Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Lørdag morgen og udsigt til to fridage, hvor jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Altså er alt såre godt, eller – som Martinus ville have sagt – så sidder jeg på livslykkens fundament. Og jeg sidder virkelig godt og behageligt i min lænestol.

Af og til svirper et par strøtanker rundt i universet. En af dem bliver hængende lidt i Sarajevo, hvor folk løber rundt i gaderne som jagede dyr, mens andre sidder stille og roligt oppe i højhusene med rifler med kikkertsigte og lyddæmper.

Piff! En lille hvislende lyd vækker mig. Her sidder jeg minsandten og lever mig sådan ind i snigskyttens virkelighed, at jeg oplever mig selv bag trådkorset, har mit stakkels offer lige på kornet, piff, piff!

Sådan nogle rifler er kolossalt lækre. Drengen kommer op i mig. Det er jo ikke den slags isenkram, man bare slænger over skulderen. Næh, man har våbenet i en fin lille aflang kuffert, hvor delene er skilt ad og ligger fint pudset i små fløjlsbeklædte fordybninger. Så samler man riflen, og det er en fornøjelse at mærke, hvor præcist det hele passer sammen.

Hov, nu bliver jeg afbrudt. Min viv stikker hovedet ind ad døren og spørger mig om noget.

Jeg svarer distræt, afvisende.

Piff! – var min reaktion ikke næsten som et skud, et fortyndet mord, som Martinus kalder det? Hvis ikke hun havde skramlet på den anden side af døren og talt højt med sig selv, ville jeg måske ikke have opdaget det.

Det er slet ikke så tosset, når folk bliver sure eller for den sags skyld falder om på gaden som i Sarajevo. Så kan man da se, hvad man har gjort.

Jeg kan ikke sige mig helt fri for at være ligesom de snigskytter. Her sidder jeg på livslykkens fundament, og var det ikke for Martinus artikel på næste side og hele hans litteratur iøvrigt, så véd jeg virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg tror, de folk i Sarajevo bedøver deres samvittighed gennem vanens søvndyssende monotoni. Piff, piff! De er for langt væk fra deres ofre til at høre skrig og stønnen. Gudskelov har jeg mit offer meget tæt på, og hun reagerer synligt og hørligt hver gang.

Sådan er det nemlig i ægteskabet, og det fortæller Walter Christiansen om i sin artikel. Ja, faktisk er det hele bare principper, love og regler, der gælder overalt. Også i de små universer, som vor krop er bygget op af. Om det fortæller Siv Dreiwitz, mens Ole Therkelsen meget velgørende kommer ind på noget helt andet i sit historiske tilbageblik. Og det er virkelig afslappende, for dette nummer af Kosmos handler mest om, hvordan vi kommer op af lænestolen og i gang med at være mere bevidste om, hvad vi foretager os. Ellers kan det hurtigt blive den helt store rutschetur ned ad livslykkens fundament.

God sommer!