Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Den øjeblikkelige tilstand, som nu er mennesket, er ufejlbarligt bestemt af alle de tidligere tilstande gennem det umiddelbart foregående bundt af lidenskaber og tanker." Disse ord kunne have været Martinus', men de er i virkeligheden udtalt af Buddha. De fleste mennesker her i vesten er vel næppe klar over, hvor stor Buddha var, og hvor meget rigtigt, der er i hans lære, som dog – på samme måde som Kristendommen – i tidens løb er blevet noget forvansket, blevet til "urokkelige dogmer". Efter at have læst flere bøger om Buddha har jeg fået den opfattelse, at hans lære, mere end Kristendommen, appellerer til intelligensen. Vilh. Grønbech siger også i sin bog "Buddha": "– Buddha er Indiens største geni i den overfladiske betydning, hvori Europa tager ordet, med særligt henblik på begavelse. Han havde en skarphed som iagttager, en klarhed og konsekvens i tanken, en frygtløs originalitet i sine slutninger og en evne til af dem at forme et lydeløst hele, som stiller ham i aller første række blandt verdens videnskabsmænd og psykologer – – –. Var der ikke mere end denne skarpe kølige ånd, ville vi kunne beundre ham og gå videre; men – – –". Og det, der gør, at Buddhas lære blev til en religion, er, at han fik kosmisk gennembrud og derved blev i stand til intensivt at fornemme livets mening. Hvad han gennem sin intuition oplevede, har han ved hjælp af sin intelligens søgt at bringe videre til menneskene. Han har blot ikke på samme måde som Martinus formået at vise det hele i en samlet verdensplan; men alligevel må man beundre mange af hans klart formulerede logiske tanker, som han kun "har fra sig selv", d. v. s. fra Guddommen. "Der er i ham en præcis tænker, som filer sine definitioner af, til de står blanke og hårde", siger Grønbech videre.

Ja, han var en præcis tænker, han var en vismand. Man må gang på gang, når man læser hans udtalelser, sammenligne med Martinus' analyser, og man undrer sig ofte over, så nøje de falder sammen med disse. – Han så ganske klart, hvor menneskene er, og hvor svært det er for dem at arbejde sig videre frem til et så højt udviklingstrin, at det er muligt for dem at begynde at forstå livet. Og for virkelig at kunne udvikle sig, vidste Buddha, er det nødvendigt for det enkelte menneske at erkende, hvor lidt det i grunden kender til livet og Guddommen og dermed konstatere, at det ikke er kommet ret langt fremad i udviklingen. Men, at mennesket stadig vil komme længere og længere fremad, efterhånden som det igen og igen inkarnerer her på jorden, var han klar over:

"Denne øjeblikkelige tilstand, som nu er mennesket, er ufejlbarligt bestemt af alle de tidligere tilstande gennem det umiddelbart foregående bundt af lidenskaber og tanker. Naturligvis gør døden ikke nogen forandring, en tilfældig omskiftelse af åbenbaringsform kan ikke bryde årsagssammenhængen," siger Buddha. Vi ser, at han også har forstået årsagslovene. Videre siger han, at "styrke og frihed afhænger af ret indsigt; kun den, der kender livets sammenhæng, kan mestre og ophæve livet". Stadig en bekræftelse på Buddhas viden om, at udvikling og viden må der til for at kunne opleve livet fuldt ud.

Det er meget interessant at se, at Buddha mener, at beflittelse på dyd og gode gerninger er lige så frugtesløst som faste og spægelse. Frelsen kommer hverken ved spekulation, ved dyd eller ved faste – den beror på sindelaget, på, at begæret bliver overvundet. "Men begæret", siger han, "kan ikke brydes ved vold, det skal opløses", Det er særlig disse ord af den store mester, der har optaget mig, idet de måske er de allervigtigste for os, der studerer åndsvidenskaben. For det er nok her, den største fare lurer for den, der beskæftiger sig med livsproblemerne, og som ønsker at arbejde med på sin egen udvikling. Buddha mener ikke, at man ikke skal bestræbe sig på at handle rigtigt, d. v. s. være til gavn og glæde for andre levende væsener: men jeg kunne tænke mig, at han dermed ønsker at sige, at det ikke hjælper en selv at gøre en god handling blot for at være god. Det kan ikke nytte at handle rigtigt, spise rigtigt, opføre sig, som om man var meget udviklet, når det så samtidig sætter sig fast i ens bevidsthed, at nu er man skam god. Godheden lader sig ikke tvinge frem, såvel som begæret ikke kan brydes ved vold, nej, den skal vokse gradvis frem. Og man skal gøre sine erfaringer; det er den eneste måde, begæret forsvinder på. Man kan undertrykke det en vis tid, men til sidst trænger det sig på så voldsomt, at vi må give efter for det.

