Kosmos 1947/3 side 5
Peter Zacho:
Besøg paa Nansenskolen i Lillehammer
hvor unge Mennesker mødes for i Tolerancens Aand at søge at finde Svar paa de store Livsproblemer.
I Tiden fra 6. til 23. Januar har jeg været paa Studieophold i Hamar i Norge og vil nu fortælle "Kosmos" Læsere lidt om en af mine Oplevelser der.
Formaalet med min Rejse var sammen med 22 andre Seminarieelever at lære Norge, specielt norske Skoleforhold, at kende. Jeg skal imidlertid ikke trætte Læserne med Rejsebeskrivelser. Kun vil jeg sige saa meget, at takket være Nordmændenes enestaaende Venlighed og Gæstfrihed fik vi set og lært saa meget, at Rejsen nu bagefter staar for os alle som een lang Række af straalende Begivenheder. Vi fik saaledes gratis Befordring til alle de Steder, hvor der var noget særligt at se og lære: Besøg paa Skoler, Museer, Gaarde, Højfjældshoteller og, ikke at forglemme, Skiturene i den usandsynligt skønne norske Natur, der paa denne Aarstid er eet stort Eventyrland, et Salighedsrige klædt i funklende og straalende Krystaller. I øvrigt kan jeg sige, at Herr Møller Nielsens Foredrag om Norge i Instituttets store Sal umiddelbart før Jul ikke var overdrevet. Det har jeg nu selv erfaret.
Her skal blot fortælles om vort Besøg paa Nansenskolen i Lillehammer, hvortil vi var inviteret Søndag den 11. Januar.
Ved Ankomsten blev vi hjertelig modtaget af Herr Forstander Halvard Forfang og Eleverne, 20 mandlige og lige saa mange kvindelige. Jeg følte straks, at disse Mennesker var lidt ud over det sædvanlige. Man mærkede det af den Hjertevarme, hvormed vi blev budt velkommen, paa "smilene deres" og paa de faste Haandtryk.
Skolens Maal og Virke
En af Eleverne, Frk. Signe Petterson, fortalte os i et lille Foredrag om Nansenskolens Maal og Virke, og vi forstod alle, at her er et lille Kulturcentrum, som positivt arbejder for noget smukt og godt. Jeg skal saa kort som muligt fortælle lidt herom.
Skolen virker i Fridtjof Nansens Aand og har sat sig som Maal at bidrage til at realisere det humanistiske Dannelsestrin i vor Tid, vel at mærke ikke Humanisme som Disciplin betragtet, men i Betydningen Menneskekærlighed. Disse to Ord er jo eller burde i hvert Fald være synonyme. Skolen arbejder for to Maal: "Kend dig selv!" og "Du skal elske din Næste som dig selv!" Den har formuleret følgende Krav til sine Elever: Frihed for den enkelte til at udvikle sin Personlighed. Respekt for Mennesket uanset Stand, Nation eller Race. Aktiv Tro paa de etiske Kræfter, som alene kan skabe et menneskeværdigt Liv, Frihed, Retfærdighed, Sandhed og Menneskekærlighed. Vilje til at betrygge og fremme den eneste humane Stats- og Samfundsform, det frie Folkestyre.
Nansenskolen, Lillehammer.
Eleverne har naturligvis forskellige politiske og religiøse Anskuelser; men over dette staar Kammeratskabet, saaledes at Tolerance er en Lov for dem. Der undervises i Idéhistorie, som vil følge de humanistiske Ideers Vækst og knytte dem sammen med den historiske Baggrund og vor egen Tid, i Religionshistorie, som vil vise forskellige Folkegruppers Forsøg paa at finde frem til bærende Ideer og Idealer paa religiøs Grund, i Digtning, Kunst, Sjælelære, Samfundslære, Gymnastik, Engelsk og Norsk. At Kunsten har en stor Plads i Elevernes Hjerter, fik vi Bevis for. De opførte Scenen "Aases Død" fra "Per Gynt", og en Elev spillede hertil Edv. Griegs betagende Kompositioner.
Humanismens Foregangsmænd
Jeg vil tillade mig at citere Brudstykker af et Radioforedrag, som Herr Forstander Forfang holdt i den norske Radio den 14. September 1946: "Det var det beste vi som nordmenn og verdensborgere kunne samle os om, som skapte Nansenskolen. I Hasardspillet om menneskene satte de beste nordmenn sine kort på Sokrates og Kristus, på Henrik Wergeland og Fridtjof Nansen. Vi skjønte hvor livet kunne bli rikt og godt for alle mennesker dersom vi lyttet til og levte etter Sokrates' visdom, etter Kristi ord, etter Wergelands forkynnelse og Nansens røst. Der er andre seire til enn dem som ble vunnet paa slagmarkene, de som ble avgjort uten våpen i menneskesinnene ... For oss som folk betyr disse seire uendelig meget. Men de førere som har vist oss veien her har vi kanskje glemt å hylle i samme grad som statsmennene og generalene. Og søker vi dem nå for å få et glimt av deres storhet, vil vi finne at Sokrates den dag i dag tømmer giftbegeret, at Kristus den dag i dag dør på korset, at Henrik Wergeland utrettelig taler de undertryktes sak mot all verdens prokuratorer, og at Fridtjof Nansen i sitt dypeste alvor maner hver enkelt av oss, og dem som nå sitter ved konferansebordet til tillit. "Tillit til seg selv, tillit til andre og tillit til fremtiden!" Slik handler humanismens førere på seierens dag ... Det er ikke kanonene og deres generaler som skal seire. Det er menneskene i deres hjerter ... Det vi må gjøre er å lage bylivet, landsbylivet, samfunnslivet i det hele slik at det tjener og gleder menneskene i alle aldre, og respekterer deres individualitet, det være seg under utvikling eller ferdigdannet. Vart siviliserte samfunn skulle i grunnen ha bare en hovedopgave: å være et hjem hvor barn og ungdom lærte å bli klar over seg selv, lærte å aktivisere seg selv og hvor de så oss andre praktisere nestekjærlighet ... Nansenskolen vil gjerne hjelpe elevene sine til å bli aktive kulturbærere. Vi vil at de skal vende hjem dit de bor med innsatsvilje og rike impulser. Vi vil ikke unnlate å gjøre dem begeistret. Mot en åndshistorisk bakgrunn vil elevene lære humanismens merkesmenn å kjenne ..."
