Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Det var meget imponerende." Ordene er ikke mine egne. De blev udtalt af en ung stud. mag., der for første gang hørte Martinus. Vedkommende takkede mig, fordi jeg havde gjort ham opmærksom på Martinus' eksistens og foredragene.

Lad det nu være som det vil – om vi, som vel er sandsynligt nok, har noget af den fanatisme i behold, der byder os hverve "tilhængere" til vor egen interessesfære, ligesom vi ser det i politik, religion, foreningsliv etc. Men når man selv ved hjælp af Martinus' kosmiske analyser – ganske vist som andenhåndsoplevelse – har skuet gennem det hele verdensalt og lært bogstaverne i Vorherres alfabet, så må man være en sten, om ikke man af hjertet ønsker andre delagtiggjort i det samme storslåede skue.

Storslået og imponerende er det for den, der med den fornødne åndelige ballast for første gang hører naturens tale tolket af en ekspert. Imponerende var det for mig selv, skønt jeg så ofte har lyttet hertil. Hvor tit kan en forelsket ung mand ikke gentage det samme og det samme til sin unge elskede, der finder det nyt og dejligt hver gang! Der kommer ganske vist en dag, da hun måske ikke finder det slet så nyt og dejligt. Det er fordi forelskelsens kredsløb er så kort og så lunefuldt. Men sandheden er ikke lunefuld. Når vi bliver "forelsket" i den, vil kærligheden vare ved. Vel kan den fra os ufuldkomne gudesønners side i begyndelsen være lunefuld, men her gælder ordsproget "gammel kærlighed ruster ikke" til fulde. Vi vil atter og atter vende tilbage til den; og gennem det meste af en udviklingsspiral vil vi i vor forelskelse i selve livet og under stadig sublimering aldrig blive træt af sandhedens gentagelse.

Som sædvanlig viste Martinus os de kosmiske principper gennem livets, naturens, egen tale. Denne gang var det om reinkarnation og udødelighed. Gennem kredsløbene i naturen: dag og nat, sommer og vinter og stoffernes kredsløb blev det logisk underbygget, at vi ikke har noget andet grundlag end denne gentagne naturens tale at gå ud fra, når det drejer sig om os selv. Vort jordliv er et kredsløb og et led i et større kosmisk kredsløb. Livet ville være meningsløst, hvis ikke det var således. Stenalderfolkene har ønsket at blive herrer over materien, de fysiske kræfter. Kan det være logisk at antage, at naturen skulle frembringe ønsker og begær hos en gruppe væsener og så lade andre høste resultaterne af anstrengelserne, uden at disse andre har begæret dem? Er det retfærdighed? Er der rimelighed i, at det vi stræber imod i dag: verdensfreden, kun skal blive en realitet for mennesker, der aldrig har arbejdet for den, aldrig nogen sinde ønsket den? Nej! men sådan ville verdensbilledet se ud: kaos, uretfærdighed og tilfældighed, hvis ikke netop reinkarnationen og udødelighed var de realiteter de er.

Vi kan let bestemme, hvor jordmenneskene befinder sig i det kosmiske kredsløb. I øjeblikket kulminerer krigen, og krigen, det dræbende princip, hører vinterens zone til. Men milde forårsvinde har dog allerede længe blæst ind i vor verden. Disse vinde er verdensgenløsernes og vismændenes tale, bestræbelserne for freden, for al humanitet. Mange kan ikke forstå, vi skal ind i mørket igen, men kontrasterne er nødvendige for fornyelsen af vor sanseevne. Og vi skal ikke ind i mørket igen, før hver fiber i vort ønskekompleks higer imod det. Da vil mørket forekomme os som "lys". Det levende væsens evige vandring er således en lysets vandring i Guds rige.

Så meget om selve foredraget. Det er ikke så meget hensigten med disse referater at give en detailleret gennemgang af hele indholdet, som at forsøge at give læserne – og jo nærmest de mange provinsboere – et indtryk af millieu, stemninger og tanker, der rører sig i ens bevidsthed. Måske kan det også have nogen værdi, at disse foredrag – om end mangelfuldt – dog er blevet refereret. Der kommer en tid, da man måske vil sige om vor presse og vore fremtrædende kulturrepræsentanter af i dag, at de satte kikkerten for det blinde øje. De så jo blot indviklede matematiske formler, arvelighedslære og, når det kom højt, Huxleys, Dunn's eller Lecomte du Noüy's filosofiske og videnskabeligt underbyggede teorier om verden og om menneskets væren. Men sandheden om at være, den var de ikke opmærksom på, skønt den blev offentligt doceret, og skønt det var den de higede imod for længere tid tilbage, end da Paludan Müller i "Adam Homo" lader den lille Adam spørge:

Om vor væremåde handlede naturligvis også foredraget den 12. november, idet al Martinus' virke og stræben går ud på at stimulere lysten hos menneskene efter at praktisere en mere harmonisk væremåde.

Af praktiske grunde vises der ikke symboler hver gang. Nogle enkelte aftener er forbeholdt disse og lysbilleder. Denne aften viste Martinus en del af sine symboler.

