Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Martinus lagde ikke skjul på, at hans kosmologi først og fremmest var beregnet for fremtidens mennesker. Og naturligvis kan det ikke undgås, at mange af dem, som allerede i dag interesserer sig for hans lære, regner med, at så er de nok længere fremme i udviklingen end den store masse af Jordens befolkning.

Det er måske også rigtigt, men jeg kender dog mennesker, som efterlever analyserne uden at have mødt dem, og jeg kender også mennesker, der er meget optaget af analyserne, men misforstår dem og endda tager dem til indtægt for egne egoistiske behov.

Selvfølgelig er der ikke noget at sige til, at analyserne bliver mødt i den ånd, der er disponibel for dette møde. Men da Martinus kosmologi handler om udvikling af næstekærlighed, virker misbrug inden for dette område meget iøjnefaldende sammenlignet med andre af dagliglivets mange fejltagelser og misforståelser.

Nu med hensyn til analysemisbrug, så oplever jeg det hyppigst blandt mennesker, der holder analyserne frem for sig som idealer, de mener nemt at kunne overholde – ja, de gør det allerede!

Og det er jo klart! – når det drejer sig om at lære noget nyt, så kan det ikke nytte, at man stiller sig an, som om man kan det hele i forvejen. Og vil man tillige forstå det nye, så må man også passe på ikke at lade sig overtale til noget. Kort sagt, man må på en gang være ydmyg og kritisk.

Så langt, så godt. Men ak! – nu viser det sig ofte, at denne indstilling kan være svær at holde fast ved. Man bliver jo "dygtig" og glemmer let sin ydmyge position som discipel – ja, man bliver måske så rutineret, at man helt glemmer at forholde sig kritisk til analyserne?

Som menneske på denne klode kan man lige så godt først som sidst se i øjnene, at det ikke bare er de andre, der sjusker med deres forhold til analyserne. Man gør det selv, eller er måske på vej til at gøre det. Men hvordan undgå det?

En god ven af mig "snakker daglig med Vorherre". Det er nok den bedste begyndelse. Og fører en sådan "snak" til selvransagelse og forståelse af, at man daglig må efterse og justere sit forhold til analyserne, så vil jeg mene, at man er på rette vej. Og som et godt hjælpemiddel kan man endvidere bruge analyserne til at skelne mellem sig selv og sin væremåde. Dermed bliver det lettere at undgå pinagtige selvbebrejdelser eller retfærdiggørelser, og dermed kan man også hæve sig over sin væremåde, styre og justere den. Baggrunden for denne mentale teknik kommer Martinus ind på i sin artikel om LIVSKRAFT OG VILJEFØRING.

Kort sagt, man må vænne sig til at betragte sin væremåde som et redskab, og man må træne sig i at betragte enhver sag objektivt. Det gør Aage Hvolby, når han belyser SAGENS VÆKST, et omdiskuteret og følelsesladet emne.

Og så kan vi glæde KOSMOS' læsere med to avisartikler om Martinus, nemlig verdens formentlig første, samt Mogens Tverskovs HAN ER PROFET…, der af Martinus blev karakteriseret som den bedste nogensinde.