Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det var med ikke ringe spænding, vi mandag den 17. september mødte op i Studenterforeningens store festsal for at overvære Martinus' første foredrag i denne sæson. Hvordan ville offentligheden modtage Martinus' kosmiske analyser? Og hvor mange ville møde op?

Vi har gennem mange år gået til foredragene på Mariendalsvej, hvor vi kunne hygge os "i eget selskab" og have det dejlig rart i vor "hjemlige" atmosfære. Men vi har dog hele tiden set hen til den dag, da denne private ramme måtte blive sprængt, så et større publikum kan få lejlighed til at møde analyserne og dermed, for en dels vedkommende, deres livs største oplevelse.

Vi havde nok stillet forventninger, men ikke så store, som dem virkeligheden honorerede. Klokken otte var salen fuld, og flere stole måtte stilles ind. Et kvarter over otte havde 550 mennesker taget plads i den meget smukke og fornemme sal, der oplyst af en halv snes krystallysekroner dannede en strålende ramme om foredraget. Fra denne sals talerstol har landets største autoritative personligheder talt så vel som andre kulturrepræsentanter fra den øvrige verden. – – – Kulturrepræsentanter!! – Vi lægger mærke til titlen på Martinus' foredrag: "En verdenskulturs undergang", og vi forstår fuldt ud, hvilken vanskelig opgave det er fra denne talerstol "at tale Roma midt imod". Men vi ved også, at Martinus er den, der både har mod og evner til at løse denne opgave. "Roma" var i dette tilfælde den materialistiske verdensanskuelse og de politiske og religiøse partier. Den første kan kun resultere i krig, sagde Martinus, og de sidste kæmper deres dødskamp.

Nu er det absolut ikke for at underkende de førnævnte personligheder, jeg bemærker, at disse jo netop står som de fornemste repræsentanter for den døende verdenskultur, Martinus talte om; ej heller for at føle vort eget mere værd. Hertil har vi ingen som helst beføjelse især ikke da vi må formode, at det med tiden vil blive en stor del af disse, der ganske naturligt vil glide ind i billedet som de bedste forkæmpere for den nye verdenskultur. Vi ved også, at lige så vel som de nedbrydende kræfter (f. eks. krigsvidenskab) har også de fleste af vore humanitære foranstaltninger deres rod i universiteterne. Det er naturligt, at særlig på dette forum må kræfterne brydes. Martinus' kosmiske analyser vil erobre universiteterne, ikke kirkerne, og derfor finder vi det også naturligt og ganske i sin orden, om allerede Martinus selv ville få lejlighed til at betræde en talerstol, der endnu mere end Studenterforeningens har "det akademiske adelsmærke" i offentlighedens omdømme.

Vi følte både glæde og stolthed, da Martinus gik op på talerstolen og med afmålte buk hilste forsamlingen. Med mere end almindelig opmærksomhed fulgte vist de fleste tidligere tilhørere foredraget. Det var selvfølgeligt, at Martinus ikke her kom ind på problemer, vi ikke har hørt før. Alligevel var det os ligesom helt nyt; for mon ikke de fleste "gamle" ligesom jeg selv satte sig i de mange nye tilhøreres sted og tænkte på, hvordan de ville modtage de nye og ukendte tanker. Tilsyneladende tog de godt imod dem. Kun een rejste sig og gik, – velsagtens i protest mod Martinus' påvisning af hedenskabet i Kristendommen. Man kunne mærke, at tilhørerne lyttede, og da Martinus sluttede sit foredrag, dokumenterede forsamlingen ved en lang klapsalve sin tribut til taleren.

Andre beviser for, hvordan foredraget blev modtaget, kender jeg ikke. Vel var der mødt nogle meget skeptisk udseende herrer, der med cigar i mundvigene satte sig behageligt tilrette ved det af pressen forbeholdte bord. Men til alt held eller uheld – hvad ved man om det? – strejkede typograferne netop denne nat, så vi næste morgen måtte undvære vore morgenaviser. En af pressefolkene ville have tilladelse til at "blitze" Martinus, hvilket Martinus dog frabad sig. Hvor må det egentlig ofte være ubehageligt for den, der mest af alt ønsker at leve i største ubemærkethed, at være tvunget til at være genstand for megen opmærksomhed. Det er sandsynligt, at Martinus i den kommende tid må finde sig i en del af dette ubehag. –

"Herrer vi ere i åndernes rige", synger studenterne ved deres fester. Jeg har nylig set en student udtale i en avis, at det var "noget pladder". Adskillige af hans medstuderende har nået den grad af realitetsans og beskedenhed, at de som deres kammerat ser en hyperbel i denne verslinie. Blandt andre til disse har Martinus' kosmiske analyser bud, og en dag vil det da gå op for dem, at det virkelige åndernes rige nu doceres fra deres talerstol.