Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser, lad os antage, at du tror på Gud. I så fald kan du begrunde det med, at uden en skaber kunne naturen ikke være blevet til, hvilket igen kan begrundes med talrige eksempler på naturens genialitet. En sådan "sammenhængende, logisk tankerække" kaldes en deduktion (udledning). På den måde "beviste" skolastikerne, at Gud var til. Udleder du den modsatte vej, fremkommer en åndsvidenskabelig hypotese (Kosmos nr. 6-2000, side 142).

Den engelske filosof Francis Bacon (1561-1626) mente, at man skulle holde sig helt fra deduktion og i stedet bruge induktion, hvor man går fra simple erfaringer til mere komplicerede ved at eksperimentere sig frem. Det blev da også den fremgangsmåde, som i de kommende århundreder skulle blive kendt og værdsat som den naturvidenskabelige metode. Den gav magt over naturen, og det var netop, hvad man ønskede. "Viden er magt", var Bacons valgsprog.

Nu vidste Bacon udmærket, at "simple erfaringer" ikke altid er lige pålidelige. Derfor skulle følgende tages i betragtning: 1: vi må huske, at tingene kan være helt anderledes, end vi opfatter dem. Det sete afhænger af øjnene, der ser. 2: vi har en tendens til at betragte naturen ud fra et menneskeligt synspunkt, vi lægger formål og hensigt ind i den og giver den vore egne meninger og motiver. 3: vor opfattelse af tingene bestemmes ofte af gængse meningers magt, ligesom vi lader os besnakke og besnære af tomt ordgyderi. 4: vore forudfattede meninger skyldes for en stor del en forbenet autoritetstro og en ukritisk indstilling over for den overleverede lære.

Betragter vi Martinus' kosmologi med Bacons kritiske øjne, vil vi se, at han – helt i Bacons ånd – indleder med at undersøge, hvad der er den mest simple erfaring, vi har om verden. – "At den er til", lyder svaret. – Derefter går han videre med den næst simpleste erfaring og finder, at det er "loven om årsag og virkning". – Men nu fortsætter undersøgelsen på en måde, som bestemt ikke er i Bacons ånd. Martinus kombinerer årsagsloven med begrebet "udvikling", der jo er simpelt nok i Darwins lære, men hos Martinus får karakter af "forjættelse". Af egen erfaring – som Bacon næppe ville kalde "simpel" – hævder Martinus, at årsagsloven i den sidste ende altid fører til "glæde og velsignelse for alle levende væsener". Skidt ser det måske ud, men det ender lykkeligt; akkurat som i eventyrene, hvor prinsen får prinsessen. Og – tilføjer Martinus – lykken har intet med "magt" at gøre. Den, der går efter magten, får ikke "prinsessen" i sit eget livs eventyr. Han fortaber sig i "mål og vægt" og glemmer, hvem han selv er.

Læste Bacon disse linier, ville han advare og henvise til overleverede forestillinger. Sikkert også til, at Martinus lægger mening og hensigt ind i naturen. Men lige meget hjælper det, – vi mennesker kan ikke føle, at noget er afsluttet, før enden er god. Det er bare det, Martinus' verdensbillede viser. Det er skræddersyet til mennesker, for det er den virkelighed, de – inderst inde! – lever i.