Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Vegetarisme – dette at ernære sig med fødemidler fra planteverdenen – betragtes ikke helt sjældent som noget, der har at gøre med overtro og fanatisme. Eller det betragtes som et egocentreret udtryk for at sætte sin egen sundhed over alt andet og kædes da sammen med en vis egoisme. Og i hvert fald ved vi, at det kan virke provokerende og føles truende at opleve, at andre vælger at sætte sig uden for gældende normer, som her drejer sig om at spise kød, fisk, skaldyr og lignende – vælger at gå sin egen vej bort fra disse normer.

Dog accepteres det stiltiende af de fleste, når det tilkendegives, at en eller anden er vegetar af "etiske grunde", selvom kun de færreste synes at gøre sig ret mange tanker om, hvor vidtrækkende disse etiske grunde eventuelt kan være for den pågældende vegetar.

Det er her, forholdet mellem vegetarisme og næstekærlighed kommer ind og kræver sin forklaring. Martinus understreger gang på gang i sine værker, at det vil få en afgørende betydning for jordmenneskenes videre skæbneforløb, når de begynder at udvide eller udvikle deres næstekærlighedsevne til at omfatte alt, hvad der er levende, ikke blot som nu lade næstekærlighedsbegrebet gælde alene i forhold til andre mennesker. I første omgang må det udvides til at omfatte alle slags dyr og planter her i vores egen nuværende udviklingsspiral. Men det må også udstrækkes til hensynsfuld omsorg for de levende væsener, som har deres livsoplevelse i henholdsvis underliggende og overliggende udviklingsspiraler. I de underliggende bliver vores ansvarsområde primært de levende mikrovæsener, som med deres fysiske organismer tilsammen danner vores fysiske krop. Og i forholdet til makrokosmos bliver det det klodevæsen, vores liv er knyttet direkte sammen med her og nu – jordkloden. Og selvom vi på grund af den betydelige udviklingsmæssige forskel ikke kan kommunikere direkte med disse vore medvæsener i andre spiraler, udelukker dette ikke, at vi kan lade både ansvarsfølelse og omsorg for deres velbefindende komme til udtryk på mange forskellige måder – herunder bl.a. den måde, vi vælger at ernære os på.

Lad os først se på det mest velkendte af disse tre områder ved at kaste et blik på, hvor langt vores næstekærlighed synes at strække sig i forholdet til dyrene her i vores egen udviklingsspiral. Hvis man skal dømme efter antallet af hunde og katte i private hjem i dag, har mange mennesker stærke følelser i forhold til i hvert fald visse dyr. Der ofres utroligt mange penge og megen energi på, at disse husdyr skal have det så godt som muligt. Og mange steder i verden protesteres der aktivt imod dyreforsøg og dyremishandling, hvilket er klare udtryk for, at flere og flere føler et medansvar over for disse ting. Selv kender jeg ingen, som ikke føler stor ømhed ved synet af små bitte lam, kalve og andre dyreunger på markerne om foråret. Det er alle disse følelser af kærlighed og beskyttelsestrang, der må vokse frem til en så stærk følelse af næstekærlighed over for alle dyr, at den kommer til at omfatte et personligt ansvar for aldrig at ville være med til at berøve disse levende væsener deres liv og livsoplevelse.

I 1992 blev der udfærdiget et EU-direktiv, som rummer detaljerede regler for slagtning af alle slags dyr inden for EU-området. Selv om direktivet i sig selv er ganske "bloddryppende" læsning, er det dog et udtryk for, at vi føler, vi må vise ansvarlighed i disse forhold. Men det er, som om der er en udstrakt tendens i vore højtudviklede lande til at mene, at hvis vi blot sikrer en så "human" aflivningsmåde som muligt af vore slagtedyr, da er alt i orden. Vi overser helt, at det jo i høj grad drejer sig om dyrenes ret til livet og til udstrakt livsoplevelse i en for de enkelte arter naturlig livstidsperiode her på det fysiske plan.

Det kræver ikke nogen speciel uddannelse at kunne se, at det er helt ude af proportion, at nogle få menneskers livsoplevelse i en times tid, omkring et festmåltid tilberedt af lammekød, koster det lille, forårskåde lam både livet og al videre livsoplevelse i den netop påbegyndte inkarnation. Så er der ringe trøst at hente i, at lammet måske blev aflivet på en rimelig "human" måde. Derimod kræver det en yderligere udvikling af næstekærlighedsevnen i forholdet til vore dyr at tage skridt til at ændre den herskende madkultur. Det kræver også en ny måde at bruge tænkeevnen på, og det kræver mobilisering af den enkeltes viljestyrke at overvinde så gamle vaner på det ernæringsmæssige område, som der her vil blive tale om.

Det er ubehageligt for os at se disse ting på tryk. Og der er sikkert ingen tvivl om, at den vegetariske madkultur ville udbredes med langt større hast her i vore lande, hvis man forestillede sig, at den enkelte kødspiser i hvert enkelt tilfælde selv ville være nødt til at foretage aflivning af de dyr, der skulle fremstilles måltider af. De allerfleste ville vige tilbage for dette direkte drab. De ville helt enkelt ikke kunne klare det.

