Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Han har aldrig syndet!" Disse ord udtalte dr. Zamenhofs gamle tjenestepige efter hans død, idet hun pegede på hans portræt, som hun havde givet plads på væggen under sit krucifiks.

Den mand må være usædvanlig, der får et sådant eftermæle fra en af sine underordnede. Zamenhof var usædvanlig. Vi skal ikke her fordybe os i hans værk, det internationale sprog Esperanto, som han selv kun betragtede som et middel til at nå et mål.

Dette mål var forståelse og tolerance mellem folkene. Han gik ud fra den logik, at den første betingelse for større tolerance ville være, at man i det hele taget kom på talefod.

Zamenhof var født til sin mission. Derfor havde Forsynet da også placeret ham på et sted, hvor alle betingelser for hans missions opfyldelse virkede stærkest. Han blev født i byen Bjalistok i Polen i året 1859. Det var på den tid, da den russiske zar regerede landet med hård hånd ved hjælp af de klassiske ord: "Del og hersk!" Praktiseringen af denne devise lykkedes til fuldkommenhed på et sted, hvor polakker, tyskere, russere, litauere og jøder talte hvert sit sprog. Det fuldkomne, skønt ikke behagelige, miljø for den lille Ludvig! "Lille"? Der er nogle børn, der fødes "voksne". Til dem hørte Ludvig. Hvor ofte havde han ikke været vidne til slagsmål, pogromer, mord og drab. En diktator må til stadighed have syndebukke for egne ufuldkommenheder. Og hvad så han? Han så f. eks. en litauisk gadesælgerske i skænderi med en tysk marskandiser. Opløb. Politiet forstår intet. Tal russisk, I svin! Dette er et russisk land. – En polak i mængden protesterer. – Hvor? – – Der er han! Gendarmerne har allerede tag i ham og fører ham bort mellem opplantede bajonetter. Tilskuerne skælver, men ingen tør protestere. Polakkerne hilser martyren ved at blotte hovedet, men tyskere og jøder gør det ikke. "Nu er der en mindre til at fornærme os," siger en langskægget jøde. Vrede gnistrer i polakkernes øjne, spot i russernes. – – –

Hvad ved disse mennesker egentlig om hinanden? tænkte den lille Zamenhof. Tænker de ikke på, at også de andre kender til glæde og smerte, har kone, børn og hjem? Han var vidne til stikkeri og bagtalelse af groveste art: "Jo, jøderne spiste sikkert små børn." Hvad skulle han gøre, for at mennesker ikke skulle fejle så afskyeligt? Tankerne arbejdede i hans lille hjerne, og fem – fem år gammel havde han løsningen: "Når jeg bliver stor, så vil jeg lave et sprog, som alle mennesker kan forstå!" Og denne tanke forlod ham aldrig siden. Fjorten år gammel havde han sit sprog færdigt, om end ikke helt i dets nuværende form.

– – –

"Det synes, som om det er en naturlov, at alt stort skal fødes i modgang," skrev en anmelder om Bogen om Kofoed i "Politiken" forleden. Det er en naturlov. Vi kender den fuldt ud fra vort eget arbejde. Denne modgang og modstand kom Zamenhof selvfølgelig også ud for, og den er ikke overstået endnu. Denne side af sagen er altså i orden. Det er det første kriterium for en sags ægte værdi. Det andet er logikken. Også den er i orden. Og så mangler vist kun det tredie kriterium: moralen. Er kvaliteten af den af tilstrækkelig fin karat, er de nødvendige betingelser for at nå det ønskede mål til stede, og så kan man, ganske uden hensyn til, hvad eventuelle "autoriteter" måtte mene, og uden hensyn til nok så stort et flertals modstand, roligt støtte en sådan sag, thi den har da, som Martinus udtrykker det, hele universet bag sig.

Når man har læst "Vivo de Zamenhof", skrevet af Zamenhofs nære ven og discipel, dr. Edmond Privat, så forstår man, at dr. Zamenhof var et moralsk geni. (Jeg går ud fra, vi kan bruge denne betegnelse på nogle hundreder af verdens største vise, selv om de ikke helt har nået målet.) Vi vil derfor nu se lidt på den åndelige baggrund for Zamenhofs mission.

