Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En læser fra Island stiller nogle spørgsmål om bøn og velsignelse:

1) Man gør mange ting mere eller mindre automatisk, såsom at bede Fadervor, slå korsets tegn for sig eller velsigne ens børn. Hvad nytter en udenadlært bøn, som man beder tankeløst? 2) Bliver bønnen stærkere, hvis man beder i en gruppe eller hvis man beder i Jesu navn – og hvorfor? 3) Hjælper det at velsigne nogen, f.eks. at ønske dem helbredelse for en sygdom – det kan vel ikke forandre deres mentalitet og vende deres karmabølger bort fra dem?

SVAR: Jeg vil ikke lægge skjul på, at netop bøn er et af mine yndlingsemner, fordi jeg personligt har erfaret, hvilken mirakuløs kraft, der ligger i bønnen. Men først og fremmest er det nødvendigt at forstå, hvad selve begrebet indebærer. Martinus kalder jordmenneskets vekselvirkning med Guddommen for "meget forkludret og primitiv", og han forklarer hvorfor: "Der forekommer to slags henvendelser til Guddommen, nemlig: den almindelige form for "bøn" og så væsenets daglige forhold til sin næste." Det sidste glemmer vi som regel, når vi taler om bøn.

I Livets Bog 3 stk. 754 og fremefter giver Martinus en betagende smuk forklaring på bønnens natur. Herefter er man ikke i tvivl om, at hvis man blot tankeløst "aflirer" en udenadlært remse, kommer bønnens kraft ikke til udfoldelse. Og Martinus nævner direkte, at der absolut ikke er nogen grund til "at stille sin intime bøn ... til skue på gader, stræder eller andre offentlige steder eller i forsamlinger, således som det i stor udstrækning er blevet mode eller skik og brug inden for de religiøse bevægelser." Derimod giver Martinus i sin lille bog Bønnens Mysterium en særdeles god forklaring på, hvorfor man beder "i Jesu navn": "At bede om noget i "Jesu navn" var altså det samme som at bede om noget i Jesu ånd. At bede om noget i Jesu ånd vil således igen være det samme som at bede om noget i kontakt med alkærligheden, hvilket vil sige: uselviskheden."

Endelig har vi det tredje spørgsmål: Det besvarer Martinus sådan set selv, hvis man læser i Livets Bog 3 stk. 757: "Alle naturlige og normale bønner bliver bønhørte, men ikke altid således som den bedende selv ønsker det, men derimod som Gud ønsker det, hvilket igen vil sige: på den måde, der i længden bliver til størst velsignelse for den bedende selv, ganske uafhængigt af, hvad han så end selv måtte tænke eller mene om denne bønhørelse i øjeblikket." Og her er vi så – som så ofte før – tilbage ved karmaloven og dens virkninger: Vi skal ikke søge at undgå den modgang og de lidelser, der har til formål at bringe os videre i vores udvikling. Derimod skal vi søge at klare disse lidelser med livsmodet i behold. Læs f.eks. i Livets Bog 6 stk. 2383: "Igennem bønnen overfører Guddommen kraft og styrke fra de stærkere væsener til de mindre stærke eller svage væsener, og hvorved disse bliver støttet og kommer meget lettere igennem deres kriser eller genvordigheder, så de i bedste tilfælde endog med glæde kan komme igennem de mørke situationer i deres skæbne."

Det er således ulejligheden værd at gennemlæse de nævnte steder i Martinus' litteratur. Mennesket skulle bare vide, hvilken magisk kraft, bønnen er ...

(Fremhævelserne i citaterne er forfatterens).