Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Martinus kosmologi kan udbredes på mange måder. "Ved dagens begyndelse" er titlen på en fast rubrik i Danmarks Radio, en kort morgenrubrik på 5 minutter, hvor religiøse eller filosofiske tanker kommer til udtryk. Denne artikel er sammensat af 5 sådanne små foredrag udsendt til danske lyttere i august 1986.

 

Menneskehedens aktuelle situation med krigstrusler, terrorisme, arbejdsløshed og naturforurening osv. ser kaotisk ud, når den ses i et øjebliksbillede. Vi må have afstand for at få helhed og mening.

I hundrede tusinder af år har menneskene levet i små isolerede grupper rundt om på kloden. Det meste af tiden var de på jæger- og samlerstadiet. Nu og da blomstrede der kulturer op: i Ægypten, Indien, Kina og andre steder. Men de var isolerede. Andre folkeslag oplevedes som fremmede og fjendtlige. De skabte hver deres eget kulturmønster, deres egne religiøse forestillinger, deres egen samfundsorden, koncentreret om deres egne vaner og traditioner.

Men kultur er ikke bare et system af vaner, det er også livsanskuelse. Og det er livsanskuelsen eller kulturens billede af SANDHEDEN, der er kraften i alle kulturens forgreninger: kunst, moral, politik, retsvæsen osv.

I alle højere kulturer er der fremstået enkeltpersoner, åndelige genier, som ud fra en højere erkendelse gav inspiration til kulturens livsanskuelse og moral. F.eks. Lao-tse i Kina, Buddha i Indien, Sokrates i Grækenland, Muhamed og Kristus i Mellemøsten. Deres ånd og ord løftede disse kulturer fremad og opad mod sand menneskelighed og bort fra barbari. Vi kender bedst vor egen vestlige kulturhistorie og kan klart se, hvorledes inspirationen fra Kristus fra f.eks. lignelsen om den barmhjertige samaritan over en periode på 2000 år har forvandlet det brutale romerrige og de krigeriske stammer i Europa og vikingerne i Norden til velfærdsstater, som forlængst har afskaffet slaveri og viser udstrakt omsorg for syge, gamle og nødstedte.

For ca. 500 år siden – i de store opdagelsesrejsers tid – mødtes de isolerede kulturer for alvor. Og vi ved, at det blev til konfrontationer, udbytning og blodige krige. Men selv i fredstid var det krig: krig mellem livsanskuelser, kamp om monopol på sandheden, kamp om sjælene. De glimt af den universelle sandhed, som de store vise i alle kulturer havde oplevet, blev til stivnede stenblokke, dogmer og ceremonier. Sandhedens vrangbillede blev til åndelige våben, midler til åndelig kolonialisering af andre folkeslag. I religionskrigens helvede forrådte menneskene deres egen åndelige kilde, deres egne vise, deres egen Gud.

Menneskeheden skal vokse sammen til et verdensomspændende samfundslegeme. Den provinsielle tid er ved at være forbi, både politisk, økonomisk og åndeligt.

Den stærkeste forbindende kraft mellem alle verdensdele i dag er videnskab og teknik. Begge hviler på erfaring og logik. Det er vidunderligt at se, hvorledes videnskabsmænd fra øst og vest uafhængig af politik kan samarbejde fordomsfrit om dette ene: sandheden.

Men sandheden om det fysiske Univers er kun en begyndelse. Vigtigere er det at samles om en ÅNDSVIDENSKAB, som i logiske analyser med henvisning til almengyldige love og principper viser alle religioners fællesudspring, viser den samme guddommelige mening med livet for alle mennesker, som nedbryder fordomme og snæversyn, og underbygger tolerance og broderskab mellem alle mennesker og alkærlighed.

Vi er alle en del af naturen. Den omgiver os på alle sider. Over os hvælver der sig et uendeligt verdensrum med gigantiske stjernesystemer, under os en mikroskopisk verden, der myldrer af liv, og omkring os har vi skovenes og markernes, havenes og søernes talløse arter af dyr og planter. Hver plet har sine livsformer og levende væsener og er deres centrum for verden. Hvis mennesket er guddommeligt, er enhver skabning guddommelig, og hvis naturen er guddommelig, er også mennesket guddommeligt.

Mennesket er selv et stykke natur. I dets indre har det geografiske områder: skelettets bjergmassiver, blodbanernes floder og elve, hvor levende celler lever deres liv fra fødsel til død. Men der er også høj teknologiske anlæg som f.eks. nervecellernes kommunikationssystem og organernes produktions- og rensningsanlæg.

Videnskaben har vist os livets ufattelige mangfoldighed, men samtidig belært os om dets uadskillelige sammenhæng.

Intet levende væsen lever kun for sig selv og af sig selv. Selv organismen, som vi troede var privat, er et samfund, – et Univers. Nogle millioner celler danner vore øjne, så vi kan se, andre millioner vore ører, så vi kan høre, atter andre vort skelet, muskler, hjerte, lunger osv. Det er ikke anarki, men samarbejde, – et fundament for at individet (mennesket) kan opleve, handle, leve.

