Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Om åndsvidenskabens nødvendighed 1:3

 

 

Hvordan kan man vide, at noget virkelig er sandt? I den traditionelle videnskabelige verden taler man om "det videnskabelige paradoks", som går ud på, at man aldrig sikkert kan vide, om noget er sandt: "Dagens sandheder og morgendagens sandheder". Og Martinus hævder, at så længe videnskabsmændene mangler det åndelige perspektiv i form af kosmisk bevidsthed, så er de lige så troende som "religiøst indstillede" mennesker.

I denne og to efterfølgende artikler skal jeg tage spørgsmålet op om, hvordan man får kundskab om livet og verden og om, hvad der adskiller respektive forener "materialistisk" og "åndelig" videnskab.

 

Hvis man ser på den etablerede videnskab i dag, findes der flere forskellige forestillinger om, hvordan man får kundskab om livet. Den mest almindelige indstilling blandt forskere eller videnskabsmænd er nok, at en mening eller opfattelse ikke kan accepteres, førend den er blevet afprøvet gennem en eller anden form for kontrol over for den fysiske verden, der omgiver os. Men at såkaldte videnskabelige sandheder ikke er bestående, er et problem for forskerne. "Kan vi overhovedet vide nogen ting, eller er alle såkaldte sandheder relative?" spørger en svensk samfundsforsker [1] sig og taler om, hvad han kalder "det videnskabelige paradoks":

"Hvis videnskaben stadig går fremad, indebærer det jo, at vi aldrig kan vide noget sikkert. Hvis sandhederne af i går er dagens usandheder, kan dagens sandheder lige så godt være usandheder i morgen. De videnskabelige sandheder er med andre ord provisoriske."[2]

I det følgende skal jeg forsøge at påpege, hvad der forener respektive adskiller traditionel videnskabelig tænkning på den ene side og åndsvidenskaben, som Martinus repræsenterer, på den anden.

"Positivismens løsning på sandhedsproblemet er i korthed denne: Hvis man renser alt det bort, man har troet, man vidste, men som man egentlig ikke ved, så får man en kerne af sikker kundskab tilbage, 'hårde fakta'. På denne sikre grund kan man så opbygge videnskaben. Al kundskab, som ikke kan hentes i hellige skrifter, gennem religiøse åbenbaringer, gennem intuition eller gennem teoretisk spekulation, regner positivisterne for værdiløs... Ifølge positivismen har vi mennesker to – og kun to – kilder til kundskab, det, vi kan iagttage med vore sanser, og det, vi kan regne ud med vor logik." [3]

For mig er der noget meget sundt i ovennævnte indstilling, ikke på nogen måde at spekulere i forbindelse med videnskabelig forskning: Kast alt gammelt "intellektuelt stads" over bord og opbyg en ny kundskab fra grunden! Men der er en lille hage ved det: Hvordan skal man kunne søge kundskab uden at have noget at gå ud fra? Hvordan skal man overhovedet kunne tænke en tanke, hvis man ikke har nogen ide om det, man undersøger? Her siger begrebet forforståelse inden for den filosofiske skole "hermeneutikken" noget meget vigtigt:

"Med forforståelse menes, at vi ikke kun opfatter virkeligheden gennem vore sanser. Det, som ser ud til at være rene sanseindtryk, indeholder i virkeligheden en god portion tolkning. Fakta er, som man sommetider siger, 'teoriimprægnerede'." [4]

Men det er også et faktum, at de fleste naturvidenskabeligt indstillede forskere i praksis er bevidste om, at de faktisk har forudfattede meninger eller hensigter med deres forskningsobjekter. Hvordan skulle de for øvrigt ellers kunne vide, hvad de skal undersøge? At være forsker uden ideer forekommer mig at ligne situationen, at lede efter en nål i en høstak.

Også Martinus har en "positivistisk" grundindstilling, hvilket fremgår af følgende citat:

"For at en opfattelse kan være kvalificeret til bedømmelsen 'intellektuel' eller 'videnskabelig', må den hvile på et fundament af uomstødelige kendsgerninger. Enhver analyse i dens detaljer må være oplevet erfaring. Er den ikke det, kan den kun være 'formodning'. Men en formodning er altid underkastet den omstændighed, at den hvert øjeblik kan blive omstødt af opdukkende uforudsete fakta. Men en opfattelse, der hvert øjeblik kan blive omstødt af nyopdagede fakta, har intet urokkeligt eller stabilt over sig.

Da intellektualitet er det samme som tankestabilisering, hvilket igen vil sige det samme som evnen til tankemæssigt at være i kontakt med kendsgerningerne eller de virkelige fakta, vil enhver opfattelse, der i næste øjeblik kan omstødes af andre fakta, og dermed afsløres som uvirkelig eller usand, jo umuligt være 'videnskabelig' eller virkelig 'intellektuel'."[5]

Men det er jo det problem, som alle seriøse forskere kæmper med. Hvad er det, der siger, at den kundskab, jeg er kommet frem til i dag, også er sandhed i morgen? Nej, netop, de fleste af vore videnskabelige "sandheder" er faktisk kun en formodning eller et gætteri, hvor meget den end hviler på en fast, erfaringsbaseret eller "empirisk" grund. Kan Martinus da sige sig fri for dette?

