Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Jorden har længe stået overfor truslen om en verdensomfattende katastrofe. I brændpunktet befinder sig to magtblokke, bevæbnede til tænderne, med konkurrerende politiske og militære mål. Begge de to supermagter USA og Sovjetunionen, med deres respektive våbenfæller eller "allierede", vil hver især dominere verden – og helst blive enehersker. De nuværende ledere Ronald Reagan og Michail Gorbatjov har forskellige syn på, hvordan man skal nå frem til nedrustning og fred. Men ingen af dem er indstillet på at ofre deres respektive landes position i verdenspolitiken. Der er en stærkere magt end disse lederes personlige ønsker, som forhindrer at freden på kort sigt bliver virkelighed. Hvem er så den virkelige magt bag våbnene og supermagternes ledere, som i dag udsætter verden for den risiko når som helst at havne i brændende inferno, en omfattende verdenskrig?

 

Der sker meget i Sovjetunionen lige nu. Dets leder Michail Gorbatjov taler meget om at demokratisere forholdene i det sovjetiske samfund, og han har også lovet at arbejde for afskaffelse af alle kernevåben i verden før år 2000. Men hans modpart i USA, Ronald Reagan, er mistænksom med hensyn til Sovjets og Gorbatjovs hensigter. USA er, mener han, garanten for "den frie verdens" beståen. Derfor må det amerikanske folk beskytte sig og sine venligt sindede forbundsfæller mod Sovjetunionen og østblokken ved hjælp af et nyt rumvåbensystem – SDI. Dette system – ofte kaldet "Stjernekrig" – bygger på, at USA skal kunne standse et sovjetisk kernevåbenangreb mod Amerika eller Europa i atmosfæren eller rummet, allerede inden våbnene når deres mål på Jorden.

Trods den fredsvilje, som eventuelt er hos supermagternes ledere, kan vi ikke håbe på, at modsætningerne mellem magtblokkene kan løses ved nedskæringer af deres våbensystemer. Så længe magtforholdet er som det er, vil ingen af supermagterne under nogen omstændigheder gå så langt, at de afskaffer alt effektivt forsvar. Og i øjeblikket er begge parter i fuld gang med at forstærke deres forsvarssystemer.

Nej, kilden til fjendskabet mellem øst og vest er ikke våbnene som sådanne, eller de ledende politikeres personlige galskab. For at finde den virkelige årsag til krigsforberedelserne og våbenoprustningen må vi søge efter magten bag disse foreteelser. Så længe USA og Sovjetunionen stræber efter mere eller mindre at dele verden imellem sig, vil verdenskrigens forfærdelige mulighed fortsat eksistere. Mængden af kernevåben eller antallet af geværer, bomber, granater, krigsskibe, u-både, krigsfly osv. er ikke afgørende, men derimod mentaliteten hos verdens mennesker. Så længe majoriteten af befolkningen i de stærkeste lande er parate til at anvende vold for at forsvare sig mod deres medmennesker eller "fjender", risikerer vi når som helst at havne i en verdensomspændende krig, med eller uden kernevåben. Så kan de politikere, som repræsenterer de respektive befolkninger, være nok så charmerende.

I den internationale politik står altså to dominerende "supermagter" mod hinanden, og begge har bomber, geværer, flyvemaskiner m.m. i et omfang, som muliggør menneskehedens udslettelse mange gange. Hvis repræsentanter fra en eller begge magtblokkes regeringer trykker på nogle knapper, kan de på få øjeblikke udslette hundreder af millioner menneskeliv og kulturværdier, som det har taget århundreder at bygge op. De kan også, i hvert fald teoretisk, ved ét eneste kernevåbenangreb udrydde hele menneskeheden og al kultur på Jorden.

I denne forsvarsindstilling ligger, set fra en universel eller kosmisk synsvinkel, en af menneskehedens største vildfarelser. Man udrydder ikke krigen ved hjælp af krig, lige så lidt som man slukker ild med ild. Nej, vejen ud af krigens epoke er menneskers udvikling af fred og harmoni i deres eget indre. Først når alle mennesker er blevet "fredsceller" i Jordens organisme, vil krigen ophøre for altid. Og en sådan udvikling – at stadig flere mennesker ikke under nogen omstændigheder vil deltage i krigeriske handlinger af nogen slags – er ikke kun mulig, men også nødvendig og uundgåelig.

Det eneste, der kan garantere, at vi får fred på Jorden, er altså menneskenes gradvise udvikling mod en højere bevidsthedstilstand. En sådan gradvis udvikling sker blandt andet, fordi intet menneske kan leve uden at gøre erfaringer. Jo mere modgang og jo flere besværligheder et menneske gennemgår, desto mindre ivrig er det efter at deltage i voldsomme og krigeriske aktiviteter, fordi det selv ved, hvordan det føles at blive udsat for sådanne handlinger. Det behøver ikke nødvendigvis at være i éns nuværende liv, man har gennemgået lidelser, men de erfaringer, som gør én til "fredscelle", kan ligge langt tilbage i udviklingen, måske adskillige liv.

Mange af de problemer, menneskeheden i dag har at kæmpe med, vil fremtvinge et internationalt samarbejde mellem alle verdens nationer. Allerede nu er miljøødelæggelserne, de økonomiske balanceproblemer, kravet om retfærdighed, handelskonflikter og behovet for kommunikation af sådanne dimensioner, at en samordning over nationale grænser bliver stadig mere nødvendig. Disse faktorer tilsammen vil medføre, at verdens nationer frivilligt søger samarbejde på det internationale plan, selvom det må ske på bekostning af de respektive landes egen magt og selvstændighed.

Den nu i så mange nationer herskende national-egoisme må komme til at vige for de fælles behov, akkurat som stammer og mindre folkegrupper tidligere i menneskehedens historie har sluttet sig sammen til nationer. Den "kollektive forelskelse", som skaber grobunden både for dyrenes sammenhold i en flok og menneskenes nationale følelser, erstattes lidt efter lidt af en menneskelig kærlighed og af den forlængst bebudede forening af menneskeheden til "én hjord og én hyrde", det vil sige ét land og én regering.

Først når "vilddyrene" har mistet så meget af deres position, at verdens øvrige lande kan føle sig frie og uafhængige, er der forudsætninger for en forenet verden. Og det vi i dag er vidne til og endnu mere i fremtiden vil komme til at opleve, er "vilddyrenes dødskamp". Når denne kamp, måske om et par årtier vil være afsluttet, kan vi håbe på "begyndelsen til enden" af dette århundredes voldsomme mareridt. Så er forudsætningerne for, at Jordens nationer i fællesskab kan skabe en organisk samarbejdende enhed i form af "Jordens forenede stater", hvor hver nation udgør et "fredsorgan" til stede. Til den tid vil også de enkelte mennesker have opnået deres personlige modning som "fredsceller". I stadig hurtigere tempo iler vi derefter mod vor "kosmiske fødsel" og mod det "himmerige", som Jesus og andre af vore kosmiske forældre for længe siden bebudede.