Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En læser spørger: Vi tiltrækker bestemte mikroindivider til vores fysiske og psykiske organisme, og vi tiltrækkes selv til bestemte forældre ved undfangelsen. Er dette i virkeligheden den samme lov, som den materialistiske videnskab kender, og som man benytter sig af, når man indstiller sin radio og derved tiltrækker bestemte radiostationer?
 

SVAR: Ja, der er i princippet tale om den samme lovmæssighed, – blot med den forskel i opfattelsen, at den materialistiske videnskab ikke anerkender, at vi i virkeligheden er elektriske væsener. Martinus udtrykker det på den måde, at "hele det levende væsens daglige liv består jo udelukkende i oplevelsen af tiltrækning og frastødning."

Dit eksempel med, at vi tiltrækkes til bestemte forældre, er udmærket, og Martinus bruger det selv i den lille bog nr. 5, Den Ideelle Føde, kap. 9. Her skriver han bl.a.: "Ved deres seksuelle samleje har de nævnte to væsener således tilsammen virket som "modtagerapparat" for et ufødt individs glorie eller "bølgelængde". Denne "bølgelængde" bliver igen direkte fastholdt af "modtagerapparatets" "kondensator", hvilket vil sige hunvæsenets befrugtningsorganer. (....) Thi da ethvert diskarneret individ udgør en "bølgelængde", og dennes karakter udgøres af de vaner og tilbøjeligheder, opbyggelser og nedbrydelser af skabeevnen, individet i dets sidste forudgående fysiske inkarnation opelsker, og denne særlige begrænsning af "bølgelængden" betinger tilsvarende særlig indstilling af "apparaterne" for sin "modtagelse", kan intet diskarneret individs "åndsglorie" blive tiltrukket af noget "apparat", hvilket vil sige medium eller forældre, der ikke på en eller anden måde er indstillet på samme "bølgeområde". (....) således at intet individ ved arvelighed kan påføres tendenser, gode eller slette, som det ikke oprindelig selv er ophav til."

Om dette elektriske system forklarer Martinus på en uhyre fascinerende måde i Livets Bog 1 stk. 224, hvor han kalder vort hjerne- og nervesystem for individets port ind til den åndelige verden. Han skriver videre: "Da alle åndsfunktioner er af "elektrisk" natur, kan de kun komme til fysisk udløsning eller reaktion gennem et "lednings-" eller "antennesystem". Et sådan system har individet netop i sit hjerne- og nervesystem. Da dette system består dels af fysiske energier og dels af åndsenergier, kan det indstilles til forskellige grader af finhed og derved bringes til at sættes i kontakt med tilsvarende grader af fysiske eller åndelige energier eller energibølger."

Men den materialistiske videnskab er – på det nuværende udviklingstrin – slet ikke indstillet på disse tanker, men mener tværtimod, at hjerne- og nervesystemet er selve årsagen til vore åndsfunktioner. Også her sammenligner Martinus med radiobølgerne, idet han skriver: "Ligesom antennen ikke er årsagen til den musik eller det foredrag, der gennem et til denne knyttet radioapparat modtages, men kun udgør et center, gennem hvilket musikkens eller foredragets elektriske form kan modtages og bringes videre til apparatets andre centrer og der blive omsat til sin oprindelige form, således er hjerne- og nervesystemet absolut heller ikke årsag til denne eller hin gennem samme system forekommende synlig manifestation, men kun udgørende et afsender- og modtagersystem for reaktionerne mellem individets legemskultur og grundenergierne i form af elektriske bølger."

Og endelig tilføjer Martinus advarende, at "ligesom modtagelsen eller afsendelsen gennem et radioapparat bliver disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de enkelte dele af dets tilbehør, således bliver reaktionsforplantningerne gennem hjerne- og nervesystemet naturligvis også disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de særlige centre eller komplekser i nævnte system".

Og disse disharmonier i vores bevidsthed kender vi kun alt for godt i vores daglige tilværelse som visse sygdomme. Men det er en anden historie.