Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En fantastisk bog! Langt fra skrevet af en fantast, men af en nøgtern videnskabsmand, der har søgt i de ældste skrifter over hele jorden for at finde beviser på sin påstand, at vor klode for 3–4000 år siden har haft et sammenstød med Venus, der dengang var komet.

Forfatteren begynder med at vise, hvad videnskaben i dag ved om vor klodes historie i den nyeste tid. Hvor meget er kun hypotese? Ikke så lidt. Vi har f. eks. lært, at den sidste istid over Nordeuropa forsvandt for ca. 15,000 år siden. Men der står ikke noget i lærebøgerne om, at isen ikke kunne flytte de store sten på flere tusinde tons, som vi finder mange steder. Heller ikke, at man finder sådanne sten oven på ikke-istidsaflejringer. Og hvorfra stammer de store moræner ("istidsaflejringer") midt i Afrika? Hvorfra stammer olien i jorden? Dette er blot nogle få ubesvarede spørgsmål.

Velikovsky besvarer disse spørgsmål: "Den utroligste af alle beretninger om mirakler fortælles af Josua ben Nun, som, medens han forfulgte de kanaanitiske konger ved Bet-Horon, bad om, at solen og månen måtte stå stille." Han sagde i Israels nærværelse: "Sol, stat stille i Gibeon, og måne i Ajjalons dal!" Og solen stod stille, og månen stod stille, til folket fik hævn over fjenden; således står der jo skrevet i De Oprigtiges Bog. Og solen blev stående midt på himlen og tøvede næsten en hel dag med at gå ned." (Jos. 10, 12-13). Selv den mest fantasifulde, selv den frommeste må vægre sig ved at tro på denne historie.

Skulle der være tale om en naturkatastrofe? Hvis beretningen er rigtig, ræsonnerer forfatteren, så må der have været en meget lang nat på den anden side kloden. Det var der også, ifølge de gamle sagn og skrifter. Beretningerne om katastrofen findes overalt på jorden. Ægyptens ti plager forårsagedes af klodernes kollision. Det er ganske utroligt, hvad man herefter kan opdage ved læsning af Det gamle Testamente. Mannaen, som israelitterne spiste, faldt fra himmelen med morgenduggen. Vi får at vide, at det var kulhydrater, en kemisk forbindelse i de umådelige skylag, der omgav jorden, og som skjulte solen i mange år. Manna eller ambrosia var hele menneskehedens hovedføde i disse år.

Men vi skal ikke tage hele spændingen fra læseren. Bogen har vakt storm i den videnskabelige verden. Foreløbig er den vist "kættersk" for de fleste "på bjerget"; men det er sandsynligt, at den bliver grundlag for en helt ny opfattelse og årsag til nyt positivt studium med påfølgende eksakt kortlægning af det, der hidtil har tabt sig i næsten mørk nat.

Særlig interessant er det for "Kosmos"' læsere at erfare, at på katastrofens tid fik jordkloden den aksehældning, som Martinus har berettet om i Livets Bog, stk. 668: "Jordaksehældningens indtræden og fortidige gigantkatastrofer".

Vi kan hermed anbefale "Klodernes kollision" som yderst aktuel og interessant læsning.