Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er sikkert mange, der ligesom jeg selv har erfaret, at når man går og tumler med et problem, møder man det meget ofte fra flere sider på een gang. Det er loven om tankeenergi, der virker og bringer problemerne til en, eller omvendt en til problemerne, således at muligheden for løsning eller i hvert fald for større klarhed stærkt øges.

Det var Martinus' artikel om gavekultur i »Kosmos« 1938, der fik mig til at meditere over begrebet taknemmelighed i forbindelse med gaver. Nogle dage senere læste jeg Lloyd Douglas' bog »Den store læge«. De af læserne, der har læst denne bog, vil vide, at forfatterens motiv er Bjergprædikenen, højdepunktet i Jesu forkyndelse og en fuldkommen vejledning i kosmisk kemi.

Lægen har opdaget, hvordan man ved at følge denne vejledning kan skabe sig selv en lykkelig skæbne, samtidig med at man er til glæde og lykke for andre. Ved gaver og anden hjælp opnår hovedpersonen, hvad han tilsigter: selv at blive hjulpet til sukces og fremgang for derved at kunne hjælpe andre. Der er altså en vis beregning med i spillet. Motivet må dog være reelt, derfor gives der ud fra læren i bjergprædiken: lad ikke din højre hånd vide, hvad den venstre gør. Lægen venter sig intet til gengæld, i hvert fald kun i kraft af skæbneloven. Gennem hele bogen går det igen, at gavemodtageren ikke må omtale hjælpen – ligesom Jesus: gå bort, og sig det ikke til nogen – og giveren afslår enhver tilbagebetaling med de mystiske ord: »jeg har allerede brugt det«, en udtalelse, som gavemodtageren naturligvis ikke forstår. Lægen mener hermed, at ikke blot er han selv blevet sjæleligt beriget, men livet har ydermere mangefold gengældt ham hans »opofrelse«, også rent økonomisk. Jeg vil dog ikke råde til at spekulere på forventet gevinst, hvilket »den store læge« da heller ingenlunde gjorde. Derimod har man både ret og pligt til at foretage en »beregning«. Jeg skal senere vende tilbage hertil.

»Tilfældigt« var den næste bog, jeg læste, Billeskov Jansens »Inderlighed og klarhed«, tolv essays. Et af disse har titlen »Taknemmelighed«, og i dette har forfatteren så fint og følsomt analyseret denne side af vor bevidsthed, at jeg kunne ønske, enhver læser af »Kosmos« skulle stifte nærmere bekendtskab med det. Billeskov Jansen skriver blandt andet: »Når jeg er – man må virkelig sige: så lykkelig at kunne hjælpe min ven, så får jeg noget, jeg ikke havde før; jeg må føle det, som om jeg har været med til at skabe noget, mit jeg udvider sig, jeg er rigere end før. Og den dybe tilfredsstillelse ved at frembringe, at gribe produktivt ind i tilværelsen, den skylder jeg i dette tilfælde ham, der betvang sin stolthed og bad mig om hjælp. Jeg er i gæld, men det ved han ikke.«

Med tilfredshed konstaterede jeg, at den sidste sætning i virkeligheden er identisk med Douglas' »jeg har allerede brugt det«. Og således vil alle mennesker, der er ved at komme i kontakt med naturens gaveprincip, komme til samme resultat.

Efter læsningen af Billeskov Jansens bog gav jeg mig igen i kast med »Gavekultur«. Martinus skriver her, at den måde, et menneske giver sin gave på, er kendetegnet for, hvor langt det er fremme i virkelig kultur og ånd. Hvis man er i stand til at give i hundrede procents frihed uden allermindste fordring om gengældelse, da er ens ydelse en virkelig gave, da er man nået til et trin, hvor kærligheden er det dikterende i ens bevidsthed, og – da har gaveydelsen allerede betalt sig selv i form af den guddommelige fornemmelse af at være i kontakt med livet, i form af følelsen af at være »eet med Faderen«. Jo, da har man »allerede brugt det« – mangefold endda.

Enhver ønsker vel også at være højt kulturelt og åndeligt udviklet, og da giveevnen er målestokken, er det nok værd at meditere lidt videre over problemet, ja, endog at foretage en »beregning«. At studere åndsvidenskab er jo det samme som at blive klar over, hvilke strømninger, der går gennem vor bevidsthed, og hvorledes de virker, og ingen kan blive »videnskabsmand« her uden at øve sig i at tænke lovene efter, uden til stadighed at foretage beregninger.

