Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det var en hel almindelig dag. Jeg sad og tænkte på udtrykket "hver dag er en strålende mulighed". Hvordan skulle jeg få min dag til at stråle? Telefonen afbrød mine overvejelser.

"Jeg skal have et barn, jeg skal have et barn," snøfter en stemme i telefonen! Det lød som om jorden var ved at gå under eller en lignende forfærdelig katastrofe. Det var min veninde Vinna, som ringede og åbenbart ventede sig. "Jeg vil ikke have noget barn," fortsatte hendes snøften. Det forstod jeg. Jeg huskede min egen graviditet, hvordan det var at gå oppustet som en ballon og knap nok kunne bøje sig ned og snøre sine egne sko. Men der er jo da støvler, man kan stoppe fødderne i. Og ballonen forsvinder da, når det lille væsen ser dagens lys. Som de fleste smerter her i livet, er de jo forbigående. Og nogle måneder kan enhver vel holde ud. Så er dette at være bundet og miste friheden i mange år da værre.

Jeg spurgte, hvad den vordende far ville. I ligestillingens navn burde han måske også udtale sig? Men han vidste i øjeblikket ikke, hvad han ville.

"Men kære Vinna," spurgte jeg videre, "hvordan kan man blive gravid i vore oplyste 90'ere med alle de præventionsmidler, der er til rådighed? Ja, bobleskum eller lignende ting. For spiral var jo udelukket, fordi Vinna kendte kosmologien. Det var jo det samme som en tidlig abort, når ægget allerede var befrugtet og ikke kunne fæstne sig i livmoderen, fordi der sad en spiral i vejen. Og at spise P-piller og forstyrre den naturlige hormonbalance kunne senere forårsage karmakonsekvenser, som i dag ikke kunne overskues. "Og du kan da nok forstå," sagde Vinna, "at man ikke tænker på så uvæsentlige ting som forebyggende midler, når man er så forelsket". Men Vinna var jo ikke noget barn længere. Hvad skal man tro om den opvoksende generation!

"Men hvad så med abort da"? Hvilket privilegium! Dette som kvinde selv at kunne bestemme over sin egen krop! Skønt der findes da mænd som stadig synes, at man ikke kan overlade en så vigtig beslutning til en stakkels ensom kvinde. Men når nu mændene har frit valg med hensyn til at føre krige og dræbe hinanden plus andre grusomheder, uden at nogen forbyder det, så kan kvinderne vel også foretage abort? Selv om det er en anden form for at slå ihjel. Ingen ved måske hvad de gør? Men det er jo ikke forbud, der gør mennesket visere, men erfaringer og deres konsekvenser. Og livet er jo en skole, hvor vi eksperimenterer med livsfarligt materiale. Hvad har vi ellers at gøre i denne jammerdal?

Ved selve ordet abort græd Vinna endnu voldsommere. For det var netop det, hun havde tænkt på. Men nu var der jo det, at hun var vegetar for ikke at slå dyr ihjel. "Og hvordan skulle hun så kunne vælge abort og dræbe et spirende menneskeliv", mente Vinna? Ja, bare tanken om det gav hende stor skyldfølelse. Hun troede, hun var for kærlig til at ty til abort eller overhovedet overveje det. Og formodentlig ville hun rammes af tilbagevendende karmabølger, hvis hun valgte abort – og selv blive aborteret, når hun næste gang, eller senere, skulle inkarnere på jorden. Og en sådan tortur ville hun ikke være med til. Det var tydeligt nok problematisk at få større indsigt i livet og at være vegetar.

 

 

Måske ville beslutningen blive lettere, hvis hun begyndte at spise dyr igen? Nej, det mente Vinna ikke. For så ville primitivere mikroindivider inkarnere i hendes krop, og det var ikke til at tænke på.

Og som om det ikke var nok, kunne hun komme ud for samme situation igen, hvis hun valgte abort, akkurat som selvmorderen gør, indtil han løser problemet på en anden måde end ved at tage livet af sig.

Trods omstændighederne kunne jeg ikke lade være at lykønske Vinna med det fantastiske, at en lille menneskesjæl havde inkarneret netop hos hende og skulle leve et jordeliv med hende som mor! Og er babyer da ikke dejlige? Jo, det syntes Vinna også. Selv om det dejlige bliver noget takket i kanten af nattevågen, bleskift, børnesygdomme, tandbesvær, kolik m.m.

Nogle uger gik, før vi igen talte sammen i telefonen. Vinna virkede nu lettet og normal i stemmen. Jeg begyndte at drage et lettelsens suk og så mig selv gå igang med at strikke babytøj.

Så kom det dræbende slag. Abort! Vinna havde fået abort! Alt var overstået og klart. Men hvorfor, hvorfor?

Jo, den vordende far havde bestemt, at han ikke ville have noget barn. Selv havde Vinna godt kunne tænke sig det, men når han nu ikke ville, så tog hun hensyn til det. Det var jo et stort skridt, så det var vigtigt, de var enige. Det kan du nok forstå, sagde Vinna. Jeg prøvede så godt jeg kunne!

Det havde været en stor beslutning. Det virkede som om Vinna havde haft den samme kamp som Paulus, da han udtalte ordene "det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, just det gør jeg."

Så føles det godt at vide, at vi lever liv efter liv, så vi får mulighed for at rette op på vore fejltagelser og galskaber. Og at der er en hel verden af hjælpende åndelige væsener med en grænseløs kærlighed og en uendelig tålmodighed med os på vor udviklingsvej frem til det kosmisk bevidste menneske.

Oversætter: SB