Ældre Kosmos og Kontaktbreve

»Nu glæder jeg mig til at høre dig fortælle lidt om Martinus' arbejde,« siger Gerda Gilboe, »jeg har været alt for optaget i lang tid og glæder mig nu til en ordentlig samtale.« Vi taler en halv times tid om det, der interesserer os begge. – »Men det var ikke mig, der skulle interviewes. Kunne du ikke begynde med at fortælle os, hvad Martinus' arbejde har betydet for dig og din kunst?«

»Det har betydet umådelig meget for mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg i det hele taget skulle have klaret min tilværelse uden den viden, Martinus har givet os.«

»Det er du ikke alene om.«

»Nej, jeg ved det. Man kan ikke være taknemmelig nok for den håndsrækning, man her får.«

»Men det var kunsten. Du kan jo ikke give din viden, eller rette den inspiration og livsforståelse, du har hentet i Livets Bog, direkte udtryk i din kunst. Jeg mener, du kan ikke give publikum analyser.«

»Nej, men større livsforståelse præger ens personlighed. Man får større indlevelsesevne i rollerne og bedre kontakt med publikum.«

»Ja, det er unægtelig store fordele for en kunstner. Kan du nærmere præcisere det?«

»Den russiske sceneinstruktør Stanislawsky har skrevet en ganske fortrinlig bog, »En skuespillers arbejde med sig selv«. Den handler bl. a. om, hvordan man får et levende menneske ud af en rolle. Jeg har lært meget af ham, også ud over det rent tekniske, der kun er det sekundære. Hvis ikke man har menneskekundskab, kommer kun det formelle frem. Skuespilleren må bygge videre med sin fantasi og levendegøre sin rolle. Man må forstå et andet menneske for at kunne fremstille både »det gode« og »det slette«. Det er det, Martinus' kosmiske analyser har hjulpet mig til, ikke alene i udførelsen af mine roller, men også i mit studium, når jeg f. eks. læser Stanislawsky eller arbejder med den sanglige uddannelse.

Man forstår kun så meget af andre mennesker, som man forstår af sig selv, og jeg har som de fleste andre, der studerer Martinus' arbejde, lært så meget om, hvad der bor i mit eget sind, at jeg mere end før føler trang til at tilgive og holde af andre og dermed af de mennesketyper, jeg skal fremstille.«

»Vil det sige, at en skuespiller eller skuespillerinde ikke fyldestgørende kan fremstille et menneske, der står over det i udvikling?«

»Jo, det tror jeg. Det er jo sådan, at vi alle har vore lyse øjeblikke, hvor vi på en måde er hævet over vor normale udviklingsstandard, og hvor vi kan nå det, der ligger højere end os selv. Det gælder da om stadig at vende tilbage til disse øjeblikke og holde dem fast i bevidstheden. Men der er naturligvis grænser.«

»En Kristus-fremstilling?«

»Du ved lige så godt som jeg, at ingen evner at forestille sig Kristus, som han virkelig var. Det vil derfor være muligt at tilfredsstille et publikums forkerte forestillinger. Den »ægte« Kristus – hvis nogen formåede at fremstille ham – ville næsten ingen fatte.«

»Du talte om bedre kontakt med publikum.«

»Jeg er ofte nervøs, førend jeg skal optræde for et stort forum. Der er nogen, der for at overvinde denne gene enten bruger stimulerende midler – mechodrin eller coffein, ja, en æggeblomme skal også være godt – eller forestiller sig publikum som en samling åndssvage, men det er helt forkert. Måske hjælper det nok på nervøsiteten, men der kommer ikke på denne måde den rette kontakt mellem den optrædende og publikum. Den rette indstilling er – efter hvad jeg nu har lært – at se på tilskuerne som medmennesker og udsende de mest sympatiske energier, man evner at mobilisere. Publikum har en instinktiv evne til at fornemme det sande, når det gives udtryk.«

»Ja, det sidste skal du nok have med; for der lefles jo ofte for den dårlige smag. Kan du give eksempler på publikums gode og mindre gode smag og deres instinktmæssige fornemmelse af det ægte og sande?«

»Jeg vil helst ikke give eksempler på den dårlige smag. Publikum kan ved ydre og særdeles kraftfulde effekter lade sig suggerere til at tro, at de oplever det helt store kunstneriske, mens det i virkeligheden er ikke så lidt gøgl. Men Pierino Gamba – han var en oplevelse. At han mestrede Mozart og Mendelsohn var forbløffende, men at en tolvårs dreng, der dirigerede uden partitur og til fuldkommenhed tolkede Beethoven, hvis værker man skulle synes krævede et langt livs kunstneriske oplevelser – et langt livs lidelser og erfaringer for en sådan tilegnelse – at han – den »lille« Pierino også kunne det, var simpelthen ikke til at fatte, selv med kendskab til reinkarnation. Jeg mener, Pierino Gambas kunst er et eksempel på det ægte og sande, der uden ydre effekter formår at betage. At publikum havde denne fornemmelse af virkelig storhed viste sig derved, at man følte det at klappe var underlig vulgært eller »fattigt« – man ville takke på en inderligere måde, og da kongen rejste sig i ærbødighed og tak, fulgte publikum det viste eksempel.«

»Vi har nu snakket både kunst og livskunst. Mener du, at Martinus' symboler er kunst?«

»Det var et vanskeligt spørgsmål, du der stillede. Den bildende kunstner giver i sit arbejde udtryk for den måde, han ser og opfatter tingene på. Martinus symboler er matematiske. En anden kosmisk bevidst ville sikkert med andre symboler kunne give lige så fuldkomne udtryk for de samme fænomener, og definitionen på den bildende kunstner ser altså ud til at passe. Jeg ved ikke, om Martinus' symboler er kunst i den betydning, vi almindeligt forstår herved, men hvis de er det, er det – synes det mig – fuldkommen kunst, idet de for mig er fuldkomne udtryk for fuldkommen livskunst.«

»Hvad kræves der efter din mening for, at blive en stor kunstner?«

»Der kræves et åbent positivt sind, ingen forudfattede meninger, humor og sand ydmyghed.«

»Det vil altså i virkeligheden sige, at man skal være livskunstner for at blive en stor kunstner?«

»Ja.«

»Du er en god repræsentant for Martinus' arbejde.«

Gerda Gilboe ser helt ulykkelig ud ved tanken om at skulle stilles op som forbillede.

»Du behøver ikke at være bange. Jeg skal ikke smigre dig eller være så taktløs at bedømme dine åndelige kvalifikationer. Nej, jeg tænker på, at du er kendt som »den lille kvikke«, og det vil være umuligt for nogen at forbinde din person med sekterisk fanatisme eller sentimental religiøsitet.«

»Det tror jeg nu også selv. Iøvrigt propaganderer jeg sjældent, heller ikke for vegetarismen. Man har dog naturligvis bemærket, at jeg er vegetar, og kalder mig Gerda Grønkål.«

»Det er vel nærmest en slags kælenavn, et good-will-udtryk?«

»Ja, sådan opfatter jeg det da. Man lader mig have denne lille »særhed«.«

»Så er det også den bedste »propaganda« for vegetarismen. Har du ellers til slut nogle ønsker for Martinus' arbejde?«

»At det hurtigt må blive anerkendt og blive alles viden. At Martinus' kosmiske analyser kunne komme som tegnefilm, noget i lighed med Walt Disneys symbolske musikfilms.«