Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I henhold til Martinus ville det kun være et tidsspørgsmål, hvornår naturvidenskaben påbegyndte en forskningsretning, som i alt væsentligt måtte bekræfte hans kosmiske analyser. Han betragtede derfor videnskaben i sin helhed som udtryk for menneskehedens åndeliggørelse og gryende kosmiske bevidsthed. (Se f.eks. LB 1, stk. 180).

Som formentlig bekendt opererer Martinus Kosmologi med to basale forskningsretninger, der begge forholder sig til begrebet "materien": Forskningen "på tværs ad materien" og forskningen "på langs ad materien". Førstnævnte, som udforsker materiebæltet, der strækker sig fra stjernetågen i mikrokosmos til stjernetågen i makrokosmos, kan i sagens natur kun give mål-, vægt- og hastighedsfacitter, mens sidstnævnte giver bevidstheds- eller "livsytringsfacitter". De to forskningsretninger må derfor være komplementære, og som sådan supplerer de hinanden.

Martinus påpeger, at så længe naturvidenskaben kun forsker "på tværs ad materien", vil den hverken kunne udtyde tilværelsens åndelige-moralske side eller livets mening. Imidlertid siger Martinus samtidig, at naturvidenskaben rent faktisk allerede så småt er ved at være færdig med, hvad han betegner som "åbenbaringen af materieværdien eller alle sådanne analyser, der udtrykkes i mål, vægt og hastighed." (Bisættelse, kap. 27). Og en hel del tyder på, at han har ret i den opfattelse.

Det forskningsmæssige dilemma, som naturvidenskaben – særlig fysikken – allerede forholdsvis længe har befundet sig i, vil næppe være ukendt for dette blads læsere. Emnet er blevet behandlet i Kosmos ved flere lejligheder. Men jeg skal nøjes med at henvise til Sv. Å. Rossens artikler i bladets nr. 3, 5 og 7/1989.

Derimod skal jeg kort referere til en foredragsrække, som i efteråret 1995 blev afholdt på Niels Bohr Instituttet i København, og som i 1996 vistes som en serie programmer i DR TV.

Debatdeltagerne var videnskabsmænd fra forskellige forskningsgrene: fysik, astronomi, biologi, hjernefysiologi, historie samt en enkelt repræsentant for religionen. Debattens tema blev udtrykt i hovedspørgsmålet, som også er denne artikels overskrift: "Videnskaben eller Gud?"

Hovedspørgsmålet kan også formuleres sådan: Er Gud fortsat overflødig som (dybeste) årsagsforklaring inden for naturvidenskaben? Og er der i bekræftende fald fortsat tale om et alternativt valg mellem videnskaben eller Gud?

Guds "advokat" var forhenværende overrabbiner Bent Melchior, som redegjorde for gudsbegrebet i jødedommen og kristendommen. Og de medvirkende videnskabsrepræsentanter forelagde derefter deres respektive videnskabs hidtidige resultater, som tilsyneladende ikke udviser træk, der nødvendiggør en guds eksistens og medvirken i den fysiske verdens tilblivelse, indretning og fysisk-kemiske processer.

Men til trods herfor – og det er det bemærkelsesværdige i sammenhængen – ville stort set ingen af de deltagende videnskabsmænd afvise en guds eksistens, og heller ikke, at denne på en eller anden for dem indtil videre ukendt måde er til stede og involveret i universet og livet.

Men man fik dog samtidig indtrykket af, at forskerne forholdt sig nølende og famlende over for, hvad der i det hele taget kan og skal forstås ved det for dem åbenbart uvante begreb "gud". Er der tale om en personlig gud, som står uden for eller over universet, som "Han" engang har skabt, men ikke længere griber direkte ind i? Eller er det en "abstrakt", universel gud, der på en eller anden måde fortsat er involveret og styrer universets liv og udfoldelse?

Herpå blev forståeligt nok ikke givet noget definitivt svar. Men nærmest et sådant kom nok fysikeren, professor Holger Bech Nielsen (HBN), som iøvrigt mente, at det på et eller andet tidspunkt ville lykkes "at bygge Ham (Gud, red.) sammen med fysikken på en eller anden måde."

Men selvom dette ikke hidtil er lykkedes for videnskaben, var HBN dog af den opfattelse, at vi "i hvert fald har brug for en gud til de etiske problemer, og så kan vi gøre 'Ham' abstrakt, så spørgsmålet om placering enten inden i eller uden for universet måske bliver lettere irrelevant."

Astronomen, professor Hollis R. Johnson, var mest tilbøjelig til at ville placere Gud inden for universet. Og Gud måtte derfor "adlyde de samme love, som alle vi andre. Han er ikke ovenover. Det er en anden slags gud, som jeg ikke kender noget til. Men det er måske den Gud, som knipsede med fingrene og sagde: 'Bliv!', og så skete Det Store Bang! (The Big Bang, red.)"

I umiddelbar forlængelse heraf fremsatte professoren en udtalelse, som i høj grad er bemærkelsesværdig, i al fald set fra et kosmologisk synspunkt: "Men jeg tænker også på en anden slags gud, som er inden i universet. Og "Han" må adlyde de samme love, som vi. Men måske på en anden planet et sted, hvor der er væsener, der er så langt forud for os, at de er Gud."

Hollis R. Johnson tænker sig her åbenbart en guddom, som "består" af højtudviklede levende individer! Og selvom der næppe er noget direkte sammenfald i opfattelserne, kan man her ikke lade være med at tænke på Martinus' beskrivelse af "Guds primære bevidsthed", der udgøres af et utal af højtudviklede levende væsener.