Vi tager en tur til Boulogne for at overvære esperantisternes første verdenskongres. Dr. Privat skriver herom bl. a.: "I alle gader vajede de grønne flag med håbets stjerne. Et mærkeligt sprog talte de mange hundreder af fremmede. Man forstod hinanden. – Faldne var murene mellem folkene! . . . Teatret fyldtes. Fra parterre til balkon summede Esperanto. Næsten ingen havde set Zamenhof før. De fleste kendte ham kun fra hans geniale værk eller fra et kort brev, kærligt opbevaret i gruppens arkiv. Men alle kunne udenad hans inciterende digt:

"Jeg hilser jer, kære venner, brødre og søstre fra den store menneskehedens familie, som her er kommet sammen fra nære og fjerne lande, fra de forskelligste riger på jorden, for broderligt at trykke hinanden i hånden på grund af en stor idé, som binder os alle sammen.

Hellig er denne dag for os. Beskeden vor sammenkomst. Verden udenfor kender ikke meget til den, og ordene, der her tales, flyver ikke på telegrafens vinger ud til Verdens store og små byer. – Det er ikke regenter og ministre, der her er kommet sammen for at forandre det politiske verdenskort. Her stråler ikke luksuriøse dragter, ej heller saluterer kanoner om det beskedne hus, hvor vi befinder os; men gennem luften i vor sal flyver mystiske toner, toner meget svage, ikke hørlige, men toner, som hvert følsomt sind kan fornemme. Gennem luften flyver mystiske fantomer. Øjnene ser dem ikke, men vort sind opfatter dem. Det er forestillingerne om fremtiden, en helt ny tid. Fantomerne flyver ud i verden, legemliggøres og får magt, og vore børn og børnebørn ser dem, føler dem og glædes.

– – – og for første gang i menneskehedens historie står vi, borgere fra de forskelligste folkeslag, over for hinanden, ikke som fremmede, ikke som konkurrenter, men som brødre, der uden at påtvinge hinanden vort nationale sprog forstår hinanden indbyrdes. Vi mistænker ikke hverandre på grund af mørk uvidenhed, men vi holder af hinanden og hilser hinanden, ikke hyklerisk som et medlem fra en nation en anden, men som et menneske hilser et medmenneske. Vi vil helt bevidst indprente os betydningen af denne dag; for i dag mødes mellem Boulognes gæstfrie mure, ikke franskmænd med englændere, ikke russere med polakker, men mennesker med mennesker – – –

Således talte Zamenhof. I hans hænder rystede papiret. Han følte stærk bevægelse. Kunne han fortsætte? Han måtte. Skønt uvant med at tale offentligt, voksede hans stemme og blev stærk. – Hjertevarm tavshed fyldte salen. Tilhørerne ligesom trak ordene fra hans mund, og han fortsatte i kærlighed.

Han talte sandt og beskedent. Om Schleyer, en tidligere pioner for ideen om et verdenssprog. Glemt var skarpe angreb fra ham og hans tilhængere. Han talte om dennes store arbejde og bad kongressen ære hans minde. Han talte om menneskehedens håb og lidelser, om den hellige pligt til broderskab. –

"I dette højtidelige øjeblik," fortsatte Zamenhof, "er mit hjerte fuldt af noget ubestemmeligt og mystisk, og jeg føler, jeg må lette mit hjerte ved med en bøn at henvende mig til den højeste kraft og påkalde dens hjælp og velsignelse.

Men ligesom jeg i dette øjeblik ikke tilhører nogen nation, således føler jeg også, at jeg ikke hører til en national eller partisk religion; jeg er blot menneske. Og i dette øjeblik står for mine øjne kun den moralske kraft, som hvert menneske føler i sit hjerte, og til denne ukendte kraft henvender jeg mig med min bøn."

Zamenhof læste herpå sit meget skønne digt, hvis første linier på dansk prosa lyder således:

Da Zamenhof havde sluttet sin tale, var der tårer i manges øjne. En time, meget vanskelig at berette om, var gået. Atmosfæren var opfyldt af noget ubestemmeligt, et evighedsgørende pust. – Når senere en af tilhørerne genkalder sig denne time, da dugges hans øjne. En ny tid fødtes jo dengang, en fred, som end ikke verdenskrig kan berøre. "Åh, du kære boulognetids naivitet", slutter Privat sin beretning.

