Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt paa Bureauet
Søndag den 12. Marts 1944
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

Kære Venner! Jeg vil i Dag gerne tale til Dem om "Ydmyghed", idet denne Bevidsthedstilstand er selve "Nøglen" til "Visdommens Port". Med "Visdommens Port" vil her være at forstaa: "Indvielse", "den store Fødsel", der igen er det samme som Oplevelsen af "kosmisk Klarsyn".

For Jordmenneskenes Vedkommende er det gældende, at de alle er paa Vej mod denne "Port". Det vil med andre Ord sige, at selve det daglige, jordiske Liv i Virkeligheden er et stort Eventyr. Dette Eventyr adskiller sig fra alle andre Eventyr derved, at det ikke som disse kun er et Digt, en Fabel, en kunstnerisk opsat Forestilling, men er selve den realistiske Virkelighed. Nævnte Eventyr er en Aabenbaring af en Menneskehed, der er paa Vandring fremad og opad mod en straalende Oplevelse, en guddommelig Forløsning fra Sorg og Lidelse, et Møde med selve Guddommen. Denne Vandring gaar hen over Kontinenter og Have, gennem golde Ørkener og iskolde Polarlande, over tilfrosne Tundraer og Sumpe, over Floder, Søer og Bække, gennem frodige, blomsterfyldte Enge, Haver og Marker og Skove, opad stejle Klippeskrænter og Bjærgskraaninger og nedad igennem dybe og mørke Afgrunde med kolde Dynd- og Slamhuler med slimet Kryb og giftige Dunstarter, gennem solhede, feberbefordrende Terræner med Junglekrat, fyldte med Alskens livsfarlige, vilde Dyr, Tigre, Slanger, Krokodiller og Insekter.

Men vi er endnu ikke ved Vejs Ende. Endnu er der store ejendommelige Terræner at tilbagelægge, inden vi er ved "Visdommens Port". Vi maa saaledes gennem frygtelige mørke Dødszoner, hvor de levende Væsener kun kan opretholde deres Tilværelse i Kraft af Mord og Drab af andre Væsener. Og vi gaar igennem Zoner, hvor Hadets giftige Flammer faar de levende Væsener til at lyve, bagtale, lemlæste, myrde og dræbe hverandre – ikke fordi, det som hos Dyrene er en Livsbetingelse at dræbe, – men blot for at erobre hinandens fordelagtigere Plads og Fremskridt i den store Vandring. Hen over Valpladser med dræbende Tanks, Kanoners Torden, Maskingeværers Skratten og Bombeflyvemaskiner, der gør selve Guds lyse Himmel, det sidste søgende Tilflugtssted for de døendes bristende Blikke, farligt at skue, gaar den evige Vej. Videre gaar Vejen hen over stinkende Lig, store Byers Ruinhobe, milevide Soldatergrave, overfyldte Hospitaler, forarmede og sultende Befolkninger, martret af Epidemier, Dyrtid, Røveri og Plyndringer. Og fra "Beskyttelsesrum", Kældere og Jordhuler raaber Menneskene imod den Himmel, de selv har forgiftet og derfor ikke tør være Ansigt til Ansigt med, efter det store og ene: – "Fred". Alt andet er totalt ligegyldigt. Hvad betyder det, at Menneskene har faaet den himmelske Begavelse, der tillader dem at beherske Elementerne? – Hvad kan det nytte, at man kun behøver at trykke paa en Knap for at faa Lys og Vand? – Hvad betyder det, at man ligeledes kun behøver at trykke paa en Knap, og straks hæves man op til sin Bopæl paa 4. eller 5. Sal eller endnu højere, eller ved Trykket paa en anden Knap kan bæres paa Luftens Bølger hundreder af Kilometer i Timen hen over Have, Byer og Lande, og at Trykket paa endnu en Knap befordrer os med stor Fart hen over kilometerlange Autostradaer? – Og hvad betyder det, at Trykket paa andre Knapper lader Elementerne frembringe Maskiner i tusindvis, der atter kan dirigeres ved Tryk paa Knapper og dermed fritage os for alt legemligt Arbejde og Besvær, naar hvert Tryk paa en saadan Knap er en større eller mindre Lemlæstelse af os selv, vort fysiske Legeme saavel som vor Mentalitet? – Hvad Glæde har vi af, at den himmelske Magt og Overlegenhed, hvilket vil sige: den tekniske Kunnen, der jo i Virkeligheden slet ikke hører Dyreriget til, men ifølge "Livets Bog" er en "menneskelig" Evne eller Egenskab, tillader os at fare hen over Skyerne, naar den samme Magt og Fart kun betinges af, at vi samtidig dybt nede under os paa Jorden lader denne vor himmelske Færd lægge alt i Ruiner, gøre Mennesker hjemløse, ulykkelige og lemlæstede, skabe Sorg og Død samtidigt med, at vi selv paa vor Fart hen over Skyerne maa sidde i Angst og Rædsel for vore Forfølgere eller Forsvarerne af den Jord, de Hjem og Mennesker, vi er sendt ud for at lægge øde? – Er der mere Glæde ved at fare hen over Autostradaerne i tekniske Vidundere af Luksusvogne, naar det kun maa finde Sted i samme Øjemed som i ovennævnte, og der ligeledes her er Fare for Forfølgelse, skjulte Undermineringer af Vejbanen, sprængte Broer o. l. til Befordring af Lemlæstelse, Død og Undergang for os selv? – Og er det ikke saaledes over hele Linien? – Er ikke alle Resultater af hele den Menneskene tilegnede tekniske Kunnen eller rent "menneskelige" Begavelse mundede ud i "Forbandelse" i Stedet for "Velsignelse"?

