Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et af de grundlæggende elementer i Martinus Kosmologi er hans analyse af det levende væsen, som han opdeler i X1, X2 og X3. Ingen af X'erne kan eksistere uden de to andre, så når vi diskuterer dem hver for sig, er det kun af forståelseshensyn.

X1 unddrager sig enhver analyse og kan derfor kun udtrykkes ved at benævne det "noget, som er". X2 indeholder et urbegær og evnen til at tilfredsstille det i form af en skabeevne og en evne til at opleve det skabte. X2 udgør således bindeleddet mellem X1 og X3, som er alt det skabte, der igen er udtryk for bevægelse.

Men lad os vende tilbage til X1. Hvad skal X1 bruges til. Det kan jo ikke noget. X2 og X3 er forståelige. Det drejer sig om evnen til at skabe og så få gjort noget ved det. Men X1 er blot noget, som er, umanifesteret og udtryk for en evig stilhed. Hvorfor er X1 nødvendig, for at vi kan fremtræde som levende væsener? Forklaringen ligger lige for. X1 er i os hele tiden, uden at vi dog er os bevidst, at det er vores egen udødelighed, vi oplever.

Hver gang, vi bruger ordet JEG, er X1 i funktion. Jeg går, jeg spiser, jeg ville gerne…, jeg ønsker mig…, jeg er glad, jeg er dårlig osv. Vi har svært ved at sige en sætning, uden at der indgår et JEG. Det er umuligt at forestille sig en sætning, som blot består af går, spiser, gerne, ønsker, dårlig. Der mangler noget i sætningen. Der mangler et JEG. JEG'et er udtryk for X1.

Vi er nødt til at have et fast punkt for overhovedet at kunne opleve. Enhver oplevelse bygger på kontraster. jeg'et er det faste punkt, den evige stilhed, som er kontrasten til alt det skabte, som igen er udtryk for bevægelse. Når kontrasten er til stede, kan oplevelse finde sted.

Enhver skabt foreteelse er underlagt tids- og rumdimensionen. Dermed har den en begyndelse og må nødvendigvis også have en afslutning. JEG'et derimod er ikke underlagt tid og rum. Det er evigt. Kun det evige kan opleve det timelige. Dermed har vi også gjort klart, at hver gang, vi bruger ordet JEG, er det kun muligt, fordi X1 som det faste punkt udgør en uadskillelig del af det levende væsen.

I Martinus' gennemgang af talsystemet beskriver han nullet som det faste punkt, hvorfra alle andre tal udspringer. 0 i talsystemet svarer til X1. Alle andre tal er udtryk for bevægelse, men de kan kun opleves, fordi der eksisterer et 0, eller et X1.

Hvis X1 ikke eksisterede, ville al oplevelse blive umulig, og der ville ikke være noget, der hed et levende væsen.

Men når evigheden korresponderer med timeligheden, opstår en kontrast, som gør det muligt at opleve.

Med andre ord, hvis ikke vi var evige og udødelige, ville vi ikke eksistere som levende væsener.

Dermed er det også tilladt at resonere omvendt. Da vi nu er levende væsener, er vi altså også udødelige.