Når man stifter bekendtskab med smukke tanker og ideer, er det naturligt, at man gerne vil leve op til disse. Hvem af os har ikke i den første begejstringsrus over Martinus' kosmiske analyser erklæret, at fra nu af ville vi være sådan og sådan og leve så og så rigtigt. Og hvor mange af os har ikke igen – det være sig efter få eller mange års forløb – måttet "bakke tilbage", idet vi erkendte, at vi endnu ikke var vokset fra det og det. Man kan som regel være sikker på, at man ikke er vokset over et bestemt område, hvis man bliver forarget, når andre boltrer sig inden for dette felt. Når vi selvretfærdigt i tanken slår os for brystet og takker, at vi ikke er som de, var det bedre, om vi virkelig var som de i handling og dermed mere beskedne i sind.

Vi må gøre os klart, at vi kun er ganske almindelige mennesker, om vi så aldrig har læst og lært så meget af indviede væsener. Vi må se at komme til at forstå de ting, vi lærer, og ikke blot – fordi vi beundrer mesteren – tro på dem. Martinus pointerer jo gang på gang: "De skal ikke tro på det, jeg siger, De skal forstå det". Før kan vi nemlig ikke handle efter det med det rette sind. Buddha lærte også sine disciple, at de ikke måtte lade sig forføre til at sige: "Vi taler, som vi gør, fordi vi har ærefrygt for mesteren", men i stedet sige: "Sådan taler vi, fordi vi selv har set og forstået det". –

De indviedes udvikling kommer ikke os til gode på anden måde end til at finde os selv; vi bliver ikke mere udviklede af at lære af dem. "Men hemmeligheden skal søges i erfaringen", siger Buddha. At man så ved at studere de store mestres lære, specielt Martinus' kosmiske analyser, kan få sine erfaringer "kortlagte", er selvfølgelig en stor hjælp, men mere udviklet bliver man ikke af den grund. Det er en stor hjælp og glæde for os at kende disse analyser, men det giver også forpligtelser. Vi må ved hjælp af vor intelligens se, at vi har pligt til at gøre vort bedste i samfundet for de tanker, der er os selv til så stor glæde. Men vi må også se, at det må og skal ske med et beskedent sind. Det er som ganske almindelige mennesker, vi må gøre vor indsats, så godt vi kan, og i det arbejde, der ligger nærmest for, enten det så er "fint" eller "tarveligt", åndeligt eller fysisk, eller, hvad nogle måske ikke mener bør følge med åndsarbejde, men som dog ikke desto mindre ofte er ret nødvendigt, rent pekuniært. Som ganske almindelige mennesker, må vi gøre vor indsats, og ikke som "udviklede" og "næsten kosmisk-bevidste" væsener, der kun kan beskæftige sig med højere åndelige problemer. Vi må blot søge at være med i det store arbejde, der gøres, for at få kendskabet til de kosmiske analyser bragt ud til menneskene, så disse efterhånden vil få det samme overblik over livet og tilværelsen, som vi selv gennem Martinus har fået. Og blandt disse mennesker, må vi huske, er der sikkert millioner, der er mere udviklede end vi selv. Der er derfor ingen grund til at føle sig overlegen og "udviklet" på grund af sin periferiske viden om livets sandhed. Og selv om de mennesker, der får kendskab til de kosmiske analyser, ikke kan forstå og ikke vil akceptere disse, må man alligevel vide, at de ikke af den grund behøver at være mindre udviklede. Det er selvfølgelig en mangel, men til gengæld kan de være langt forud for en selv på mange andre felter. Derfor, som Kristus siger: "Dømmer ikke, thi med hvad dom, I dømme, skal I selv dømmes", og "– dømmesyge og dadellyst er en af de store hindringer for sjælens frihed", siger Buddha. Så det klogeste, vi kan gøre, er at finde vor rette plads i tilværelsen, både rent arbejds- og rent udviklingsmæssigt. Små og ganske almindelige "dødelige" mennesker kan være gode støtter for åndsvidenskaben – hvis blot den nødvendige beskedenhed er tilstede. Det er egentlig det, Buddha mener med ordene: "Frelsen kommer ikke ved dyd", og Jesus i Bjergprædikenen udtrykker således: "Salige er de ydmyge af hjertet – –", og som Martinus i "Den længst levende afgud" og "Tærskelens vogtere" har analyseret så indgående, at vi ikke mere har nogen undskyldning for de stunder, hvor vor selvglæde svulmer op til det helt usandsynlige, som kun er tænkeligt hos os degenererende dyr. "Frelsen beror", som Buddha siger, "på sindelaget, og man må lære at styre sine tanker som et spand vel tilkørte heste".