At jeg med denne min Berøring af den tekniske Kunnens Anvendelse i Krigsøjemed eller det dræbende Princips Tjeneste ikke tilsigter at anklage eller kritisere noget som helst enkelt særligt Folk eller nogen som helst enkel særlig Nation er naturligvis en Selvfølge. Det er kun den Anvendelse af den tekniske Kunnen i det dræbende Princips Tjeneste, den samlede Jordmenneskehed i Almindelighed udløser, jeg her har ønsket at paapege.

Desuden maa man jo huske paa, at intet som helst kunde i Dag paa nogen som helst Maade være blevet fuldkomnere, end det netop er. Tror man ikke, at enhver Part i en Sag og dermed ogsaa i en Krig anstrenger sig til det yderste med Hensyn til Udløsningen af, hvad den i Øjeblikket tror og erkender som det absolut klogeste og fuldkomneste for Opnaaelsen af sin Ret eller formentlige Ret? – I modsat Fald maatte den jo være abnorm. Alt er i Øjeblikket saaledes det fuldkomneste, det overhovedet kan være paa Grund af Menneskehedens Fortid og med Henblik paa det, der er Guds Plan med den samme Menneskeheds Fremtid. Og vi maa saaledes erindre, at det er Menneskehedens Vej frem imod "Visdommen"s eller "Lysets Port", vi her har for os. Og som jeg har paapeget, er denne Vej rigt udstyret med Detailler. Ja, var den ikke ligefrem et helt Orgie af yderst optrukne, svære Kontraster, der tilsidst mundede ud i de mest forfærdelige og bloddryppende Skæbner med Krig, Lemlæstelse, Død og Undergang? – Og dette er altsaa Vejen til – ikke "Helvede" – men "Lysets Port". Denne Vej var ikke en Dans paa Roser, den var stenet, haard og ujævn, selv om den naturligvis ogsaa havde sine lyse Sider. Man vandrede sig til Blods, blev indhyllet i Sorg, Smerte og Lidelse, blev fyldt med Had, der kulminerede i en Forgiftning af den Himmel, det Lys og den Varme, der ellers gennem Livene har givet os Farve, Energi og Livskraft, saa vi end slet ikke engang selv kunde rette vort døende Blik imod den. Og her kom vi til Kapitulationen af vor egen Selvtillid. Her opdagede vi den totale Værdiløshed i dette med elektriske Kontakter eller Tryk paa Knapper at kunne beherske Elementerne. Man opdagede, at dette i alle Fald foreløbig ikke var "Livet", men derimod – "Døden".

