Ældre Kosmos og Kontaktbreve

MARTINUS' FOREDRAG
Mandag den 18. februar
 

"Når jeg i aften skal tale om en ny kultur, så er det ikke, fordi jeg ønsker at danne et nyt politisk parti eller en ny religiøs sekt. Jeg skal tale om en ny verdensepoke, hvor alle bærer loven i deres hjerter og derfor ikke behøver forskrifter eller rettesnore for deres væremåde. Vi har ved tidligere foredrag fået et indblik i de evige fakta vedrørende verdensbilledet. Vi har lært energiernes funktion og virkemåde at kende, og derfor kan vi nu på denne baggrund danne os en forestilling om den nye verdensepoke.

Jorden er fuldkommen som bolig for dens beboere, men menneskene er alligevel ulykkelige. Den højeste lykke findes vel i ægteskabet, men vi ser, den ikke er særlig varig. Og dø på denne lykke kan man i hvert fald ikke. Menneskene lever altså egentlig i samme bevidsthedsfelt som dyrene, hos hvem parringen er den højeste opnåelige lykketilstand. Men en højere lykke er dog i sigte for menneskene. Vi kan se det ved at betragte dem. Der findes selviske og brutale mennesker, hvem det ikke er særlig behageligt at omgås, og der findes kærlige, dejlige mennesker, som man omgås med glæde.

Vi ser også, at mange kræfter er i bevægelse for at skabe en bedre verden. Der er bl. a. de politiske og religiøse partier. Det er rigtigt, at disse vil blive af bedre natur efterhånden, men sandheden er, at ingen af disse bevægelser vil formå at skabe verdensfreden. Alle vil de blive nedbrudt forinden, og ingen af dem vil – som de drømmer om – blive førende.

En hel anden livsopfattelse vil komme til at beherske menneskene og gøre politik og "religion" overflødig. Denne livsopfattelse kommer ikke straks. Tro ikke, det bliver i vore børns eller børnebørns tid. Jeg tænker på den fuldkomne kultur meget længere fremme. Menneskeheden lever nu på det sure stadium. Det er det modne, jeg skal beskrive i aften.

De har lært at se, at alt går i kredsløb og må passere en kulmination både i lys og mørke. Vintertilstanden råder nu på de jordiske kontinenter. Det er ikke blot på slagmarken, der dræbes millioner. Der eksisterer en anden front, hvor man også dræber i millionvis, nemlig dyrenes organismer. Det er ingen livsbetingelse at dræbe dyrene. Dette er en illusion nedarvet fra generation til generation fra den tid, da det var en livsbetingelse. Men man dræber ikke blot "for at leve", man dræber endog af lyst. Vi ser mennesker, der går på lystjagt og lystfiskeri; der betragter det som en nydelse at dræbe dyrene, berøve dem mange år af deres liv og derved tage dem ud af den for dem dejlige tilværelse.

Jeg står ikke her for at kritisere, men jeg er nødt til at vise energiernes virkemåde, vise Dem loven om årsag og virkning. Virkningen af denne levemåde er det, vi daglig ser for vore øjne: mord og drab på den menneskelige organisme. Vi ser, at folk ligefrem må stå i kø for at komme på hospitalet. De kommer derind for at blive opereret eller dø længe før tiden. Mange bliver forkalket, så de ikke længere kan tage ved lære af livet og med det vekslende oplevelser på godt og ondt. Hvorfor så stor en ødelæggelse af den menneskelige organisme?

Jo, når menneskene, hvis legemer er af ædlere natur end dyrenes, fortsat lever på dyrets vis, må der nødvendigvis opstå disharmoni i deres organismer. Det er vor glorie, der er vor beskyttelse. Glorien eller auraen dannes af vore tanker. Primitive tanker giver en mørk aura, næstekærlige en lys. Når mørket ikke kan slippe igennem vor aura, er vi beskyttet. Ulykkerne og sorgerne viser, hvor lidt mennesket er beskyttet. Den anden front er altså langt større end krigsfronten. Hvor mange tager ikke sovepiller og nervetabletter og andre stimulerende midler for at dulme besværlighederne! Man kunne undskylde menneskene, hvis de ikke havde forstand. Men der hører ikke megen forstand til at forstå, at det er en overtrædelse af livsloven at dræbe levende væsener (dyrene), der har indtil 90 procents livsoplevelsesevne på det fysiske plan.

