Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I et langt og velskrevet brev fortæller en læser om de problemer, han har med at kende forskel på godt og ondt i forbindelse med sit daglige arbejde, der blandt andet omfatter u-landsarbejde. Han skriver, at da han selv er vegetar, gik han "nærmest i panik", fordi et projekt drejede sig om finansiering af fiskefabrikker og fjerkræslagterier i nogle udviklingslande. Og senere kommer han til at arbejde med asylcentre, "hvor der bliver serveret kød. Er jeg så ikke indirekte med til at befordre dette? Jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af, hvad der giver de færreste lidelser. Det er, som om jeg ikke kan kende forskel på godt og ondt for mine medmennesker, hvilket afføder samvittighedsnag hos mig."
 

SVAR: Jeg har fået en del andre breve, der i princippet drejer sig om den samme problemstilling, selv om emnerne naturligvis har været nogle andre. Men fælles for spørgerne er, at man måske ikke helt har forstået to områder af Martinus' analyser, nemlig dels, at mørket og lidelserne er nøjagtig lige så uundværlige som lyset, og dels det store facit, at "alt er såre godt".

Lad os først se på det rent praktiske: Kødspiseri contra vegetarisme. Hver gang jeg støder på dette spørgsmål, får jeg lyst til at spørge: Hvorfor skulle man dog blande sig i, hvad andre mennesker spiser? De fleste af os har jo selv gennemlevet et udviklingsforløb, hvor vi med god samvittighed har spist kød, og dernæst, – på basis af Martinus' analyser – har besluttet os for, at vi vil være vegetarer, fordi vi ikke vil deltage i de ufattelige lidelser, dyrene er udsat for. Vi kan og skal tage ansvaret for, hvordan vi selv lever, – men hvordan andre ønsker at leve, har vi intet som helst ansvar for. De lidelser, væsenerne gennemgår i passagen af dyreriget, kalder Martinus for et "absolut uundværligt evne- og fornyelsesområde". I Livets Bog 6, stk. 2394, skriver han direkte, at Guddommens omsorg for de levende væsener ikke kan "opløse eller ophæve livets principper og fx frigøre dyrene fra slagtebænken eller frelse mennesker fra en skæbne, der ganske vist er lidelse, men udgør en absolut nødvendighed i fuldkommengørelsen af væsenets udvikling i humanitet og intellektualitet. Denne guddommelige kosmiske hjælps mission er at hjælpe alle væsener til at være i kontakt med livets bestemmelse på de udviklingstrin, hvor de befinder sig."

Det helt epokegørende ved Martinus' analyser er netop, at han giver os en logisk forklaring på dét, han kalder "mørkets samarbejde med lyset." Det ER vanskeligt at forstå på vores nuværende udviklingstrin, og det ER et vældig stort studium at nå ind til denne inderste kerne af Martinus' kosmologi. Læs fx i Livets Bog 5, stk. 1629 og fremefter. Her konkluderer Martinus direkte, at "hvis ikke man kommer til forståelse af mørkets mission, kan man heller aldrig komme til at opleve selve livets grundfacit, nemlig dette, at "alt er såre godt"." Her er vi ved kernepunktet.

Martinus siger ikke, at "alt engang vil blive godt". Nej, det helt afgørende facit er, at "alt ER såre godt". Læs Martinus' artikel af samme navn i Kosmos nr. 7-1993. Lad mig citere herfra: ".... i samme grad man ikke kan se, at livet er fuldkomment, eller at alt er såre godt, i samme grad er man offer for pessimisme, der er det samme som modsætningen til livslykke og sjælefred. Man vil være offer for sort livssyn, bekymringer, skuffelser, sorg, had og livslede i samme grad, som man ikke forstår det bibelske facit: "Alt er såre godt"."

Tænk, hvor verden er vidunderligt indrettet: Hvert eneste levende væsen har et skæbneelement, et evighedslegeme, som er underkastet en lovmæssighed, der bevirker, at man aldrig nogensinde kan komme ud for noget, der er direkte uretfærdigt. Ubetinget ALT, hvad der sker et menneske, er afhængig af, hvad dette menneske selv har foretaget sig. ALT er belæring og fører os frem mod en afbalanceret lykkefølelse. Man finder måske den mest direkte beskrivelse af dette, hvis man læser i Det Evige Verdensbillede, bind 1, symbol nr. 15 og 16.

Det er som en åndelig vitaminindsprøjtning –!