Men naar denne omfangsrige, geniale tekniske Viden og Kunnen saaledes betød "Døden", hvad var saa Livets Mening? – Ja, har blev hele Livet til et eneste stort Spørgsmaal, der afslørede for os den ene absolutte Kendsgerning, at vi nu vidste, at vi intet vidste. Og vi er saaledes her kommet til den absolut højeste Viden, der kan erkendes eller tilegnes paa den rent fysiske Side af den "himmelske Port". Ja, denne Viden er intet mindre end selve "Nøglen" til nævnte "Port" og dermed til det bag denne funklende og lysende: "Rigtige Menneskerige".

Denne umaadelige Vandring igennem en uendelig Kæde af Liv i Sorg og Lidelse, Smerte og Lemlæstelse havde altsaa ikke været forgæves. Den havde dog bragt en "Viden", om end en ganske anden end den, man ellers havde tænkt sig. Den havde vist os, at man foreløbig ikke var den Storhed eller Kapacitet i Viden og Aand, Skabelse og Villieføring, man selv havde indbildt sig og derfor været pralende med. Da Pral igen er det samme som "Hovmod", førte Livsvandringen os altsaa imod dette "Hovmod"s Fald. Men der hvor "Hovmod" fjernes fra Bevidstheden, kan normalt kun "Ydmyghed" blive tilbage.

Som De her vil kunne forstaa, er "Ydmyghed" saaledes i første Instans kun "Erkendelse af sin egen Underlegenhed". "Ydmyghed" er altsaa ikke, som nogle maaske tror, Udtryk for en tilbedelsesagtig, krybende Slavenatur, der blindt underkaster sig ethvert Tyranni eller Misbrug. En saadan Natur er ikke "Ydmyghed", men derimod det samme som en af "Frygt" for Brutalitet og Terror fremkaldt "Dressur". En saadan Tilstand har naturligvis intet at gøre med det store Facit eller Livsmaal i Form af absolut Selverkendelse, som Livsvandringens mange Labyrinter, Lidelser og Besværligheder eller særlige Struktur har tilsigtet.

Vi maa saaledes her skelne mellem "Frygt" og "Ydmyghed". Medens "Frygt" giver sig Udslag i en tvungen Underkastelse eller "Underdanighed", giver "Ydmyghed" sig Udslag i naturlig og frivillig "Ærbødighed", Beundring af en naturlig eller virkelig sjælelig Overlegenhed, ligegyldigt hos hvem den saa end maatte forekomme. Da "Ydmyghed" som nævnt er en uforbeholden Selverkendelse af egen aandelig Uformuenhed eller Underlegenhed, bliver det let at se, at denne Bevidsthedstilstand er det eneste, der kan lukke "Visdommens Port" op eller er den absolut eneste Indstilling, der kan lukke op for ny Viden og Kundskab. Uden Erkendelse af egen Underlegenhed, kan der jo umuligt blive Tale om Modtagelighed for Belæring, Undervisning, Raad og Vejledning, thi uden denne Erkendelse vil man jo netop tro, at man selv sidder inde med den fornødne Kundskab. Som en logisk Følge heraf vil man derfor betragte enhver anden Belæring, ikke alene som ganske overflødig, men ogsaa ligefrem som fejlagtig, idet man jo ikke forstaar, at det er ens egen Viden eller Opfattelse, der er forkert. Ja, man vil maaske endog begynde at docere denne falske Viden, man har paa dette eller hint Felt og kæmpe for netop i Kraft af den at blive anerkendt som Kapacitet i samme Felt og betragte enhver, der ikke bøjer sig herfor, som sine Fjender. Man bliver saaledes fyldt med Fjendskab og Intolerance imod de virkelige Kapaciteter i det paagældende Felt. idet man i Kraft af sin egen indbildte Autoritet slet ikke kan anerkende eller forstaa disse. At dette maa føre til Katastrofe er naturligvis givet. Den falske Autoritet kan jo ikke i Længden staa Maal med den ægte.