"Det er ikke meningen," sagde Martinus, "at den psykiske side ved mennesket skal vedblive at være mystik. Vi skal lære os selv at kende, lære at sanse evigheden. Jordmennesket lever i kosmisk bevidstløshed, men er på vej til at få kosmisk bevidsthed. Jeg har selv fået denne bevidsthed og kan sanse uden for tid og rum, men jeg er ingen undtagelse. Når De engang selv får del i denne bevidsthed, vil De se Gud allevegne. Hele tilværelsen vil blive strålende lys for Dem; De vil føle Dem "et med Faderen" og opleve Deres egen udødelighed. Jeg skal nu ved hjælp af mine symboler demonstrere denne udødelighed for Dem."

Martinus begyndte med symbolerne x-1, x-2, x3 og hovedsymbolet. Vi kender forklaringen om vekselvirkningen mellem "den ene" og "de mange", mellem Guden og gudesønnerne. Men kender og kender er to ting. Martinus forklarede det denne gang på en usædvanlig genial måde: "Når en snedker skal lave et møbel, må han have materiale. Dette materiale er i egentligste forstand en udstråling fra Guddommen. Snedkerens egen del i vekselvirkningen består i hans formning af stoffet." – Det vil altså sige, at ganske ligegyldigt hvad vi foretager os, vil det være en vekselvirken med Guddommen. Fantastisk genial forklaring! Ikke så mærkeligt, at denne mesterlige bevisførelse for de kosmiske realiteter i sin legende enkle logik må forekomme mange uhyre svær at forstå. Men, rigtig forstået burde det frembringe den allerdybeste respekt i vort sind for alt, hvad vi daglig kommer i berøring med. Alt, de levende væsener, "forbryderen" og "helgenen", såvel som planterne og det "døde" stof, mikroberne og stjernerne, alt vil blive os dyrebart og helligt, den dag, vi med hver fiber i vor psyke forstår, at vi hvert sekund af vor tilværelse kun korresponderer med een: Gud.

Martinus viste symbolet over kredsløbsprincippet, der støttede forståelsen af det sidste foredrag. Derefter arbejdssymbolet, der viser vor mentale struktur. Videre "Det levende væsens skæbnebølger", "Skæbneelement og talentkerner", "Det evige nu", "Kosmiske udviklingsspiraler" og "Evighedslegemet" m. fl.

– – Der er intet at stille op. Jeg må til det igen, det med væremåden. Jeg gør det dog gerne, da aftenen viste, jeg har tilhørerne bag mig.

Er jeg for dristig, for begejstret, når jeg gentagne gange viser det storslåede, det mægtige i Martinus' fortolkning af livsproblemerne? Jeg mener det ikke. Martinus har selv været betænkelig ved min måde at skrive på, og han har "mildnet" det et par gange. Men eftertiden vil ikke se overdrivelser i min fremstilling. Vi ved, at en kosmisk bevidst ikke ejer skygge af forfængelighed i sit sind, hvorfor "smiger" ville være i højeste grad upassende. Det er derfor ikke hensigten at hylde, men at forsøge at stille tingene på deres rette plads ved at være ærlig om sandhedens forkyndelse. Og sandheden er alligevel den, at kun gennem Martinus' kosmiske analyser kommer man til den fulde kundskab om den rigtige form for vor nuværende og fremtidige væremåde.

– Hvordan Martinus bar sig ad med at inspirere den store forsamling til en bedre væremåde er umuligt for mig at referere. Man må selv have overværet det for at forstå. Jeg kan kun sige, at han gjorde det. Næsten hver symbolforklaring endte under en eller anden form med at påvise nødvendigheden af, at vi tilegner os større kærlighed til vor næste. Der skal en meget stor kunstner til for at gentage det samme så tit uden at tilhørernes opmærksomhed svækkes. Men her blev opmærksomhed og koncentration stedse mere intens. Og da Martinus sluttede med at vise sit meget skønne billede

ELSKER HVERANDRE!

der symboliserer selve konklusionen af og hensigten med hele Martinus' arbejde for menneskeheden, da blev der klappet, som vi meget sjældent før har hørt det. De mange tilhørere havde fået fornyet kraft og inspiration til at gå ud i hverdagen og praktisere lidt mere næstekærlighed. Der er ingen tvivl om, at hver og en af os, i det mindste de første dage efter, tænker lidt bedre om vore medmennesker, opløser nogle påbegyndte irritationer med den erhvervede kraft og derved går et lille skridt på vejen hen imod en lysets tilværelse i Guddommens favntag.

Og sætter vi dette i perspektiv – århundredets perspektiv, hvor disse tanker tilsidst gennem forplantning fra bevidsthed til bevidsthed bringer freden ind i alle hjerter og hjerner og skaber den endelige verdensfred, da forstår vi, at trods daglig omgang med så primitive tyngdeenergivæsener, som vi nu engang er – og trods de heraf medfølgende ubehageligheder, så må den mand, der formår at skabe sådanne reaktioner i menneskenes sind, være – uendelig lykkelig.