Fysikeren, professor Jens Martin Knudsen (JMK), var tydeligvis indforstået med, at Gud eksisterer og på en eller anden måde styrer universet og dets interne processer. Men til trods herfor mente han ikke, at naturvidenskaben som sådan havde plads til eller brug for Gud som årsagsforklaring.

JMK følte sig åbenbart også overbevist om, at der findes både højere og lavere former for liv og bevidsthed på andre kloder i universet, selvom det endnu ikke er lykkedes eksperimentelt at bevise dette. Men når det engang lykkes – og han tror at det er relativt nært forestående – vil det efter hans opfattelse betyde et bevis for, at livet ikke opstår tilfældigt, men at det er et logisk ledsagefænomen ved galaksedannelsen. Hvilket efter hans mening samtidig indebærer, at udviklingen fra brint og helium og frem til nutidsmennesket heller ikke er nogen tilfældighed. Tværtimod er denne udvikling en proces, der udviser den største plan- og hensigtsmæssighed!

JKM fastslog også, at naturvidenskaben ikke kan bruges som åndelig eller moralsk vejledning, for den ændrer sig fra århundrede til århundrede, idet stadig nye iagttagelser og erfaringer bliver føjet til. Og ind imellem sker det, at disse mere eller mindre revolutionerer verdensbilledet, sådan som det skete med Newtons love og termodynamikken, der nærmest blev anset for at være videnskabens endegyldige afslutning. Men så kom relativitetsteorien og kvantemekanikken og ændrede verdensbilledet fuldstændig. Og JMK anser det for overordentlig sandsynligt, at noget tilsvarende før eller siden vil ske igen.

Astronomen, lektor Uffe Gråe Jørgensen mente dog, at naturvidenskaben godt kan udtale sig om Gud, og den kan måske specielt sige noget om, hvad Gud ikke er. Naturvidenskaben har i historiens løb ændret billedet af Gud, men den har rent faktisk ikke forvist Gud fra universet. Gud findes, og der er brug for "Ham" også i naturvidenskaben, men gudsbegrebet bliver hele tiden ændret ved, at vi får mere viden om naturen.

Hjerneforskeren, overlæge Rasmus Fog mente, at det naturvidenskaben vil kunne forholde sig til, er et universelt guddomsbegreb. Men de fleste forstår vel ved et gudsbegreb en personlig gud, som griber ind og belønner og straffer osv. Fog mente samtidig, at man godt kan have etisk-moralske værdinormer uden at have et personligt gudsbegreb.

Heri var fysikeren, Benny Lautrup for så vidt enig, men han kunne dog ikke se, at der fra et naturvidenskabeligt synspunkt foreligger nogen evidens for, at der skulle være en gud, som griber ind på den måde, som mange tænker sig. Men selvom Lautrup, som den eneste, gav direkte udtryk for, at han var ateist, tilføjede han dog bl.a.: "Jeg har ingen personlig gud at tro på, og det synes jeg ikke er så nemt. Når man står over for de større spørgsmål, som f.eks. liv og død i denne her tilværelse, da er jeg lige så meget menneske eller nøgen abe, som nogen ville sige, som alle andre."

Lautrups udtalelse synes indirekte at bekræfte det forhold, at der er indbygget en religiøs trang i mennesket, som bevirker at vi har behov for at tænke os en overordnet, styrende instans i tilværelsen. Om mennesket forestiller sig denne instans som en universel eller personlig gud, eller som åndelige, magiske kræfter, er sådan set underordnet. Det afgørende er ifølge Martinus, at det levende væsens, subsidiært menneskets religiøse behov er udtryk for det evigt bestående organiske samhørsforhold mellem Guddommen og det levende væsen.

Det er dette samhørsforhold, der viser sig hos dyret som anelse, og som hos mennesket kommer til udtryk, først i forestillinger om naturens og tingenes besjælethed og siden som tro på en personlig gud. Og til sidst som en fuldt bevidst og suveræn oplevelse og erkendelse af den universelle Guddom, som er identisk med "ham, i hvem vi leve, røres og ere."

Der blev iøvrigt berørt mange andre vigtige spørgsmål under foredragsrækken, som f.eks.: Hvad er jeg? Er jeg et midlertidigt fænomen eller en guddommelig, udødelig sjæl? – Og hvor kommer jeg fra? – Hvad er det for en verden, vi lever i? Har universet en begyndelse, og hvad var der i så fald før? – Har universet en grænse, og hvad er der så udenfor? – Eksisterer universet i virkeligheden, og er det en virkelig verden, vi er i, eller er den bare et produkt af vor egen fantasi? – Og endelig: Hvad er sandheden om disse spørgsmål, og kan forskningen give svaret?

Disse væsentlige spørgsmål tillader stedet her ikke at komme ind på, så dem må jeg lade ligge. Men personlig kan jeg ikke lade være med at glæde mig over, at det ikke er nødvendigt at vente på, at naturvidenskaben måske engang ud i fremtiden vil og kan besvare disse og andre vitale spørgsmål på tilfredsstillende måde. For det har Martinus efter alt at dømme forlængst gjort i og med sine kosmiske analyser. Det gælder blot om at have mod til at tro på og i sit eget liv efterprøve sandheden af hans på en gang storladne og livsnære verdensbillede!

 

Der er i forlængelse af foredragsrækken udgivet en bog: Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen: Videnskaben eller Gud? DR Multimedie 1996.