"så langt fremskredent i sin udvikling inden for dyreriget, at det foruden i kraft af sit fysiske legeme at kunne opleve rent fysiske manifestationer eller foreteelser, også i kraft af begyndende åndelige legemer er i færd med at udvikle sig til at kunne opleve realiteter, der ikke er af fysisk men af åndelig natur. Når et individ således i hovedet kan udregne, at 7 + 8 er lig 15, så udgør denne udregning en åndsfunktion. Denne åndsfunktion består i at flytte nogle i bevidstheden allerede eksisterende erindringsbilleder sammen, således at de kommer til at udgøre en bestemt kombination. Denne kombination bliver derved en nyskabelse..." "Enhver tilegnelse af facitter ved udregning uden fysiske hjælpemidler af nogen art udgør således en ren åndsfunktion, idet den udelukkende er baseret på nyskabelse i materiale, der består af erindringer, og som netop ikke kan tages med hænderne eller med nogen som helst anden fysisk foranstaltning eller realitet." [6]

I virkeligheden er kundskab altid baseret på en genkendelse, altså på en åndelig funktion. Det gælder al forskning, dvs. også positivisternes "forudsætningsløse" søgen efter sandhed. At vi overhovedet kan forstå eller blive bevidste om noget, beror på den åndelige funktion, som alle jordiske mennesker har udviklet i højere eller mindre grad. Enhver forsker anvender den, når han eller hun gør beregninger, og naturligvis er det den samme evne, vi anvender i vor hverdag, når vi f.eks. læser avisen eller regner ud, hvad maden koster. Forskellen mellem mentalt arbejde i hverdagen og den videnskabelige forskers arbejde er en gradsforskel, og ikke en artsforskel. Alle arbejder vi med bevidstheden og hjernen.

 

 

Eftersom vor jordmenneskelige kundskab om omverdenen er begrænset, må vi for en stor del opstille hypoteser (dvs. antagelser) og teorier. Og vi kan naturligvis heller ikke undvære teorier om helheden. Det er svært, for ikke at sige umuligt at forske uden at have nogen ide om det verdensalt, den helhed, vi lever i. Teoretisk kan man sige, at man er forudsætningsløs, men den, som er fuldstændig ærlig, må indrømme, at han har en mængde trosforestillinger om, hvordan de forskellige foreteelser i livet hænger sammen.

En almindelig verdensopfattelse i vore dage – særlig her i Vesten – er, at essensen i foreteelserne er "materiel", dvs. man mener, at den eneste virkelighed, som findes, er den, som vi i øjeblikket kan opleve med vore fysiske sanseorganer. Ganske vist fornægter man ikke, at der findes en "tankeverden", i hvilken vi kan fundere, gøre udregninger, opstille hypoteser eller antagelser osv. Men den virkelighed "regnes ikke for noget", det er ingen rigtig virkelighed, men bare en afspejling af den "håndgribelige" materielle virkelighed. Alligevel behandler nutidens forskere mange områder, som absolut ikke er håndgribelige – selv om det er muligt at måle og registrere dem. Allerede nu arbejder "videnskaben" altså med ikke-materielle fænomener.

Hvad er det, der siger, at der ikke findes mere "under solen" end det, vore dages videnskabsmænd kender til? Hvad er det, der siger, at netop nutidens "materialistiske" verdensbillede er det sande? I virkeligheden er dette verdensbillede ikke mere videnskabeligt end de religiøses tro, hævder Martinus i bogen Logik:

"Hverken den materialistiske eller religiøse verdensanskuelse har, under den form de hidtil er blevet doceret i verden, noget med 'videnskab' at gøre. Ikke desto mindre er ethvert normalt menneske, med kun almindelig fysisk sansebegavelse, stillet således, at det umuligt kan være til uden netop at tilhøre den ene eller den anden af de to nævnte verdensanskuelser. Enten er det 'materialist', som det hedder, og tror absolut ikke på 'udødelighed', tror ikke på nogen Gud, mener at livet kun er en kombination af tilfældigheder, er toppunktet for al livsytring, eller også er det religiøst indstillet, accepterer en eller anden påstand eller beretning om udødelighed, om en Guddoms eksistens, om en højere tilværelsesform end den nuværende fysiske, en såkaldt 'åndelig verden'. Men da ingen af de nævnte to verdensanskuelser i deres hidtidige docerede form er 'videnskab', men kun udgør 'formodninger' eller uanalyserede påstande, er ingen af de to nævnte verdensanskuelsers tilhængere 'vidende' væsener. De er enten 'materielt' eller 'religiøst' indstillede i kraft af 'tro'. De er alle uden undtagelse, både de 'irreligiøse' og de 'religiøse' – således 'troende væsener'." [7]

Det hindrer ikke, at den moderne videnskab er begyndelsen til en højere bevidsthed. I virkeligheden er videnskaben et af de mest konkrete beviser på, at det jordiske menneske er på vej til at forlade sin "primitive dyrebevidsthed". Men man må forstå, at det på sit nuværende niveau er "duften fra havet" og ikke det virkelige "hav" [8], hvor det kosmiske lys stråler i form af videnskab ud over hele verden.

2. TT, s. 11

3. TT, s. 15

4. TT, s. 53

5. Martinus: Logik, kap. 6

6. Martinus: Livets Bog 1, stk. 222

7. Martinus: Logik, kap. 12

8. Se Martinus: Livets Bog 1, stk. 180

Oversætter: HL