Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I en forudgående første artikel har jeg med Martinus verdensbillede som baggrund beskrevet de levende væseners udvikling i det højest tænkelige perspektiv, idet jeg har skildret denne udvikling som en bevægelse, der dybest set er identisk med selve Guds væren. I denne anden artikel vil jeg gerne beskrive udviklingen i et mere jordnært perspektiv, hvor processen anskues fra den fysiske side. Og for at give et så godt forståelsesgrundlag som muligt for de to efterfølgende og afsluttende artikler, vil jeg denne gang fortrinsvis skildre de fortidige, mere elementære udviklingstrin, som vi mennesker af i dag er fremkommet af.

 

Lad os begynde med resumerende at fastslå, at al udvikling foregår i kredsløb og kosmisk set er uden begyndelse og uden ende, så sandt som den er udtryk for Guds egen bevidsthedsaktivitet.

Fra en åndelig eller immateriel tilværelse, hvor det levende væsen permanent eksisterer i en "usynlig-stråleformig" eller "overfysisk" organisme, forvandles væsenet gradvis i retning af en mere fysisk eller materiel tilværelse. Denne gradvise forvandling skyldes i egentlig forstand, at der foregår ændringer i væsenets bevidsthedssammensætning eller mentale kvalitet. Det er disse mentale ændringer, som fører med sig, at væsenet ikke mere kan nøjes med en usynlig-stråleformig eller overfysisk organisme alene, således som det har kunnet i en meget lang periode på de højeste tilværelsesplaner.

I forbindelse med denne meget langsomme fortætningsproces opstår der varme i og omkring nævnte substans. Varmen tager til og får efterhånden substansen til at fremtræde som en regelret "ildformation" eller "sol". Hele denne begyndende fortætningsproces er udtryk for, at væsenets bagvedliggende usynlig-stråleformige organisme, hvis overfysiske organer samtidig uindskrænket forbliver rettet mod den åndelige eller overfysiske verdens realiteter, lidt efter forbindes med tungere substanser, med "materie".

Om den tilblivende fysiske organisme udvikles frem til et sådant instrument for dagsbevidsthed i den fysiske verden, som vort eget legeme repræsenterer, eller den udvikler sig frem til f.eks. en celleorganisme eller en klodeorganisme, ændrer ikke på de udviklingsprincipper, som skildres i denne artikel og som altså er ens for alle levende væsener i universet.

Til at begynde med er der som sagt kun tale om et yderst elementært ydre legeme, en organisation af substanser, som ikke er i stand til at "tage føling" med ydre fysiske omgivelser, idet der endnu ikke eksisterer udadrettede sanseorganer i dette ydre legeme. Men denne gradvis fremtonende "struktur" af elektriske felter, varmefelter, gasarter og ildformationer, som udfra et materialistisk syn må forekomme at være totalt livløs (f.eks. Solen), er dog i virkeligheden "organisk forbundet" med et bagvedliggende usynligt, mentalt liv. Den fremtonende ydre struktur er i virkeligheden en slags substantiel eller stoflig forlængelse af den i væsenet boende "kosmiske bevidsthed", som rummer mægtige mentale energier.

 

Det er ikke så mærkeligt, at tidligere kulturer på vor Jord har tilbedt Solen som den egentlige og højeste Guddom. Solen er et levende væsen, som i mægtige strålebundter kaster livgivende "kosmisk bevidsthed" ind i den fysiske verden, idet dens indadvendte mentale kræfter reflekteres ud i rummet af den uorganiske substans, som Solen har "iklædt" sig.

Solvæsenets mentale indadvendthed hindrer dog ikke, at de uorganiske elementer, som dens "overfladestruktur" består af, kan indgå logiske forbindelser med hinanden. Men alle disse ydre processer har solvæsenet selv ingen "føling" med. De sker "uafvidende". De har "automatisk" karakter, hvilket betyder, at de befordres af særlige mentale kræfter (instinkt- og hukommelsesenergi) i solvæsenets bevidsthed, kræfter, der eksisterer usynligt for det "naturvidenskabelige øje". (1)

Verdensrummet er opfyldt af "kosmisk intelligens", som kan gå i forbindelse med solvæsenets stadig voksende instinktudstråling og derigennem sørge for en fortsat absolut hensigtsmæssig tildannelse af det ydre fysiske legeme, er hensigtsmæssighed, som dog i særlig afgørende grad bestemmes af det levende væsens iboende længsler og begær, også selvom disse endnu er "lukket inde" i væsenets usynlig-stråleformige organisme eller mentale energilegeme.

Samtidig med, at væsenets usynlig-stråleformige organisme fremdeles er stærkt indadvendt med hensyn til sin mentale aktivitet, udvikles der nu organer i det ydre fysiske legeme, organer, som på grundlag af "anelse" kan tage direkte "føling" med de ydre fysiske omgivelser. Væsenet kan begynde at skelne mellem behagelige og ubehagelige ydre påvirkninger, ligesom det kan reagere på disse i sin egen indre bevidsthed og give sig tilsvarende "til kende" udadtil, også selvom dets mentalitet endnu er overvejende indadvendt. Men det er væsenets udadvendte "anelsesbevidsthed", der ganske gradvist udbygges, for engang at blive til vågen dagsbevidsthed i den ydre fysiske verden, således som den forekommer i dyreverdenen, og således, som vi i en endnu højere grad selv oplever den.