Denne reelt eksisterende, men endnu lidt tilslørede humanitet – der hos mange findes bag den udfoldelse af "det dræbende princip", som kødernæringen repræsenterer – er meget betydningsfuld, fordi det er den, der skal bygges videre på. Martinus skriver i sin bog Den ideelle føde (kap. 5), at "den jordiske menneskehed er nu så langt fremme i udvikling, at den bogstavelig talt ikke kan komme længere, før den får lært at respektere det femte bud i dets rette overholdelse". Og når Martinus så stærkt understreger den positive skæbnemæssige betydning, det vil få for os, når vi begynder at overholde det femte bud, som lyder "du må ikke slå ihjel", hænger det jo nøje sammen med et andet Bibelord, vi længe har kendt, nemlig Jesu ord "som du sår, skal du høste". Martinus uddyber dette Jesuord, som vel aldrig rigtigt er blevet forstået her i den kristne del af verden. Vi får til belysning af dette analyser af en universel lov, der viser os, at absolut alt, hvad vi gør imod andre, både det kærlige og det ukærlige (og i den her sammenhæng imod dyrene) på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må vende tilbage til os, og at vi derfor aldrig kan være beskyttet imod lidelser, som vi ikke selv skåner andre for. Samtidig giver Martinus udtryk for, at vi som kulturmennesker forlængst har nået et udviklingstrin, hvor kødernæringen ikke længere passer for os – og hvor den heller ikke længere er en ernæringsmæssig betingelse, sådan som den er det for de egentlige rovdyr.

Men planterne da? Er ikke også de levende væsener, man som vegetar forbryder sig imod? Jo, det er de, men fordi plantevæsenerne befinder sig længere tilbage i vores udviklingsspiral og derfor kun i ringe omfang har deres dagsbevidsthed med fremme på det fysiske plan, vil det drab, der sker på planterne, af disse opleves langt mindre traumatisk og dramatisk, end drabet på dyrene opleves af disse. Planterne kan ikke på samme måde føle hverken angst, rædsel eller direkte fysisk smerte, som dyrene gør det, og derfor bliver udfoldelsen af det, Martinus kalder "det dræbende princip", tilsvarende begrænset ved indtagelse af planteføde. Dette forhold behandles også i bogen Den ideelle føde og kan kun overfladisk gives plads her.

Bogen går også i detaljer med hensyn til kødernæringens destruktive virkning i forhold til mikrovæsenerne i vores egen fysiske organisme. Den fremfører analyser, som når frem til, at alt stof overhovedet består af livsenheder, og derefter foretages en opdeling af livsenhederne i vore fødemidler i A-livsenheder og B-livsenheder. Af disse udgør B-livsenhederne den del af føden, som indgår i vores organisme som den egentlige næring, mens A-livsenhederne overvejende forlader kroppen som affaldsprodukter.

Kun meget få af vore fødemidler består udelukkende af de livgivende B-livsenheder. Det drejer sig overvejende om moden frugt, pressede safter af moden frugt og grønsager samt rå og ubehandlet mælk. I stort set alle andre fødemidler findes B-livsenhederne ifølge Martinus "indkapslede" i A-livsenhederne, hvorfor de først frigøres til optagelse i organismen, når A-livsenhederne dræbes. Dette mikroskopiske drab kan foregå enten uden for den organisme, som indtager føden (som f.eks. ved kogning eller anden overophedning), eller det kan foregå i den indtagendes organisme ved fordøjelsessekreternes indvirkning på A-livsenhederne. Men en drabsproces er der under alle omstændigheder tale om.

Ved indtagelse af overvejende rå og ubehandlet føde, som rummer en stor overvægt af A-livsenheder (f.eks. røde bøffer og visse grove grønsager) pålægger man sine egne mikrovæsener i mave- tarmorganerne at udføre denne drabsproces. Man skaber efter ethvert sådant måltid en mikrokosmisk "krigsskueplads" i sit eget indre, idet kroppens mikroindivider bliver tvunget ud i kamp for at aflive A-livsenhederne i den indtagne føde, som først efter denne kamps afslutning kan blive til næring for organismen i form af de frigjorte B-livsenheder, som i levende tilstand kan optages direkte af organismen. Og på denne måde fortsætter B-livsenhederne deres egen naturlige livsoplevelse samtidig med, at de beliver den makroorganisme, som giver dem livsrum.

Kampen og drabsprocessen medfører for den indtagendes mikrovæsener en meget stor overbelastning med et tilsvarende stort energiforbrug. Dette alt for store energiforbrug i forbindelse med fordøjelsesprocesserne samt den store overbelastning kan, hvis der bliver tale om en mere eller mindre permanent opretholdt tilstand, føre til både kronisk træthed og til udvikling af sygdomme – tilstande, vores egen kultur rummer utallige eksempler på, uden at det dog skal påstås her, at vores ernæringsform er den eneste vægtige årsag til dette. Her er det alene hensigten at give nogle synspunkter på en hidtil overset sammenhæng mellem det, vi spiser, og de henholdsvis "fredelige" og "ufredelige" forhold, som vores mad afstedkommer i vores egen mikroverden.

