Kosmos 1996/4 side 74
Var Zamenhof naiv?
af Ejnar Hjorth
Da Zamenhof planlagde det internationale sprog, esperanto, drømte han om en bedre og mere human verden. Troede han mon, at når blot alle kunne tale esperanto, så ville der blive fred mellem mennesker? Eller havde han et højere mål end at give verden et international sprog?
Se også på mennesket
Engang, da man på Martinus Institut diskuterede brugen af esperanto som Instituttets internationale sprog, sagde Martinus: "Der er ikke noget sprog, der er så humant. Man må se på skaberen. Han var jo en kolossalt human mand. Man kan næsten se, han var sat til at gøre det".
Et sprog med en indre ide
Den engelske forfatter, Marjorie Boulton, skriver i sin bog Zamenhof:
"Zamenhof havde, da han skabte esperanto, et større mål end mange esperantister forstod. Hans største mål var at fremme fred og tolerance mellem mennesker, og det gav ham udholdenhed, og det gav esperanto en indre styrke. Amatørlingvister og uddannede sprogteoretikere kunne fortabe sig i uvæsentlige diskussioner om detaljer og forgæves søge en eller anden sproglig, supermenneskelig perfektionisme. Men de, der mest værdsatte esperanto, de, som har ofret meget og nogle gange endog fysisk har måttet lide på grund af esperanto, er dem, der ligesom Zamenhof havde opfattet en psykologisk-moralsk værdi ved sproget".
Var Zamenhof naiv?
Det er naivt at tro, at hvis mennesker blot taler det samme sprog, så ville de også leve fredeligt og humant. Zamenhof kendte menneskene så godt, at han vidste, at et internationalt sprog ikke var tilstrækkeligt til at skabe den mere fredelige verden, som han drømte om.
Nogle mennesker anså ham for at være naiv, fordi han talte om esperantos indre ide og om homaranismo, der drejer sig om tolerance over for alle og fred mellem mennesker. Andre bebrejdede ham, at han kombinerede en idealisme med det internationale sprog, men han sagde, at han ikke ønskede at påtvinge andre sine ideer.
"Jeg har udtrykt min helt private mening, som enhver af jer kan acceptere eller forkaste".
For ham var esperanto blot et redskab. Han drømte om og arbejdede for noget langt større, nemlig en mere human og fredelig verden.
Hvis det er naivt og nytteløst at arbejde for fred og for en bedre verden, så er også FN og mange andre organisationer i verden naive.
Zamenhofs sidste ord
Den 14. april 1916 døde Zamenhof. På hans skrivebord lå fire sider med de sidste notater, som han havde skrevet med blyant som en skitse til en artikel:
"Alt, hvad jeg skriver nu, er ikke tanker der er født i mit hoved lige nu, men for over 40 år siden, da jeg var mellem 16 og 18 år. Til trods for at jeg lige fra den tid af har mediteret og læst forskellige videnskabelige og filosofiske værker, så er de tanker om Gud og om udødelighed, jeg havde dengang, næsten uforandrede.
Mens jeg i videnskabsverdenen ikke fandt nogen som helst etik eller humanitet, fandt jeg heller ikke noget sympatisk i de troendes verden, øjensynligt snarere angreb, fordi min tro var en helt anden end deres tro... Det ville være mere fornuftigt, om jeg tav, men jeg kan ikke.
Min moder var religiøst troende, min fader var ateist. I min barndom troede jeg på Gud og på sjælens udødelighed i den form, som min barnetro lærte mig. Jeg kan ikke helt huske, hvilket år i mit liv jeg mistede den religiøse tro; men jeg husker, at den højeste grad af tvivl og vantro nåede jeg i 15-16 års alderen. Det var også den mest pinagtige tid i mit liv. Livet havde i mine øjne mistet enhver mening og værdi. Med foragt betragtede jeg mig selv og andre mennesker, jeg betragtede mig selv og andre som blot et meningsløst stykke kød, som var skabt, man ved ikke for hvad, og man ved ikke til hvad, og som i evigheden oplever mindre end en brøkdel af et lille sekund, for snart at forrådne for altid, og mens alle kommende uendelige millioner og milliarder af år går, vil det aldrig mere genopstå. Hvad lever jeg for, hvorfor skal jeg studere, hvorfor skal jeg arbejde, hvorfor skal jeg elske? Det er jo så meningsløst, så latterligt ...
Jeg begyndte at føle, at måske døden ikke er en forsvinden at der eksisterer en slags love i naturen at nogen værner mig i en højere hensigt ..." (fra Zamenhof af M. Boulton)
Esperanto og kosmologi passer godt sammen
Zamenhof døde under den første verdenskrig, og han fik ikke fuldført sig arbejde med den ide, der var ham kærest: homaranismo. Men Martinus kosmologi viser, at Zamenhof ikke arbejdede forgæves, og at han ikke var naiv.
Det internationale sprog, han gav verden, er et nødvendigt trin i den store udvikling, som menneskeheden gennemlever for at nå til et større og fuldkomnere stade. Og menneskeheden vil helt sikkert engang realisere de idealer, han drømte om.
Det betyder derfor ikke noget, at Zamenhof, eller at vi selv, ikke med det samme erfarer resultatet af vort arbejde, for alt, hvad vi sår, skal vi engang høste.
(Oversat fra esperanto-Kosmos)
Tilbage til artikelregister
Forrige