Det varer ikke længe, inden krigen er forbi, men den anden front viger ikke. Den vil være der så længe, man giver andre skylden for sine besværligheder. Når disse kan slippe igennem vor aura, er det os selv, der er årsagen. Ligesom vi er varsom med at tage på brændenælder og tidsler, således må vi også lære at omgås vore medmennesker, lære at bedømme dem efter deres natur. Hvis nogen bliver vred på os eller bagtaler os, må vedkommende selv om det, men døm ikke!

Jeg skal nu gå over til ved hjælp af symboler at vise de realiteter, ud fra hvilke den nye verdenskultur bliver til."

Vi så derpå en række kendte symboler, ud fra hvilke Martinus påviste, at det såkaldte onde er på retur, mens det gode er under udvikling. Hvad kan der f. eks. ikke fortælles ud fra symbol nr. 9 i Livets Bog: "Grundenergiernes Kombination". Det er en nydelse at betragte dette kunstværk af evighedsværdi i evighedsperspektiv. Jeg husker en dag for mange år siden, vi fik besøg af en ældre kunstmaler. Han vidste intet om kosmiske analyser, men da hans blik faldt på symbol nr. 9, der hang på vor væg, blev han meget interesseret i selve billedet. Jeg erindrer tydeligt hans ord: "Hvilken enestående skøn harmoni i form og farve der dog er i dette billede!"

Martinus har iøvrigt givet den måske klareste definition på kunst: "Kunst er den sidste etape i enhver form for skabelse." Dette må betyde, at kunstnerne uddrager essensen af en større eller mindre skabeperiodes samlede erfaring. Men er det ikke netop det, Martinus' kosmiske analyser koncentreret i symbolerne giver os? Den sidste etape i skabelsen af fredsmentalitet og begyndelsen til kristusmentalitet må nødvendigvis blive Martinus' kosmiske analyser. Kunst er vel det, der højner, beriger og inspirerer vort sind i drift mod et højere mål.

Martinus viste ud fra grundenergiernes kombination i dyreriget: ringe hukommelse, noget instinkt, tyngdeenergi i kulmination, noget følelse, lidt intelligens og ingen intuition, at væsenerne her må famle sig frem, atter og atter tage forkert, for sluttelig gennem bitre men nødvendige erfaringer at have tilegnet sig visdommen. "Ud fra disse erfaringer," sagde Martinus, "er det, at jeg har sat tingene på plads." Vi ser altså: den sidste etape i skabelsen af mennesket i Guds billede! En fuldkommen livskunstner højner, beriger og inspirerer jordmennesket til med tillid og fortrøstning at vandre den sidste stenede vej mod et meget højt mål.

"Dette høje mål," fortsatte Martinus, "er det rigtige menneskerige. Symbolet viser, at følelsen her kulminerer, mens intelligensen er fremtrædende og intuitionen på første stadium for opadgående. Med denne kombination af energierne er mørket og lidelserne ikke mere. Når energiernes beliggenhed bliver til kendsgerning for Dem, vandrer De ikke mere helt i mørke, men kan selv begynde at studere."

Herpå fulgte en udførlig forklaring af livsenhedsprincippet i verdensaltet. Martinus sagde bl. a.: "Når mikroindividerne i en organisme skændes, saboterer og modarbejder hinanden, opstår der disharmoni og lidelse. Men i samme grad som menneskene har lidt, i samme grad vil de være med til at hjælpe andre. Menneskene er på vej til at lære at elske deres næste. Når de har lært det, er der kommet harmoni i den provins af Guds Rige: jordkloden, hvor de oplever livet. Da vil De komme til at opleve, at i Ham lever, røres og er De. "Elsk din næste" er da blevet til videnskab."

Herefter vistes symbolerne "Nationalisme" og "Verdens forenede Stater". Efter en beskrivelse af nationalismen eller fællesegoismen, forklarede Martinus med sidstnævnte symbol som illustration tilværelsen i menneskeriget, hvor den nye verdenskultur bliver manifesteret. Her er der kun een religion: åndsvidenskaben.

Iøvrigt var Martinus' beskrivelse for en stor del den samme, som man kan læse i Livets Bogs fjerde kapitel, hvorfor jeg ikke skal trætte læserne med en gentagelse. Et er at læse allerede kendt stof, et andet at overvære selve foredraget, der hver gang stiller "kendte" problemer i nyt lys, så vi ser dem fra nye synsvinkler. Derfor kan man gå inspireret fra et foredrag, hvor man måske ikke har hørt særlig meget "nyt", men naturligvis også med den tanke, at man "kender det hele". Det varer 2000-3000 år, inden vi bliver sande borgere i den verden, Martinus kortlægger for os. Kortlægger! Ja, hvis det var en utopisk verden, Martinus beretter om, da ville vi forlængst være blevet trætte af at høre herom. En utopiverden kan ikke i det lange løb fængsle virkelige sandhedssøgere. Men gennem analyserne er det rigtige menneskerige blevet en realitet for os, ikke blot som et fremtidsmål, men som en virkelighed, der er under udvikling i vort eget sind. Derfor er det ene fornødne for os en stadig koncentration på det i os, der er under udvikling henimod næstekærligheden. Og hvor stimuleres denne koncentration bedre, end når man lytter direkte til en repræsentant fra den verden, det er vort mål selv at blive borgere i?

