Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvis man sammenligner med, hvad der ellers sker af død og ødelæggelser i en krig, kunne man kynisk sige, at det vel egentlig ikke var så slemt, det der skete den 11. september 2001 i New York og Washington. Og dog er rædslen i hele den vestlige verden uhyre stor. Hvorfor? Fordi det på dramatisk vis blev tydeligt, hvor sårbar og ubeskyttet selv den bedst rustede magt i verden i virkeligheden er. Vi må erkende, at uanset hvor uhyrlige summer vi poster i militære anstrengelser, nytter det dog så lidt. En virkelig fred opnår man alligevel ikke med sådanne midler, det er mange mennesker helt klare over. Men nu er det også blevet tydeligt, at truslerne kan være så mangfoldige, at man ikke engang kan sikre sig tilstrækkelig beskyttelse med militærmagt og magttrusler. Martinus sagde gang på gang i sine foredrag, der nu kan læses i Kosmos, at man kun er beskyttet mod det, man ikke selv mere er i stand til at udsætte andre for. Den, der dræber eller lader dræbe, må regne med selv at blive dræbt. Om det så "kun" er i selvforsvar eller "kun" går ud over dyrene, der i form af bøf og steg havner på tallerkenen. Hvordan skulle man ellers, uden via egne lidelseserfaringer, kunne udvikle en uovervindelig afsky mod at såre og dræbe? Og i den forbindelse må det være fuldstændig ligegyldigt, hvem begge dele går ud over. Det er kosmiske sandheder, hvis logik Martinus klart har påvist for os i Det Tredie Testamente. Den, der alvorligt beskæftiger sig med det, kan ikke være i tvivl om, at al slags vold grundlæggende kun gør situationen værre. Men findes der ikke endnu en mulig forklaring på det ufattelige? En forklaring som, set i kosmologiens lys, ganske konkret passer på denne situation, og som frem for alt kan opvise et positivt aspekt? De følgende tanker skulle gerne bidrage en smule til det.

I skrivende stund søger amerikanerne febrilsk efter fjenden og må indse, at det er uhyre svært at finde eller udpege ham. De har fundet navne: Islamiske fundamentalister og Bin Laden. Men hvad nytter det? Fundamentalisterne lever jo i alle lande, ikke kun i de islamiske. Og de lever ikke i enklaver, man kan slå løs på. Bin Laden er måske nok terroristernes åndelige leder eller bagmanden, men der findes også andre. Desuden opererer terroristerne i selvstændige små grupper, yderligtgående autonomt og verdensomspændende. Der findes altså ikke noget "hoved", man kan ramme for at få en ende på terrorismen. Der er tale om, at man her har at gøre med et helt nyt fjendebillede. Men har vi virkelig stadig brug for et billede af vores fjende? Behøver vi ligesom i krig at have uniformer og faner for at skyde de rigtige og ikke ramme vore egne folk? Er det i dag turban og langt skæg, der forråder fjenden? Hvem er fjenden? Aldrig før har vi været i en sådan situation, hvor vi ikke har kunnet danne os et konkret billede af en fjende. Nu drejer det sig om enkeltpersoner i en helhed på ikke mindre end seks milliarder mennesker. Har dette ikke en vældig symbolsk effekt? Vi, menneskeheden, er tvunget til at gøre os tanker om hvem eller hvad, der egentlig truer os. Man kan ikke længere gå efter kendetegn knyttet til den fysiske, materielle verden, når man vil identificere fjenden. Det er de enkelte menneskers egen mentalitet, psyke og tankeverden, der er det truende. Vi er altså tvunget til at omdefinere, hvem og hvad der truer os. Og svaret kan dog kun være dette, at det handler om had, ødelæggelsestrang, intolerance, fanatisme, selvhævdelse osv. Fjenden er ikke længere en person, en nation, en etnisk eller religiøs gruppering, – det er tankeklimaer, der har den forfærdeligt ødelæggende kraft. Og vi må forstå, at så snart vi hengiver os til tanker om gengæld og straf, udleverer vi os til det samme tankeklima.

Der tales om, at 11. september var et angreb på den civiliserede verden. Var det virkelig det? Det var "Verdenshandelscentret" og Forsvarsministeriet, der blev ramt. Gerningsmændene var fanatikere. Da de udsøgte sig deres mål, kan man vel næppe formode, at de handlede viist eller sågar har haft kosmiske glimt. Men hvorfor har Forsynet, hvorfor har Gud, tilladt, at disse frygtelige attentater kunne udføres? De ramte bygninger står med al tydelighed som symboler for et verdenshandels- og magtsystem, der er uforeneligt med alkærlighed. Vort handelssystem tjener ikke til at forsyne den samlede menneskehed med alle de goder, der er nødvendige for et menneskeværdigt liv. Det tjener ganske enkelt til et mindretals berigelse på bekostning af det store flertal i verden. Og det bliver beskyttet med militære midler. En virkelig højkultur, siger Martinus, har endnu aldrig eksisteret på jorden, da alle de såkaldte højkulturer har beroet på magt, fysisk overlegenhed og andre menneskers underkastelse. Men kun på basis af alkærlighed og humanitet kan en virkelig menneskelig kultur, som stadig flere mennesker længes efter, opstå. 11. september var et tegn til alle mennesker om, at beredvillighed til "hellere at give end tage" må være det uomgængelige fundament for en human verdenshandel.

Det fjerde fly havde muligvis regeringssædet som mål, en bygning, der kunne symbolisere hovedet eller ledelsen. Hvorfor nåede det ikke frem til sit mål? Og hvorfor fløj det fly, der til slut ramte Pentagon, først hen over Kongresbygningen og Det hvide Hus? Også det kan man forstå symbolsk, selvom det naturligvis er spekulation. Det er ikke meningen med denne tragedie, at menneskene skal tabe hovedet, at de skal fare forvirret omkring. Tværtimod, vi skal tænke os om for at forstå meningen med denne mægtige advarsel og formaning, der er en del af Dommedagen. Vi skal forstå, hvad vi skal orientere os efter. En sådan angst, som vi netop så komme til udløsning hos mange mennesker, har i naturen altid det formål at gøre opmærksom på fare og forberede det levende væsen på at reagere. Den fare, vi føler os truet af, ligger ikke uden for os. Den fremmede kultur eller religion er ikke det, som truer os. Faren ligger i hver enkelt selv, i skikkelse af arven fra dyreriget, nemlig det "dræbende" talent. De sande terrorister er de dræbende tanker, der er dybt rodfæstet i hver enkelt af os. Tanker, som Martinus har beskrevet og analyseret i al deres mangfoldighed, i alle deres udtryksformer, i sit samlede værk Det Tredie Testamente. Ved hjælp af disse analyser kan vi erkende og besejre den virkelige fjende.

At vende den menneskelige side mod den, der har angrebet med sin dyriske side, det er den eneste vej til en virkelig fred.

Den enkelte har muligheden for at imødegå trusler og farer ved at blive bevidst om, hvorfra vi kommer, og hvorhen vi går: ud af dyreriget, med dets ideal om den absolutte selvhævdelse, og ind i det rigtige menneskerige, hvor alkærlighed og humanitet er det højeste ideal. Med denne klare orientering i bevidstheden kan enhver i sin hverdag, dér, hvor man står i livet, arbejde med sig selv. I denne ånd kan man tale med sine medmennesker, bede for alle og sluttelig i al sin gøren og laden indrette sig på denne livsanskuelse.

 

Oversættelse OT/sh