Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Da man fra provinsen har udtalt ønske om fortsat at blive informeret om foredragene i studenterforeningens festsal, skal vi forsøge med korte referater at efterkomme dette ønske.

Martinus forfulgte sin sukces ved indledningsforedraget med mandag den 1. oktober at tale for fuldt hus. Han fortsatte denne gang med at fastslå, hvor den materielle videnskab har sin grænse. Vi lever en tilværelse i krig. Der er mange krigsfronter foruden dem, der bestemmes af armeerne. Vor tilværelse er en mangefrontet krigsskueplads: mellem kapitalister og arbejdere, mellem politiske og religiøse sekter indbyrdes, mellem ægtefolk og i hele vort økonomiske liv. Vi tilegner os viden og kundskab hovedsageligt for at kunne klare os i den krig, der er udtrykt som "alles kamp mod alle". Videnskaben står magtesløs her. Der er i dag brug for en videnskab om moral, som vi har videnskab om materielle ting. Er det da muligt at finde frem til en sådan videnskab? Ja, det er jo så ligetil og enkelt. Se på naturen og lær af dens metoder. I denne livets sande bog har jeg selv fundet mine analyser, sagde Martinus. Religionerne har givet fingerpeget: "Du skal elske din næste som dig selv", "Som du sår, skal du høste" og andre af de store læresætninger. Men for den, der er vokset ud over troen og igennem materialismen er der kun een vej til et nyt moralgrundlag: den videnskabelige. Ingen behøver mere at føres af andre, men kan lære selv at forstå. Denne videnskab er nu tilgængelig, men man kan ikke lære den ved at veje og måle. Det, der vejer og måler, er det tid- og rumløse. Tid og rum har vi selv skabt. Man kan opløse alle ting og bevægelser, så det bliver lig intet, bliver illusioner. Men skaberen bag bevægelsen, han er uden for det tids- og rumdimensionelle; og anvender vi den anerkendte videnskabelige forskningsmetode, vil denne skaber blive en realitet for os. At finde frem til dette faste punkt i tilværelsen, den årsagsløse årsag, er den nødvendighed, der alene kan bringe krig, sorg og sygdom til ophør.

Dette var efter hukommelsen et ufuldstændigt resume af et genialt foredrag. Intet menneske kan rokke ved den logik, der prægede Martinus' fremstilling. Lad den mest kritiske lærde, der gennem mange års skoling er trænet i logisk tænkning, forsøge herpå, og han vil komme til kort. Jeg forsøgte selv at se på foredraget udfra et sådant synspunkt, og jeg sagde bagefter til mig selv: Hvis ikke vor kritiske tilhører er stærkt dogmatisk bundet af religion, politik eller materialisme, så må han eller hun have fået sit livs største inspiration eller begyndelsen hertil, ligesom vi selv har fået den for kortere eller længere tid siden.

Der må have været nogle af den omtalte type tilstede. Hvordan kan de undgå at berette herom i deres egen kreds? Og hvordan kan det undgås, at rammerne for Martinus' foredrag bliver stærkt udvidede med den tilvækst af offentlighed, de nu har fået? Jeg skal vel vogte mig for at spå. Kun så meget kan siges med sikkerhed, at engang bliver Martinus' kosmiske analyser doceret "fra bjerget".

Tilsyneladende var der ikke denne gang pressefolk tilstede, og vi må da selv referere i vort eget lille blad, der trods mangel på litterære skribenter som medarbejdere, alligevel burde have mangedoblet sit oplag. Man kan sige, at det er et "partisk" referat, og det er rigtigt; det er i højeste grad partisk. Men mon ikke en ekspert i f. eks. bilindustri vil være den bedste til at referere et foredrag om biler? Den, der kun har kendskab til sko, vil gøre det dårligere. Nu skal vi vel vogte os for at anse os selv for eksperter i åndsvidenskab – undermålere alle til hobe er vi. Dette bør være videnskab for os, og vor første grundsætning, uden hvilken vejen til ekspert vil være uhyre lang og trang. Men når man med interesse har lyttet til Martinus i femten år, må man regne med, at den logik, han docerer, er gået ind i ens bevidsthed i en sådan grad, at den ikke mere lader sig udrydde. Og det så meget mere som denne naturens egen logik er så enkel, at velbegavede mellemskoleelever med lethed kan tænke den efter.

Kan mon nogen åndelig nydelse være større end den for første gang at opdage, man kan lære at tænke naturens – Guds – tanker efter? Det er denne nydelse, vi af hjertet ønsker andre.

