Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1987/5 side 98

Vinterskole-holdet, marts 1987. Se næste side.
Nyt fra Martinus Center i Klint
Vinterskolens tredje sæson afsluttet!
af Harald Berglund
 
"Som de fleste af KOSMOS-læserne sikkert ved, er målet med virksomheden på Klint, at der efterhånden skal etableres en international skole her. Undervisningen skal i fremtiden ikke kun finde sted i sommermånederne, men året rundt. Dette mål er ikke så fjernt, som det måske kan se ud for øjeblikket."
Sådan skrev Rolf Elving i KOSMOS nr. 1, 1978. Og nu har vi netop afsluttet den såkaldte Vinterskoles tredje sæson! Ganske vist er alt endnu kun i sin begyndelse, og der vil nok komme til at gå endnu nogle år, før det bliver en stor international skole med undervisning på flere fremmede sprog. Men det kunne også ske hurtigere. Det afgørende er, hvornår Martinus' bøger kan begynde at udkomme på andre sprog end dansk og svensk. LIVETS BOGs første bind foreligger i engelsk oversættelse, og næsten hele LIVETS BOG er oversat til tysk. Der mangler kun forlæggere, som tør satse på et på specielt bogværk.
Hvad angår skolens internationalisme, så har den hidtil indskrænket sig til de nordiske lande (bortset fra Finland, – hvorfor er der for resten ingen, der oversætter til finsk?) Desuden har der været et par deltagere fra Storbritannien; men vi har også haft et par gæster helt fra Canada og Brasilien. Og vi skal da heller ikke glemme sommerens internationale uger, som vi i år satser ekstra på.
For andet år i træk har en lille gruppe mennesker altså afsluttet et studium af hele LIVETS BOG. Alle de syv bind har man læst igennem, og alle de totusindesekshundredeogfireogtres stykker er blevet diskuteret i grupper. Og man har studeret de tolv symboler. Desuden har man studeret symbolerne i symbolbøgerne (DEV I-III), og alle har overfor en gruppe tilhørere forklaret mindst ét symbol, mange har forklaret flere. Nogle studerende har givet referat af en artikel eller en af Martinus' små bøger, og andre har for første gang i deres liv holdt foredrag – men sikkert ikke for sidste gang. Alle har hørt mindst hundrede forskellige Martinus-foredrag på bånd, og meget, meget mere er sket i løbet af de fjorten måneder studierne har varet. Nu overlader de pladserne til nye deltagere på skolen. Er du en af dem? Hvis du vil tilmelde dig, så finder du alle informationer i det nye program. Flere programmer kan fås fra Instituttet i København.