Her kan det være hensigtsmæssigt over for specielt interesserede åndsforskere at gøre opmærksom på, at instinktstadiets væsener, der af Martinus generelt betegnes som "plantevæsener" eller "instinktvæsener", ikke nødvendigvis i deres gradvist opstående ydre konturer fremtræder som "planter", der vokser med rødder i jord eller lignende. En plantecelle er f.eks. ligeledes et individuelt levende væsen, der befinder sig i nævnte stadium.

Plante- eller instinktvæseners ydre fremtræden kan med andre ord være yderst forskellig, afhængig af, hvilket spiralkredsløb det pågældende væsen befinder sig i, altså om det f.eks. er dimensioneret som et cellevæsen, et organvæsen, et organismevæsen eller et klodevæsen. Af betydning for plante- eller instinktvæsenets ydre fremtræden er for mig at se, endvidere karakteren af den makrokosmiske sammenhæng, som det pågældende væsen umiddelbart er placeret i indenfor et givet spiralkredsløb. Dette sidste skal forstås sådan, at levende væsener kan tilbringe deres "plantestadium" i meget forskellige ydre sammenhænge. De kan f.eks. tilbringe dette stadium som mikrovæsener i et klodevæsen, der selv befinder sig i et overgangsstadium mellem "mineralriget" og "planteriget", eller i et klode væsen, der selv befinder sig midt i sit plantestadium, – eller i et klodevæsen, der befinder sig mit i sit dyrestadium, – eller i et klodevæsen, som er i færd med at blive til et "rigtigt menneske" (vor egen klode).

Den meget forskellige grundenergisammensætning på de her nævnte klodebetingede tilværelsesplaner vil, så vidt jeg kan se, ytre sig også som en forskel i disse klodeverdeners substantielle tæthed eller fortætningsgrad, altså et forskelligt forhold imellem "ånd" og "materie". Og en hvilken som helst mellemkosmisk organismes fortætningsgrad og dermed hele ydre fremtræden vil afhænge af de umiddelbare omgivelsers makrokosmisk betingede fortætningsgrad.

"Planteriget", således som vi kender det, eksisterer i sammenhæng med et yderst differentieret klodelegeme, hvis iboende bevidsthed er forholdsvis højtudviklet. Sådan vil det ikke nødvendigvis altid være. "Planteriget" kan derfor på lavere udviklede planeter tage sig helt anderledes ud. Dette bliver især indlysende for os, hvis vi forestiller os en planet, som endnu ikke har noget fysisk fremtrædende "dyrerige" i sin ydre organisme. En "planteverden", som ikke har en "dyreverden" at samvirke med, må nødvendigvis være betydelig mere elementær i sin fysiske fremtræden.

Hele denne trinvise forvandling kan naturligvis ikke kun ses som en skabelse af en ydre organisme, gennem utallige forvandlinger af samme. Den ydre forms forvandlende tilblivelse er på en måde sekundær. Det er først og fremmest det levende væsens mentalitet eller psyke, der forvandles. Heraf følger så den ydre organismes tilblivelse som noget nødvendigt og naturligt. Men samtidig er det dog sådan, at netop den fysiske organisme med dens markante erfaringer i de fysiske omgivelser er helt afgørende for, at en psykisk eller mental forvandling, og dermed bevidsthedsmæssig fornyelse, i det hele taget kan finde sted.(2)

Ved overgangen til den dyriske tilværelse knyttes det levende væsen stadig tættere til dé specielle bevidsthedsenergi-kombinationer, som vi kalder "fysiske" eller "materielle". Dette medfører, at en periodisk udskiftning (reinkarnation) af den ydre organisme sætter ind. Samtidig foregår der en fundamental forandring i væsenets hidtil dobbeltkønnede eller kønsuafhængige tilstand. Der sker en kønslig forvandling af det selv og dets nærmeste medvæsener, hver især, nogle til hanvæsener og andre til hunvæsener. Køns- eller polforvandlingen er den hovedfaktor, som gør et "plantevæsen" til et "dyrevæsen". Det enkelte væsen må nu opleve dyreverdenens kønsprincip, med alt hvad dette indebærer.

Dyrets hele udadvendte adfærd styres af et stærkt instinkt, som har rødder langt ind i dets forudgående tilværelse som plante- eller instinktvæsen og har opbygget automatisk virkende talenter eller færdigheder, som til stadighed udvides eller tilpasses i forhold til skiftende omverdens forhold. Dyrets psyke er faktisk udtryk for en fremskreden bevidsthedsfornyelsesproces, som har taget sin begyndelse allerede i dets forudgående tilstand som plante- eller instinktvæsen. I dette forudgående stadium har bevidsthedsfornyelsen blot endnu været meget elementær.