Denne videnskab er ganske vist ikke autoriseret som sådan. Men selv om den endnu ikke doceres fra universiteterne, er den alligevel videnskab, idet man kan tænke lovene efter og finde bekræftelse på dem i livet, i naturen. På denne måde er det netop, at al videnskab bliver til.

Martinus advarede mod de mange forskellige farlige tankearter, der daglig strømmer gennem vor bevidsthed, forgifter vort blod og skaber vore sygdomme, der alle i langt overvejende grad har deres rod i psyken. Tanken er naturkraft i vort indre og magnetiserer vort blod. Derfor er det så vigtigt at lære loven for tænkning at kende. Hvis man skal blive disharmonien kvit, er det nødvendigt at få et fuldkomment verdensbillede med en fuldkommen moral. Menneskene har nok i dag en slags moral, men den er ikke den endelige. Verdensmoralen kan ikke være dansk eller tysk, indremissionsk eller baptistisk, socialdemokratisk eller konservativ, den må være baseret på sandheden selv. Vi må kalde denne nye moral for en verdensmoral, fordi den er for hele verden, den er universel.

– – – Og så var det Martinus kom med en af de sædvanlige sætninger, som han nok har udtalt før, men ikke på samme måde. Vi kender det sikkert alle, at noget, man ofte har hørt før, pludselig bliver sagt på en måde, så det bliver helt levende for en. I dette tilfælde lød ordene således: "Kærligheden er den højeste næring for vort psykiske liv!"

Så levende bliver denne teoretiske kendsgerning, at man er skuffet over, hvor lidt man ofte tager sig dette efterretteligt. Dog, hvorfor går alle vi, der gennem mange år har hørt Martinus, til disse foredrag, der jo må være lagt an på nye tilhørere, og som måske ikke giver os særlig meget "nyt"? Mon ikke netop fordi vi hver gang ser et eller andet problem i et klarere lys og gennem Martinus' inspiration, der igen forplanter sig til os, får kraft til at forandre vor væremåde en lille mikroskopisk del til gavn for os selv og vore omgivelser.

Der var også en anden sætning, der ligesom den første kunne være pillet ud og sat op med tommehøje typer i alverdens dagblade: "En væremåde er det vigtigste ved et menneske!" Tænk hvilken opsigtsvækkende sensation for sensationslystne læsere! – Hvis verden altså blot anede – – –!

Eller en sætning som denne: "At være tjener for andre er den største lykke." Engang vil bibliotekernes aforismesamlinger blive beriget med hundreder af guldkorn fra Martinus' hånd. Ofte kommer de bedste fra hans mund. Det var måske en idé, om vi var opmærksomme på dette forhold og skrev dem ned, mens de står lysende i vor bevidsthed. Vi broderer dem ikke og hænger dem op over vor dør eller seng, men vi burde meditere over dem og bevare dem i vore hjerter som inspiration i kampen for en fuldkommen væremåde og energitilførsel i vore mørke stunder.

Hvad er det da, der gør disse guldkorn særlig værdifulde? I årtusinder er sådanne guldkorn, udtalt af verdensgenløserne, citeret i kirker og templer jorden over; men de har nu tabt en stor del af den kraft, hvormed de blev formet og fremsat. Martinus giver svaret: De store læresætninger er sat op som diktater. Ikke fordi hverken Buddha eller Kristus besad så meget som et gran af diktatoriske tilbøjeligheder, men fordi det ikke kunne siges på anden måde til den tids mennesker.

Men i dag hedder det ikke: du skal! gør det! bliv sådan! Nej, nu doceres lovene, analyser fremsættes og går ind i vor bevidsthed som teoretisk dagklar viden, og så er det, konklusionen virker så stærkt, når den uden krav lyder fra mesterens mund: "Kærligheden er den højeste næring for vort psykiske liv!" "En væremåde er det vigtigste ved et menneske!" "At være tjener for andre er den største lykke!" Intet heri er krav, intet forlanges. Det er naturens egen tale, og kun på denne måde kan nutidens mennesker, der på alle andre felter får logiske svar på logiske spørgsmål, få stimuleret lysten til at arbejde med på egen udvikling. Og ligesom barnet bedre kan lære at klare sin egen tilværelse, når det begynder at forstå forældrene, således vil også menneskehedens udvikling tage fart, når den lærer at forstå og tale naturens sprog. Og en ting til: De tabte horisonter, læresætningerne fra verdensgenløserne, bestråles nu af et kosmisk lys, der får dem til at funkle i den gamle glans, hvormed de i sin tid i kærlighed udgik fra deres ophav. Vi erindrer her bibelens ord: "Han skal tage af mit og give det til eder!" Og således lærer vi på ny at tage sandheden til vort hjerte. – – –