Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En læser skriver: "Det er mig inderligt imod at forestille mig, at jeg skulle modtage et hjerte fra et andet menneske (eller fra en gris!), hvis jeg skulle få en hjertesygdom. Og tanken om at donere mine organer til brug efter min "død" er mig også meget imod, – altså rent følelsesmæssigt. Men det kærligste ville vel være med glæde at lade sine organer bruge til at redde et andet menneskes liv, – eller hvad? Da Martinus levede her hos os, var organtransplantation vel endnu ikke en mulighed, i hvert fald ikke af hjerter. Men har man noget indtryk af, hvad Martinus ville mene? Og hvad er din personlige opfattelse?
 

SVAR: Som bekendt fortæller Martinus os, at hele verdensaltet består af levende væsener inden i levende væsener. I Livets Bog bind 1, stk. 271 nævner han udtrykkeligt, at alle de organer, som vores organisme er bygget op af, hjernen, hjertet, lungerne, leveren osv., hver især udgør et levende væsen.

Men inden vi går videre, vil jeg godt lige kommentere din bemærkning om "at redde et andet menneskes liv". Hvordan ville du dog bære dig ad med at gøre dét – ? Ethvert liv er evigt, det er aldrig begyndt og vil aldrig ophøre med at eksistere. Du må derfor, hvis vi skal holde os til Martinus' analyser, omforme sætningen til "at forlænge et menneskes ophold i den fysiske lidelseszone". For det er jo dét, der sker, hvis man forlænger et menneskes inkarnation ved en organtransplantation.

Dermed kan man sige, at spørgsmålet er besvaret, – eller at det er bortfaldet. Men så enkelt er det vel ikke for alle mennesker.

Martinus har ikke direkte omtalt organtransplantation i Det Tredie Testamente. Men i anden forbindelse har han talt om dødskriteriet, og det giver os måske et lille fingerpeg. Det er protokolleret ved et rådsmøde i 1971 og lyder:

1. Mennesket må dø, når der ikke længere findes naturlige livsmuligheder for det.

2. Det er uheldigt for livet i den åndelige verden at holde liv i en krop ud over mulighederne for at genvinde de naturlige livsmuligheder i rimelig grad.

3. De nuværende metoder til at holde liv i fx en fuldstændig hjerneskadet person anvendes i overdreven grad.

4. Der må oprettes en myndighed til at afgøre, når der ikke længere skal holdes liv på kunstig vis.

5. Organtransplantation er en unaturlig proces og bør ikke finde sted uden den pågældende persons udtrykkelige samtykke.

Det er, hvad Martinus har sagt. Punkt 5 opfatter jeg sådan, at hvis en person brændende ønsker at "forlænge livet" ved en organtransplantation, så er det helt i orden. For den pågældende påtager sig jo selv den karmamæssige følgevirkning, bevidst eller ubevidst, på samme måde som ved alle de øvrige valg, vi foretager.

Til slut spørger du om min personlige mening: Min kone og jeg har forlængst via sundhedsmyndighederne indsendt et donorkort, hvorpå vi pointerer, at vi ikke vil modtage organer, – og heller ikke vil afgive organer, når vi dør.

Men som så ofte før må vi pointere, at Martinus ikke er en guru, der opstiller regler for, hvad man må og ikke må. Han stiller sine kosmiske analyser til vores rådighed, – og så må enhver tage stilling, – ud fra egen personlig opfattelse og egen forståelse af disse analyser.