Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mit første indtryk af Martinus som skribent var noget forvirrende. På den ene side fandt jeg ham selvsikker, bestemt og kategorisk, og sådanne signaler har altid mindet mig ubehageligt om politisk eller religiøs agitation.

Men samtidig og på den anden side kunne jeg jo godt se, at Martinus ikke var spor interesseret i at slå i bordet og sige: "Nu skal I høre folkens, sådan er det bare!"

Tværtimod gør Martinus sig uhyre umage for at begrunde sine meninger. Og så er det, man lidt efter lidt finder ud af, at disse "meninger" er noget andet og mere. De er ikke personlige meninger, men sandheder, som ikke kan rokkes.

Men ak! Den modstand, jeg i begyndelsen nærede over for Martinus' sikkerhed og overlegenhed, afløstes nu af træthed og irritation. Hvorfor skulle Martinus partout trække mig igennem alle disse ræsonnementer? Jeg var jo allerede overbevist.

Men nej, nu kunne jeg alligevel godt se, at der var indsigelser, som jeg havde overset. Martinus er åbenbart ikke interesseret i, at man skal give ham ret, fordi man ikke er skarpsindig og veloplagt nok til at protestere. Kan man det ikke selv, så skal Martinus nok tage alle tvivlsspørgsmål op til overvejelse med påfølgende udredning og konklusion: Her drejer det sig ikke om personlige meninger og argumenter, men om åndelig videnskab!

For bedre at forstå Martinus og vort forhold til hans særlige stil kan vi forestille os, at han er en slags videnskabsmand, der er kommet her til Jorden fra en fremmed klode ude i universet… En klode, hvor udviklingen er milevidt foran vores.

Set i dét perspektiv bliver Martinus' forhold til os jordmennesker ligesom et forældrepars kærlige, men også selvsikre, bestemte og kategoriske holdning til deres mindreårige børn. Og så sker der det pudsige, at vi, der "hænger" på Martinus og støtter os til hans analyser, vi kommer nemt til at efterligne mesterens stil og optræde med lidt af den samme selvsikkerhed og kategoriske holdning. Vi bliver nemt som "enebørn", der går hjemme og bliver "gammelkloge" med al vores teoretiske viden.

Som medredaktør af KOSMOS er det mit håb, at vi forkælede "enebørn", der har fået analyserne foræret, længe før de når ud til jordklodens milliarder af "søskende", – at vi må formå at skabe et blad, hvor Martinus analyser kan finde en plads blandt artikler skrevet af ganske almindelige jordmennesker med en realistisk opfattelse af sig selv og disse analysers betydning for deres hverdag. På den måde kan mesterens arbejde drejes i lyset af hver enkelt skribents helt personlige facetter og dermed gøres nyt og spændende for bladets læsere.

I dette nummer af KOSMOS vil Martinus således blive sekunderet af 3 skribenter, som hver på deres individuelle måde levendegør og aktualiserer Martinus' tanker. Det drejer sig om evige love og principper, men det er lige nu og her, det foregår!