Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En studiekreds stiller nogle spørgsmål, der alle mere eller mindre har med forståelsen af begrebet udviklingsstigen at gøre: I forbindelse med symbol nr. 5, Vejen mod lyset, i Livets Bog bind 1, forklarer Martinus, at vi gennem vore inkarnationer stadig går fremad i udvikling. Men er der ikke somme tider tale om en tilbagegang, når vi for eksempel gør umådelig meget ondt overfor andre, eller lever et så usselt liv, at vi derved ødelægger vore talentkerner? Næste spørgsmål lyder: Der har tidligere eksisteret høje kultursamfund som fx Atlantis og andre. Vi mener, at menneskehedens udvikling følger jordklodens, – men hvordan forholder disse høje kulturers udvikling sig da til jordklodens? Og endelig det sidste spørgsmål: Når Jesus skulle gennemleve de frygtelige lidelser ved korsfæstelsen, må det jo være en karma, som han endnu havde til gode at gennemleve for sin egen udviklings skyld? Hvis svaret er nej, tangerer det jo alt for meget den religiøse og ulogiske opfattelse, at Jesus døde på korset for vore synders skyld.

SVAR: Det er rigtigt, at set fra vort lokale synsfelt, hvor vi kun kan overse et begrænset forløb, må det somme tider se ud, som om vi går tilbage i udvikling. Men Martinus ser som bekendt tingene i et langt større perspektiv. I Livets Bog bind 1, stk. 44, besvarer han selv dette spørgsmål, idet han skriver: "Men da væsenerne efter at have passeret begge en spirals to halvdele har udviklet sig til at kunne indtræde i en ny fortsættende spirals langt større dimensioner i udvikling fra lys til mørke og fra mørke til lys, vil de samme væseners nedadgående (min fremhævelse) såvel som deres opadgående bue være at stadfæste som en uafbrudt opadgående bane. Denne opadgående bane er igen identisk med det, vi i den daglige tilværelse kender under begrebet "udvikling"."

Det andet spørgsmål er egentlig ganske ukompliceret: Der har været flere tilsyneladende "højt udviklede" samfund gennem menneskehedens historie. Men når Martinus taler om høj udvikling, mener han dermed en høj moralsk udvikling, formuleret i ordene "hvad kan man nænne at gøre overfor andre levende væsener". Og så var de pågældende samfund jo ikke specielt højt udviklede, men passede udmærket til kloden.

Det sidste spørgsmål vedr. Jesu karma hører så at sige til de "klassiske", der dukker op med års mellemrum. I Livets Bog bind 6, stk. 2120 til 2123 giver Martinus en både smuk og uddybende forklaring. Han slår fast, at kærlighedsevnen er noget, man kun kan tilegne sig igennem udvikling, dvs. gennem dét, vi kalder mørket. Men så tilføjer han, at i denne udviklingsepoke bliver vi på et givet stadium så intellektuelle og humane, at vi vil kunne "vejledes og bibringes de oplysninger og erfaringer om livsloven og væremåden, som kan forkorte vejen til lyset" for os. Med andre ord: Der er absolut ikke tale om, at Jesus døde på korset for vore synders skyld. Men hvad var da hensigten? Martinus fortæller om disse "verdensgenløsere", at de naturligvis ikke hører hjemme i "det dræbende princips tilværelsesplan", og han fortsætter: "Men som følge af, at de netop er udviklet til den kærlighedsstandard, i kraft af hvilken man giver sit liv for andre, viger de ikke tilbage for at forlade deres høje tilværelsesplan for at fødes i det dræbende princips sfære eller dyreriget, for med deres væremåde og visdom at vejlede og hjælpe de her eksisterende væsener, der søger efter en højere tilværelsesform. (min fremhævelse). At denne neddykken til de lavere planer er frivillig og udelukkende alene båret af kærligheden til at hjælpe de søgende væsener ud af mørket og frem til livets højere og mere solrige egne er selvfølgeligt." Senere fortæller Martinus direkte, at mørke og lidelse ikke blot er noget, der påføres væsenerne på grund af deres primitivitet og uvidenhed, men at det også er noget, de frivilligt og vågen dagsbevidst kan påføre sig selv.

Så hvis Jesus og andre i verdensgenløsningens tjeneste ikke havde "åbenbaret den virkelige næstekærlighedens mentalitet", så ville menneskeheden ikke "ved noget eksempels magt eller ved nogen forkyndelse være blevet befrugtet med humanistisk viden eller væremåde. Dens drabs- og krigsmentalitet og dermed dens ulykkes- eller lidelsesepoke ville komme til at vare tusinder og atter tusinder af år længere, end det nu bliver tilfældet."

Sagt på en anden måde: Jesu skæbne, og hans ord på korset "Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør", blev et lysende eksempel på, hvor langt et menneske kan nå, når det er udviklet til at være "i Guds billede". Selv efter totusinde år optager dette drama os!

Men læs selv de omtalte stykker i Livets Bog bind 6. Det er en smuk oplevelse – !