Som ovenfor antydet, er der i de enkelte af vore fødemidler meget stor variation i det indbyrdes forhold imellem A- og B-livsenhederne. Heraf følger, at ved indtagelse af fødemidler med det lavest mulige indhold af A-livsenheder i forhold til B-livsenhederne, vil man skulle forbruge langt mindre energi i forbindelse med fordøjelse og optagelse af de egentlige næringsstoffer. Og det betyder også, at selve drabsprocessen bliver af et tilsvarende mindre omfang.

Inden vi helt forlader det mikrokosmiske område, bør det kort berøres, at Martinus i forbindelse med analyserne af A- og B-livsenhederne i vores føde også kommer ind på betydningen af forholdet imellem den energivibration, som den menneskelige organisme (som livsenhed betragtet) repræsenterer, og de energivibrationer, der udgår fra de fødemidler, vi indtager, hvor energivibrationen i fødemidlet også har en sammenhæng med dets indhold af A- og B-livsenheder. Det anskueliggøres ved hjælp af en symboltegning i bogen, hvorledes den samlede energivibration fra f.eks. slagtekød er alt for kraftig til, at den bør indgå i den menneskelige organisme, som den på længere sigt helt vil underminere, mens den vegetabilske føde har vibrationsfrekvenser, der er tilpasset den menneskelige organismes egenvibration.

Af alt dette fremgår, at kødernæringen heller ikke kan forbindes med næstekærlig omsorg og hensyntagen til de levende væsener, vi sameksisterer med på de forskellige niveauer i mikrokosmos. Men ved hjælp af de helt specielle analyser af A- og B-livsenhederne i vore fødemidler får vi nu som kulturmennesker for første gang mulighed for at begynde at se på, i hvilket omfang den måde vi ernærer os på, repræsenterer henholdsvis det dræbende eller det livgivende princip. Men valget af ernæringsform vil stadig være den enkeltes helt egen personlige sag.

I vores forhold til makrokosmos sameksisterer vi alle i et overordentlig nært forhold med jordkloden, som giver os både fysisk og åndeligt livsrum. Det må være logisk at antage, at jorden, som ethvert andet fremskredent levende væsen, både ønsker og bestræber sig på at tilvejebringe og opretholde gode livsbetingelser for alle sine forskellige mikroindivider, hvoraf vi udgør en betydningsfuld og højtudviklet gruppe. Denne status giver os et naturligt medansvar, som bør få os til at se på, hvordan vi med vores hele adfærd – herunder også vores ernæringsform – eventuelt støtter eller modarbejder vort klodevæsen i dets bestræbelser.

Der er foretaget beregninger, som viser, at det kræver ca. 22 kilo planteprotein at "producere" et enkelt kilo oksekød. Hvis disse beregninger er rigtige, betyder det, at hver gang der i den rige del af verden fortæres en enkelt oksebøf på 200 gram, har "produktionen" af kødet til dette måltid beslaglagt, hvad der kunne dække 150 menneskers daglige proteinbehov på omkring 30 gram. Og vi kan jo ikke påstå, at vi bliver holdt i uvidenhed om, at der er direkte hungersnød i store dele af jordens områder. Naturligvis er der mange andre påtrængende ressourcefordelingsproblemer på jorden, og eksemplet her er blot taget frem for at vise, at hvis man som enkeltindivid ønsker at være med til at støtte sit klodevæsen i dets bestræbelser på at tilvejebringe gode forhold for alle dets "beboere", kræver det, at man også har mod til at se på sin egen ernæringsform, hvor kødernæringen kræver et overmåde stort ressourceforbrug sammenlignet med den vegetariske ernæring.

Det skulle være fremgået her, at den vegetariske ernæringsform ikke nødvendigvis behøver at være udtryk for et egotrip eller udtryk for et ønske om at være anderledes. Og derfor har såvel kødspisere som vegetarer indtil videre brug for at kunne udvise tolerance i forhold til hinandens frie valg af ernæringsform.

Den spirende vegetarisme er nok kommet for at blive. Den må formodes at ville udbrede sig i takt med, at det enkelte menneske begynder at bruge både sin tænkeevne og sin voksende næstekærlighedsevne også på det ernæringsmæssige område for dermed at bringe sig selv i harmoni med den nye kultur, som med en vis mangel på opmærksomhed er ved at brede sig ind over vor smukke, men endnu lidt forpinte klode med dens forvildede og ganske forpinte menneskehed.

Bogen Den ideelle føde rummer uendeligt mange detaljer i forhold til indholdet i denne artikel, der dog har bogen som baggrundsmateriale. Og den læser, som eventuelt måtte sidde tilbage med mange ubesvarede spørgsmål, eller som føler en særlig interesse for at få emnet uddybet, må derfor varmt anbefales selv at begive sig ind i denne bogs forunderlige verden.

Den rummer avanceret vejledning til avancerede mennesker!