Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Min sidemand i skolen var spejder og gik med spejderbælte, et af dem med franske liljer og de manende ord – Vær beredt! Hvad det betød? Jo, det var noget med at holde øje med, om andre trængte til hjælp. Gamle damer over gaden og den slags. Men det gik han nu ikke så højt op i. Han havde også en fin Bibel med skindbind, som han havde fået af sine forældre. De var "hellige", sagde han.

Vi tænkte meget over tilværelsen i de år og diskuterede hele vejen op gennem gymnasiet, mens vi læste Kierkegaard og Sartre. Og selvom vi blev helt gode til at fyre citater af og imponere vores dansklærerinde, så stod vi meget usikre over for fremtiden. Engang spurgte jeg min far, hvad han tænkte på i min alder. På at blive færdig med skolen, sagde han. Nå ja, det gjorde jeg jo også.

Og så kom årene med uddannelse og job. De første penge. Nu skulle man etablere sig og skabe en platform. For hvad? For at løse det gamle spørgsmål om meningen med det hele. Det blev ved med at spøge bag villa, Volvo og vovse.

En jævnaldrende døde af kræft. Tænk, at sådan noget kan lade sig gøre, når man bare er 30. Det kunne lige så godt have været én selv.

Og her skilles vejene mellem mennesker. De fleste fortrænger vel tanken om døden. Nogle få lever bevidst på "udslettelsens vilkår", som filosoffen K.E. Løgstrup gjorde. Men nogle af os har altså en ubændig tro på, at det ikke kan passe. Tænk, at vi skal leve og stræbe og elske og græde – for ingenting! At det hele slet ingen mening har. Det er simpelthen for usandsynligt!

Sådan er vi så forskellige. Det er nok noget med tro, håb og kærlighed. Noget med at tro på kærligheden uden præcis at vide hvorfor. Men det ved man, når man læser Kosmos. Sikke et fantastisk godt blad! Hele vejen igennem fortæller de forskellige forfattere – hver på sin måde – at der ikke er noget at være bange for. For det er kærlighed altsammen. Og de fortæller det ikke bare, de begrunder det også. Ja, de begrunder det så stærkt, at selv en dødssyg pessimist må kunne se det.

Problemet er bare, at når man er pessimist – og det kan man godt være ind imellem, selv om man stort set er optimist – så ser og hører man ingenting. Så er man ikke beredt.

Må jeg derfor foreslå, at læseren spænder sit "åndelige spejderbælte" og kigger lidt på artiklerne i dette nummer. En af forfatterne skriver om, hvordan hun tynges af skyld, men alligevel når frem til at opleve livet som en dans. Hvordan mon hun bærer sig ad med det?

At livet faktisk er en dans fortæller Martinus i to artikler, og jeg synes her i min åbne og positive "vær beredt-tilstand", at det præger hele bladet. Det er lige til at blive i godt humør af!

Et sted taler Martinus om "det guddommelige favntag". Siger det ikke noget om, hvem der er partneren i denne dans? Ja, læs selv. Og så ønsker redaktionen og Martinus Institut alle en rigtig dejlig sommer!