Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I et længere brev giver en læser udtryk for en misforståelse vedr. tidspunktet for, hvornår vi i det rigtige menneskerige begynder at kunne materialisere og dematerialisere vore organismer. Vedkommende skriver bl.a.: "Et eller andet sted skriver Martinus, at det først er i den sidste del af det rigtige menneskerige at vi begynder at materialisere og dematerialisere os. Hvis det forholder sig sådan, kan jeg slet ikke få logikken til at passe. For det betyder jo, at vi skal blive ved med at føde børn i det meste af menneskeriget. Det virker meget utilfredsstillende at noget virker så ulogisk, så uforståeligt –!"

SVAR : Må jeg først – i al stilfærdighed – anføre, at når noget i Martinus verdensbillede virker ulogisk, og man bliver frustreret og måske endda lidt irriteret, så tror jeg, at man først og fremmest skal vende blikket indad mod sig selv: Er det éns egen forståelse, der ikke rigtig kan følge med, eller har man måske ikke sat sig godt nok ind i den meget omfattende stofmængde? – For jeg kan forsikre, at logikken ikke mangler i Martinus analyser.

Det er vigtigt at forstå, at al udvikling, al omskabelse fra én energitilstand til en anden, ikke sker brat og pludseligt, men ganske langsomt og glidende. Med Martinus' ord: "Rigerne glider mildt ud af hinanden" –! Og "menneskeriget" er netop et overgangsrige mellem den fysiske og den åndelige verden. I første del af dette rige begynder reinkarnationsprincippet at aftage og erstattes derefter af materialisation og dematerialisation. Martinus beskriver det levende og klart i fx Livets Bog bind 6, stk. 1969: "Først i de senere og højeste udviklede stadier af sin inkarnation i den fysiske materie kan væsenet få åndelig dagsbevidsthed med ind på det materielle eller fysiske plan. Det er dette, der sker til fuldkommenhed ved den store fødsel eller indvielse. Men her er reinkarnationsprincippet også i forfald eller aftagen i samme grad, som netop den åndelige dagsbevidsthed trænger ind i den fysiske hjerne. – Og væsenets inkarnation eller fremtræden i fysisk materie bliver mere og mere æterisk. Den fysiske organisme bliver efterhånden så gennemtrængt af åndelige materier, at reinkarnationen i denne tilstand foregår i vågen dagsbevidst villiestyring af væsenet selv."

I Det Evige Verdensbillede bind 4, stk. 34.20 skriver Martinus: "Først når mennesket er færdigudviklet og blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse, vil materialisations- og dematerialisationsprincippet afløse det ufærdige menneskes nuværende fødsels- og dødsproces." Og hele slutfasen i menneskets forvandling fra jordmenneske til "rigtigt menneske" skildrer Martinus indgående i Livets Bog bind 5. Men det er unægtelig et vældig stort arbejde at sætte sig ind i hele dette forløb. Jeg skal i det følgende hjælpe lidt på vej: I stk. 1912 skriver Martinus: "Væsenet får kosmisk bevidsthed på det tidspunkt, hvor dets modsatte pol når at blive jævnbyrdig med den ordinære pol, og væsenet er da et kosmisk bevidst væsen. Det har kristusbevidsthed. Det er et menneske i Guds billede. Men dette betyder ikke, at dets fysiske organisme pludselig er blevet et færdigudviklet organ eller redskab for topoletheden. Forvandlingen af jordmenneskets fysiske organisme fra at være énpolet til topolet kan naturligvis kun være et resultat af væsenets indre sjælelige eller psykiske forvandling fra dyr til menneske. Den fysiske organismes forvandling må derfor være et vist stykke tid bag efter den åndelige fødsel. – Dette betyder så igen, at et kosmisk bevidst eller indviet væsen kommer til at leve i en epoke, inden for hvis område dets fysiske organisme ikke er færdigforvandlet, så den helt passer for den topolede seksuelle udløsning. Den vil derfor i tilsvarende grad stadig fremtræde som et organ eller redskab for énpoletheden indtil den modsatte pols talentkerner for skabelsen af en topolet organisme er så fundamental, at de i en ny inkarnation overtager den totale opbygning af den fysiske organisme. Da bliver denne organisme ikke mere énpolet, men topolet. På dette tidspunkt kommer det kosmisk bevidste væsen til at opleve den sidste fase i sin kosmiske indvielse."

Efter dette lange citat forstår man altså, at Martinus' forklaring på dette afgørende punkt i det enkelte menneskes udvikling er ganske klar og logisk. Er man virkelig interesseret i emnet kan man studere de anførte steder, og fx læse videre i Det Evige Verdensbillede bind 3, hvor Martinus forklarer symbol nr. 33. Her fortæller han bl.a. om den sidste del af "menneskeriget": "Foruden at kunne bevæge sig i det rigtige menneskeriges åndelige sfære, kan det (væsenet) nu også, alt efter ønske og interesse, manifestere og opleve i visdomsriget og den guddommelige verden. Disse åndelige verdener er ikke så adskilte som planteriget og dyreriget og som dyreriget og menneskeriget."

Selv om det fremførte spørgsmål omhandler en periode i menneskehedens historie, der ligger langt ude i fremtiden, giver det altså anledning til et spændende og fascinerende studium af Martinus' værker.