Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I sidste nummer af Kosmos behandlede vi et spørgsmål om "engle", sådan som Martinus definerer dette begreb. Nu vil vi gå videre med spørgsmålet: Er der mennesker, der kommer fra andre kloder, – og hvor er de i så fald placeret på menneskehedens vældige "udviklingsstige"?

 

SVAR: Her må vi først og fremmest gøre os klart, at den jordklode, vi lever på, er et levende væsen, som alle de mange – nej UTALLIGE – kloder i universet. Nogle er længere fremme i udvikling end vores jordklode, andre er "bagude". I øjeblikket er vores klode lidt speciel, – den står over for i løbet af de kommende ca. 3000 år at skulle have dét, Martinus kalder "kosmisk bevidsthed". Og hvad følger deraf? Jo, at dens "hjerneceller" – altså menneskeheden – også skal have denne bevidsthed.

Her har vi en af forklaringerne på, at antallet af mennesker på jorden i løbet af ca. 100 år er øget fra under 2 milliarder til nu ca. 6 milliarder. Hvor kommer disse mange "sjæle" dog fra? De kommer fra beslægtede kloder, – de kommer hertil, fordi de her kan få netop dén karma, som ragnarok-perioden giver dem, – og derved nå frem i udvikling til det nævnte punkt, kosmisk bevidsthed.

Omvendt: Hvis der findes mennesker så primitive, så ondskabsfulde, så grusomme mod deres medmennesker, at selv denne ragnarok-karma ikke formår at ændre deres medfølelsesevne, så inkarnerer de næste gang på en anden klode, som blot er lidt længere "bagud" i udvikling.

Dette er i nøje overensstemmelse med REINKARNATIONSPRINCIPPET: Man fødes nøjagtig dér, hvor man kan få de rette betingelser for éns videre udvikling.

Hvad siger Martinus om denne "interplanetariske rejseaktivitet": Livets Bog 1, stk. 247, vedr. "the missing link": "Væsenernes passage af dette mellemled kan derfor ikke mere opleves på jordkloden, men foregår....på andre kloder." Stk. 284: "Her må man forstå, at de levende væseners udvikling, ikke for noget som helst væsens vedkommende, evigt er knyttet til den klode, på hvilken de for tiden oplever livet, men har haft en forudgående og vil få en efterfølgende udvikling på helt andre kloder i verdensaltet. Væsenernes udvikling manifesterer sig således i baner, der strækker sig fra klode til klode."

I bind 7, stk. 2613, fortæller Martinus hvad der TIDLIGERE skete med mennesker, der var nået så langt frem i udvikling, at de så at sige ikke mere passede til klodens og menneskehedens udvikling: "Når et menneske i fortiden nåede et fremtrædende stadium i poludviklingen, var der i virkeligheden ikke mere betingelser for et sådant væsens videre udvikling på jorden. Det måtte derfor inkarnere på en anden klode, hvor menneskene var så langt fremme, at nævnte poludvikling her næsten var almengældende. Dette vil derimod nu ikke mere ske i nogen særlig overvældende grad, eftersom et meget stort antal mennesker på jorden er langt fremme i omtalte udvikling..."

Endelig slår Martinus fast i Livets Bog bind 5, stk. 1890, at "...heldigvis er der orden i verdensstrukturen. (....) Væsener, der er vokset op til livsbetingelser, som Jorden ikke kan yde, kan ikke mere inkarnere i dens sfære. Det levende væsen kan kun tiltrækkes imod sfærer, der har betingelser for dets videre udvikling."

Der kunne henvises til flere eksempler på denne "interplanetariske rejseaktivitet" til og fra vores jordklode, bl.a. i Det Evige Verdensbillede. Men princippet er overalt det samme: Ved reinkarnationen tiltrækkes vi altid til det makrovæsen, som kan give os de rette udviklingsmuligheder – !

Og her står vi så, ca. 6 milliarder mennesker, billedligt talt placeret på en lang, lang udviklingsstige, der strækker sig fra de mest brutale, primitive trin, til de mest humane og næstekærlige. Vores placering er ene og alene bestemt af vores MORALSKE udvikling. Måske har vi alle en smule tilbøjelighed til at overvurdere vores placering. I Det Evige Verdensbillede , bind 3, symbol nr. 33, fig. 12, fortæller Martinus om begrebet "selvdyrkelse": "Hovmodet er en tankeart, i hvilken væsenet overvurderer sin egen mentale og fysiske kapacitet. Det opfatter mere eller mindre sig selv som alle andre mennesker overlegen...".

Personligt har jeg truffet nogle højtudviklede mennesker. Men ingen af dem har selv omtalt deres høje udvikling, – endsige pralet med den. Den har kun givet sig udslag i en udpræget human og tolerant indstilling til alt og alle, – og i en udpræget beskedenhed –!

Nu kan vi altså konkludere: Vi er alle en slags "interplanetariske" væsener, – og vi er alle anbragt på en udviklingsstige, hvor vi kan hjælpe hinanden. Nogle er højt udviklede, andre mere primitive. Og jo mere humant udviklede vi er, jo mere har vi trang til at hjælpe andre. Om vi har lyst til at kalde os for "lysarbejdere", som spørgeren taler om, beror nok på vores egen (u)beskedenhed.