Ja, kære naivitet. Er det ikke den, der trods alt bærer os ud over nuet gennem indre og ydre kriser, gennem mørket, gennem selv en atomkrig! Jo, salige er de enfoldige, thi det er dem, der grundlægger de nye tider, det er dem, der er verdensfredens pionerer. – – –

Men som nævnt var sproget for dr. Zamenhof kun et middel. Hele hans liv var een stor bestræbelse for at opdrage mennesker til humanisme. Sine tanker herom har han givet udtryk for i sin "Homaranismo". Dette ord kan vanskeligt oversættes, men betyder omtrent: "Læren om, hvordan man bliver en fuldkommen celle i menneskehedens samfund." Det er det, esperantisterne kalder sprogets "indre idé". Det er en sådan indre idé, intet andet kunstsprog besidder, og det er denne "folkesjæl" i Esperanto, der ligestiller det med de såkaldte levende sprog, blot med den forskel, at bag nationalsprogene er folkesjælen "fra Arilds tid" vendt mod andre folkeslag, mens den i Esperanto er international eller, om man vil, universel.

For Zamenhof selv var "den indre idé" uadskillig forbundet med Esperanto. Men han forstod fuldt ud at undgå sektdannelse ved at stille esperantisterne frit. Han sagde herom: "Man kan være en udmærket esperantist og dog være modstander af "Homaranismo".

Det var i begyndelsen hans drøm at rejse et tempel for "la homaranoj". I dette tempel skulle verdensborgere: " broderligt mødes med andre verdensborgere fra andre religioner ... og udarbejde en fællesmenneskelig religion, som skulle være en regulator for væremåden. Dens filosofi skulle være ren logisk, men samtidig smuk, poetisk og varm ... I dette tempel for menneskeheden skulle man lytte til de største vises ord, lære om liv og død og om vort jegs forhold til universet og evigheden. Det skulle give hvile til de gamle, trøst til de lidende og opdrage ungdommen til sandhed, godhed, retfærdighed og menneskelighed." – – –

– – – Zamenhof nåede det ikke. Men – du kære første klinttids "naivitet"! Skal vi være med til at virkeliggøre fortidens drømme? Det skal vi. I vort land skal grunden lægges til den tid, om hvilken Zamenhof profetisk talte: "Længe varer endnu mørket på jorden, men det varer ikke evigt. Der vil komme en tid, da menneskene ophører at være som ulve mod hverandre. Og i enighed vil de alle vandre mod een sandhed, mod een lykke."

Til den berømte persiske profet Abdul Baha, der meget beundrede Zamenhof, skrev denne engang: "Jeg er kun en jødisk, fritænkerisk verdensborger, men – hvad er skønnere i verden end fuld efterfølgelse af Jesu lære?"

Zamenhof havde et klart blik for de materielle hindringer. Derfor foreslog han altid praktiske foranstaltninger for at muliggøre et højere mål af kærlighed, og derfor, skriver dr. Privat, måtte han hellige sig sin meste tid til at give menneskene det internationale sprog, en forunderlig frugt, skabt af et harmonisk geni.

Kun få fik indblik i Zamenhofs inderste tanker om tilværelsen. Han følte, at ingen ville kunne forstå ham. Allerede som sekstenårig skrev han: "Jeg føler, at døden muligvis ikke er håbløshed . . ., at der eksisterer love i naturen . . ., at noget bevarer mig for et højere mål ..."

Hans begravelse i 1917 var en virkelig fyrstes. Ligesom Leo Tolstoy blev han fulgt til graven af de fattige. I Warszawas fattigbefolkning havde dr. Zamenhof virket. Fattig var han selv, for klienterne kunne jo ikke betale. I arbejdstøjet kom de nu for at yde den sidste æresbevisning til et meget elsket menneske.

– – – Vi har nu gennem dr. Privat fået et lille indblik i den åndelige baggrund for Zamenhofs mission. Vi har set, at alle tre kriterier for en skabelses fuldkomne forløb er til stede: modgang, logik og moral. Bogen "Vivo de Zamenhof" er som en lille bibel, inspirerende ord, der hos tusinder har draget deres længsel mod et højere mål i tilværelsen. Et Johannes Døber-arbejde, der er med til at modne modtageligheden for åndsvidenskaben.

Det er os derfor den største glæde, at vi nu ved hjælp af Esperanto kan begynde at gøre Martinus' kosmiske analyser kendt over den ganske jord, på steder, hvor de ellers først sent ville nå frem. Dr. Zamenhof har givet os dette middel, for hvilket vi er ham dybt taknemmelige. Alt det, han drømte om at give menneskene: venlighed, indbyrdes forståelse, tolerance og kærlighed – verdensfred, det er hans livsværk, det internationale sprog Esperanto, nu med til at bringe ud til den lidende og stridende menneskehed.

Det er vort inderlige håb, at vi formår at udføre dette arbejde i Zamenhofs ånd; thi gennem Martinus har vi forstået, at kun således vil det lykkes for os, kun på denne måde kan det bringe velsignelse.