Enhver ved, at lader man et stykke jord passe sig selv, gror det hurtigt til med ukrudt, og er vi ligegyldige med vor legemspleje, kender vi også resultatet. På samme måde er det med vore åndelige legemer. Det sidste aner de fleste. Mennesker, der studerer åndsvidenskab, er mere bevidst heri; men det er ikke derfor givet, at man plejer de åndelige legemer så godt, som man burde og kunne. Man må derfor stadig gøre sig lovene bevidst; og da hele livet faktisk består i at modtage og give, er der felter nok at øve sig på. Den måde, på hvilken vi betaler vor sporvognsbillet, rækker vor bordfælle brødet, samtaler med et andet menneske, eller den indstilling, hvormed vi indtager vore måltider, viser vor åndelige kvalitet. Taknemmelighedsfølelsen og giveevnen er målestokken.

Men foruden disse normale og almindelige foreteelser er der andre sider ved livet, hvor man kommer i forbindelse med de kræfter, der i særlig høj grad arbejder på skabelsen af en mere fuldkommen verden. I dag havde jeg netop den oplevelse at møde en af repræsentanterne for disse kræfter. Jeg havde hørt om hans uegennyttige arbejde, og mødet med ham var meget a propos de iagttagelser og overvejelser, jeg har gået og beskæftiget mig med. Verdenssituationen viser, at de fleste mennesker har meget lidt gavekultur, men her var virkelig en mand, der vist nok i så høj grad, det er muligt for et »almindeligt jordmenneske«, praktiserer dette »hellere at give end at tage«. Hvis der, som jeg mener, er en sandhed i Douglas' bog, så skulle denne mand i særlig grad være begunstiget af skæbnen, hvilket da også er tilfældet. Faktisk stod jeg her over for »den store læge«, en meget ejendommelig og inspirerende oplevelse. Han er ikke begunstiget på den måde, at han har en let og sorgløs tilværelse; nej, hele hans liv er een stor kamp. Men gang på gang griber Forsynet ind – ved hjælp af andre mennesker – og klarer de kritiske situationer. For mig er der ikke mere tvivl om, at har man den rette indstilling til livet, da svarer dette igen på den mest forunderlige måde. Jeg kan ikke lade være at fortælle en enkelt lille episode blandt mange lignende i denne mands liv.

Hans store arbejde for utallige mennesker medførte, at han hver dag måtte cykle en meget lang strækning, hvilket stærkt hindrede hans virke. Pludselig en dag stod der en ny bil fra en ukendt giver foran hans dør, og en stor byrde var hermed taget fra hans skuldre. Da nu denne mand, hvis arbejde er så fuldkommen i kontakt med livet, ved, at ingen anden end Forsynet selv har sendt ham bilen, forstår man, hvilket rigt åndeligt liv, der udfolder sig i en sådan bevidsthed.

Men nu manden, der sendte bilen! Også han er værd at misunde. Tænke sig at være mellemled direkte mellem Forsynet og en af Hans hjælpere, være formidler af en guddommelig gave – –!

Der er kun et meget lille tankespring herfra og til det arbejde, vi selv står midt i. Dets guddommelige natur kan den studerende sandhedssøger ikke være i tvivl om. Skal man bruge et billede, kan man sige, at her er der virkelig ved at blive opført et storslået tempel til Gud Faders ære. Byggematerialet er mennesker; det er os og de kommende slægter. Ifølge sagens natur er det altså os, der må udgøre materialet til grunden og stilladset. Måske er du eller jeg kun en lille sten, der blandes i grundens cement, måske graver vi »blot« et par skovfulde fyld bort, eller måske vi er et brædt i stilladset og skal rives ned, når vor mission er endt. Det er ligegyldigt, hvad vi bruges til, når blot vi ikke forlanger at blive brugt til f. eks. et vindue, hvis vi kun er en sten. Det er dog bedre at være en lille sten i fundamentet, end det er at være unyttig klippeblok på marken. Det er såmænd heller ikke ilde at være stilladsbrædt, så er man dog til nytte, som H. C. Andersen siger, og er brædtet af godt tømmer, kan bygmesteren endog bruge det flere gange.

Jo, det er nok værd at bære sten til det tempel, hvis meget skønne tegning og plan, vi snart har set fuldt færdig. En dag står den skønne bygning: en ny himmel og en ny jord, som en realitet. Det betyder kun lidt eller intet for bygningen, om et stilladsbrædt rådner, men det er ikke ligegyldigt for den, der har fået det privilegium at se planen, om han eller hun har undladt at være materiale. I så tilfælde har vi ikke noget at bruge af; vi er blevet fattige, mens vi i det modsatte tilfælde er blevet så rige, at vi ikke alene »allerede har brugt det«, men stadig har noget at bruge af. Det er det, der er værd at foretage beregninger over og bringe dem til udførelse; thi da vil tilværelsen i højere grad forme sig for en som skønhed, inspiration og livsglæde.