Mødet med Skolens Elever
For en, som har studeret Martinus' Aandsvidenskab i en Aarrække, er det en dyb Glæde at møde Mennesker, der bevidst arbejder mod de samme Maal, som en selv. Som det vil ses af ovenstaaende, er Nansenskolen et Sted, hvor unge Mennesker mødes for i Tolerancens Aand at søge at finde Svar paa de store Livsproblemer. Jeg fik derfor Lyst til at stifte nærmere Bekendtskab med Skolen, og spurgte Forstanderen, om jeg kunde faa Lov at overvære Undervisningen næste Dag. Herr Forfang stillede velvilligt et Værelse til min Disposition, og glad var jeg. Paa denne Maade kom jeg Eleverne paa nærmere Hold og fik ved Samtaler og ved Overværelse af Undervisningen et ganske godt Kendskab til Skolen.
Mandag Morgen blev jeg spurgt om, hvad "det liten merke", jeg havde paa mit Jakkeopslag, skulde betyde. Jeg svarede, at det kunde jeg ikke redegøre for paa 5 Minutter. Nu er det Skik der paa Skolen, at Eleverne skiftes til at indlede den daglige Undervisning med en halv Times Foredrag, "Dagens Ord", og jeg blev da opfordret til at fortælle om "det liten merke".
Ad Aare lærer man jo efterhaanden Kunsten at tie, hvor man skønner, at ens Ord ikke vil falde i god Jord. Men man kan ogsaa være for tavs. Vi ved, at allerede nu har Martinus direkte – og indirekte gennem de kosmiske Analyser – hjulpet Hundreder af Mennesker til nyt Livsmod og givet dem Kraft til at komme igennem de Livets alvorlige Situationer, vi alle kan komme ud for. Vi ved ogsaa, at de kosmiske Analyser efterhaanden vil blive den Grundvold, ethvert Menneske maa bygge sin Tilværelse paa. Vi, som allerede har faaet Del i denne Viden, har saaledes Pligt til at viderebringe den overalt, hvor vi formoder, den ikke gør Skade. Har man selv erfaret dens vidunderlige Bærekraft i Livets kritiske Situationer, saa vil det være temmelig ukærligt at formene andre Muligheden af at faa Del deri.
Paa Baggrund af den Aand, som hersker paa Nansenskolen, betænkte jeg mig da ikke paa at imødekomme Opfordringen; thi vel vidste jeg, at blandt et halvt Hundrede Mennesker, som for første Gang hører om de kosmiske Analyser, vil mange synes, at disse Analyser er "noget abstrakte". Men jeg vidste ogsaa, at mine Tilhørere der ikke vilde møde mig med ukærlig Kritik, tværtimod vilde de være yderst tolerante og forstaaende, saa meget mere som jeg jo ikke kom for at "omvende" nogen til min specielle "Tro".
Det viste sig da ogsaa, at mine Ord vakte en ikke ringe Interesse. En halv Time er ikke meget til en orienterende Indledning i Aandsvidenskab, og Tilhørerne bad mig da ogsaa fortsætte yderligere en Time.
Dagen igennem maatte jeg besvare mange Spørgsmaal og havde megen Glæde af disse Samtaler. Eleverne ønskede at faa "Kosmos", og da jeg omtalte, at Gerner Larsson muligvis kom til Oslo i Vinter, vilde de absolut have ham til Lillehammer. "Senn ham hit! han skal på det hjerteligste være velkommen på Nansenskolen!" Nu bagefter erfarer jeg, at Gerner Larsson alligevel ikke agter sig til Norge i Vinter.
Naar jeg her har berettet saa udførligt om Nansenskolen, saa er det, fordi jeg mener, at det ikke alene vil interessere Bladets Læsere, men ogsaa glæde dem – ligesom det glæder mig selv – at erfare, at der findes Steder, hvor Mennesker alvorligt bestræber sig paa at forstaa Tidens Problemer i den Hensigt efter Evne at være med til at løse dem. Det er givet, at der rundt om i Verden foruden utallige enkelte Mennesker findes mange Organisationer eller Bevægelser, der ligesom Nansenskolen har hævet eller er ved at hæve sig over det partipolitiske og sekteriske og som ikke nøjes med beundrende at citere Verdens vise Mænd, men sætter deres Energi ind paa at praktisere, efterleve deres Lære.
Det er inspirerende at møde saadanne Mennesker, og derfor var Nansenskolen en Oplevelse.
Peter Zacho.
Tilbage til forfatterregister
Forrige