I vor verden er pengeøkonomien den altbeherskende faktor. Penge rider menneskeheden som en mare. Penge er her ensbetydende med magt. Når vi derfor hører Martinus tale om en tid, hvor der ikke mere eksisterer penge, men kun arbejdskvitteringer, da må vi også her stille ind på vor egen bevidsthed for at blive klar over, hvad i os vi skal bekæmpe, og hvad vi skal søge at udvikle. Da penge er magt, vil den egenskab at kunne give afkald på disse være ensbetydende med at kunne give afkald på magt. For mig står det som noget af det største, når et menneske uselvisk, med det rette sindelag, den virkelige gavekultur formår at afgive en del af sin "magt" til et andet menneske eller til et humanitært formål, der i øjeblikket behøver denne magt for at klare sig i den ubønhørlige kamp, vi alle er tvunget til at deltage i. Det er en lykke, at Forsynet har redskaber til at mildne også denne kamp. Det er individuelt, hvilke erfaringer vi hver især har høstet, og derfor også, hvor vi har lettest ved at give afkald. Men at pengepungen er det ømmeste punkt hos det langt overvældende flertal, det kan enhver, der ikke har studeret nationaløkonomi, let se.

Den, der giver sit liv for andre skal beholde det, men den, der ikke giver sit liv, skal miste det. Ja, men det gælder også i højeste grad et så gement begreb som penge. Den, der er i stand til at give på rette måde, logisk og dermed kærligt, kan aldrig nogensinde selv komme i dybt alvorlige vanskeligheder. Loven for stoffernes reaktion er den sikre borgen herfor.

Jeg har nogle gange været i den lykkelige situation at være vidne til, at mennesker på denne måde har overført noget af deres magt til andre i øjeblikket i den henseende svagere kræfter. For mig har det været en vældig inspiration. Det er at se noget af den kommende nye verdenskultur virkeliggjort iblandt os. Og kan nogen lykke være større end at se den kultur trives og gro, der skal lette det knugende tryk, der hviler over den pengekomplekse menneskehed?

"Det er hos en sådan menneskehed," fortsatte Martinus, "at arbejderne smider værktøjet fra sig på klokkeslet. Når man virkelig skaber, tænker man ikke på klokken. I dag går mange talenter til spilde. Men i den kommende verdenskultur vil maskinerne udføre den altovervældende del af arbejdet, og man vil da opøve sine talenter, der hvor ens interesser ligger. Det vil være i verdensstatens interesse, at hvert individ kommer på sin rette hylde. Kunstnerne skal dekorere kontinenterne. Alt dette kommer ikke ved diktatur, men ved udvikling. Det er jo alt det, De ønsker Dem. Ser man ikke skræddere, skomagere og barberer, der efter endt arbejdstid arbejder videre? Ikke med tøj og sko, men med at synge, spille og male. I dag kan vi se f. eks. kvinder, der lever i luksus og pynt uden at arbejde. De lever på andres bekostning. Andre må udføre det arbejde, de undlader, og som er nødvendigt for luksustilværelsen. Men i den nye verdenskultur vil dette ikke kunne finde sted. Alle vil der være til glæde og nytte for alle. Kun lovprisning og atter lovprisning til livet vil lyde.

Så vil De måske sige, at der er så lang tid til, at det ikke bliver i vor tid. Men det er en illusion. Der er slet ikke "lang tid" til, for alt foregår "i vor egen tid", iøvrigt behøver ingen at vente på andre. Det, det drejer sig om, er at leve for andre. Hertil må man have visdom, og derfor er verdensbilledet givet. Dette kan ikke blive til kendsgerning for Dem ved et foredrag. Det er nødvendigt, at De selv efterforsker mine analysers rigtighed i det praktiske liv og efterlever dem der. Der kan De se, at kontrasterne er nødvendige. De kan se kredsløbene og fuldkommenheden i kulmination af lys og mørke, og med denne viden kan De erkende, at alt er såre godt. Og dermed har De fået rettet Deres kurs ind på lyset. De er da på vej til samvær med den evige Fader."