi mangler et specialuddannet personale til dødshjælpere. Og der må gøres noget, så det kan blive muligt at dø i sit eget hjem. Kommunerne skal kunne stille hjælp til rådighed i hjemmene. Det er forkert at flytte alle døende på sygehuset.
Vi mangler at få udbredt et naturligt syn på det at "dø". For at begynde fra grunden, må det tages med i opdragelsen af vore børn. Der er så småt ved at komme oplysende kurser om døden. Jeg håber, mange vil følge efter. Det vil være en stor fordel, om det åndsvidenskabelige synspunkt medtages i kurserne fra starten. Mange faggrupper skal kunne samarbejde om at give døende mennesker de bedste menneskelige forhold at dø under.
Dette er set i et åndsvidenskabeligt lys. Jeg er derfor klar over, at det er en langsommelig proces. Der kan ikke lige laves en revolution på dette område. Det eneste, der er at gøre nu, er at mildne luften så godt som muligt.
LKZ
Tilbage til forfatterregister
Forrige