Dyresjælen udtrykker "vågnende bevidsthed" i den ydre verden, i forhold til de fysiske omgivelser. Samtidig bindes dyrevæsenet meget stærkt til denne fysiske side af sin nu "tosidede" (åndelig/fysiske) tilværelse. Det bliver afhængigt af sine fysiske behov. Men dette giver særlige erfaringer, som virker bevidsthedskompletterende eller -udvidende, dog uden at dyrevæsenet selv kan gøre sig nogen som helst tanker herom. Kampen for tilværelsen i den fysiske verden lægger fuldstændig beslag på dets fortsat opvågnende ydre bevidsthed. Denne er tilmed gennemtrængt af en automatisk virkende, forsvarspræget selvopholdelsesdrift, som styrer hele dets adfærd og som er ensbetydende med, at det kun kan reagere over for omverdensforholdene i sin egen interesse og i sin families, sit afkoms og sin arts interesse.

Plante- eller instinktvæsenets bevidsthed er ganske vist betydelig mere "kosmisk" end dyrevæsenets. Plantevæsenet lever faktisk i en form for "kosmisk bevidsthed". Denne bevidsthed er blot mere indadvendt end udadvendt. Den er mere bagudorienteret end fremadorienteret. Den er mere åndelig end fysisk. Den er mere automatisk end suveræn. Den er udtryk for en forhenværende "kosmisk suverænitet", som er blevet automatiseret gennem et stadig tiltagende instinkt.

Men når plantevæsenet står på højdepunktet af sin plantevæsenstilstand, begynder instinktet så småt at aftage. Samtidig med denne instinktets tilbagegang begynder også den "automatiserede kosmiske bevidsthed" at svinde.

 

 

Plantevæsenet er med andre ord det mest automatisk fungerende af samtlige levende væsener i den ydre, fysiske verden. Denne automatisme er ikke udtryk for bevidsthedsmæssig suverænitet. Den er snarere udtryk for en fundamental omformning af udlevet bevidsthedsmæssig suverænitet til rent automatiske bevidsthedsfunktioner, som er grundlaget for nævnte dybe længsel efter en tilværelse, som giver adgang til suveræn "kosmisk bevidsthed". Men i sin automatiske virkemåde er plantevæsenets "kosmiske bevidsthed" en vigtig ledsagende og understøttende faktor i væsenets gradvise opbyggelse af sanseorganer ud mod den fysiske side af sin tilværelse.

Ethvert dyr når før eller siden frem til et stadium, hvor det er blevet mættet af sine "indviklingserfaringer", af sine uopholdelige erfaringer som udpræget dyrevæsen. Dets hjerne udvikles da frem til at kunne kanalisere væsentlig mere intelligensenergi end før. Samtidig reduceres dets instinkt yderligere. Når dette begynder at ske, bliver den såkaldte "indvikling" gradvist afløst af en frigørende, suverænitetsbefordrende kursændring, som Martinus da betegner som "udvikling".

Denne intelligensbetingede forandring kommer til at betyde, at dyrets skelneevne øges så meget, at det begynder at kunne skelne sig selv fra sine omgivelser på en mere bevidst måde end før. Der opstår gradvis en konkret "jeg-fornemmelse" i dets psyke. Dette fremfor noget er dén ændrende faktor, som markerer skillelinjen mellem dyret og mennesket. Fra denne skillelinje at regne har vi så at sige med et begyndende "jordisk menneske" at gøre, også selvom dette væsens ydre konturer måske vil kunne forekomme os at være mere dyriske end menneskelige.

I den forbindelse kan vi f.eks. tænke på hvalernes mærkelige "sprog", som i dag er genstand for videnskabelig forskning. Man kan på en måde godt sige, at vi mennesker en gang i en fjern fremtid meget præcist vil kunne "tale med dyrene" – via direkte tankeoverføring – når disse dyr når frem til at have "kosmisk bevidsthed". Thi de væsener, som vi i dag opfatter som værende dyr, er jo kosmisk set ikke dyr – mere end vi selv er det. De udvikler sig kvalitativt i samme retning som vi.

Nogle mennesker har allerede i dag så god føling med dyr, at de kan "korrespondere" med dem, udveksle informationer uden om talesproget, eventuelt på en sådan måde, at talesproget nærmest kun fungerer som en "lydbølge", der bærer en bestemt følelse, stemning eller tankeretning fra den ene part til den anden. Det er denne "korrespondance", der engang vil udvikle sig til at blive meget differentieret eller nuanceret, ja, ligefrem gøre "talesproget" til noget sekundært i forhold til "tænkesproget",

2. Symbol nr. 13 viser detaljeret det levende væsens organismeforvandling samtlige udviklingsstadier. Den tilhørende symbolforklaring er meget omfattende og detaljeret (DET EVIGE VERDENSBILLEDE, I).

3. Symbol nr. 8 med tilhørende tekst omhandler bl.a. de nævnte særlige udviklingsbaner (LIVETS BOG, I samt DET EVIGT VERDENSBILLEDE, III, her som symbol nr. 29).