Menneskehedens forskellige kulturer er som organer, der gradvis knytter sig sammen til en helhed, en organisme, et samfundslegeme. Begivenheder i fremmede verdensdele, katastrofer, oprør, undertrykkelse – får betydning overalt, bliver vurderet af en fælles samvittighed og appellerer til et fælles ansvar. Ligesom naturen og organismen er funktionelle helheder, er også menneskeheden ved at blive en enhed.

Gennem alle tings sammenhæng, vækst og hensigtsmæssighed kommer Den evige, universelle Guddom til syne. Intet er for småt, og intet er for stort, alt er en del af Guddommen som cellerne i vort indre. Hvor finder vi noget uden struktur? Selv snekrystallerne, atomerne og gasskyerne i verdensrummet danner strukturer, som føjer sig ind i en altomfattende helhed. Hvad er det for en kraft, som skaber alle disse ting? Det er navnløst, intet navn slår til. Den er bag solopgangens og solnedgangens lysvæld, bag vulkanernes frygtindgydende kraft og i sommerens lette brise og blomsterduft. Den kan kun betegnes som et "noget, som er", – evigt og alle vegne, en guddommelig skabekraft, som vibrerer i verdensrummet, i atmosfæren, i organismens indre og i sjælens dyb. Det er en universel bevidsthed, – en kosmisk bevidsthed, som åbner sin visdom for den følsomme iagttager i alle ting.

Den viser sig i Jordens skabelse, dens forvandling fra en glødende kugle til en frugtbar planet med skove, bjerge, sletter og have, der vrimler med liv. Den viser sig i den enkelte organismes indre i den hensigtsmæssige, ja geniale brug af fysiske og kemiske love, som betinger organismernes struktur, funktion og samarbejde, så organismen som helhed er et nyttigt redskab for individet.

Men den guddommelige almagt viser sig ikke blot i skabelsens hensigtsmæssighed, men også i den personlige kontakt med hvert enkelt individ. Ligesom mennesker korresponderer med hinanden ved hjælp af processer som skrift, tale eller handlinger, der er kommunikationsredskaber for menneskets usynlige ånd, således bruger Guddommen alle ting, processer og skabninger i individets omgivelser som redskaber i en dialog og undervisning af individet. Når individet lærer af sin erfaring, lærer det af Guddommen. Således lærer det gennem krig og fred, lykke og ulykke, glæde og sorg, loven for tilværelse, fællesskabets og tolerancens lov og bliver til sidst ét med Guddommen i alkærlighedens væsen.

Er det kun menneskene, som har et sådant betydningsfuldt centrum i deres indre. Hvad med dyrene, kan de ikke også opleve? Tror vi ikke, at vores hund eller kat, som vi holder af, er individer, selvom deres forstand ikke kan måle sig med vores? Men vi kan gå videre. Hvad med planterne? De kan trives eller vantrives. De kan inspirere og glæde os, de har udstråling. Mon ikke også de er individer, selvom deres form og vilkår er så helt anderledes end vores? I vort egocentriske snæversyn har vi mennesker hidtil betragtet os selv som værende noget andet, højere og bedre end dyr og planter. Det er naturvidenskabens fortjeneste at have bragt os ned på jorden eller sagt på en anden måde: ophøjet de andre skabninger og påvist, at vi er en stor familje, som har udviklingsmæssigt slægtskab. Hvis vi er guddommelige, er de andre skabninger det også.

Vi mennesker har udviklet os fra dyreriget, ja måske bør vi stadig betragtes som en slags dyr. Vi formerer os som dyrene, spiser og drikker som de, har de samme indre organer. Denne sammenligning er vi normalt ikke glade for; vi vil være mennesker. Men hvad er forskellen, hvad er kriteriet? Filosoffen og vismanden, MARTINUS, som disse morgentanker er inspireret af, siger, at sålænge de såkaldte mennesker er domineret af egoisme, intolerance og kan påføre andre væsener vold og drab ved nedslagtning af dyr eller ved at sende dræbende granater og bomber mod andre mennesker, så er vi ikke mennesker, ikke "rigtige" mennesker. Loven om den stærkeres ret og livsbetingelsen: "at måtte dræbe for at leve", det er en lov for dyreriget, ikke menneskeriget. De menneskelige idealer har vi vel, men vi har endnu ikke evnen til at praktisere dem.

Hvis det afsnit af evigheden, som vi mennesker vandrer i nu, er en udvikling fra det egentlige dyrerige til det egentlige menneskerige, og hvis tilværelsen som dyr er ensbetydende med uvidenhed, egoisme og drab, medens det rigtige menneskes tilværelse er ensbetydende med visdom, alkærlighed og livsglæde, dvs. den holdning som Kristus viste, så er det en millionårig vandring. Hvad er et menneskeliv i dette store perspektiv? en døgnfluetilværelse!

Kan det være rigtigt, at individet kun kan opleve en mikroskopisk del af denne store guddommelige skabelsesproces og ikke er med hverken ved begyndelsen eller ved afslutningen? Bruger den evige Guddom os kun som trappetrin for hinanden, så kun de sidste når målet? Er det en almægtig, alkærlig og alvis Guddom værdig? Er det ikke en mere logisk og kærlig antagelse, at vort fysiske liv kun er som en enkelt dag i vort evige liv, at vort indre faste punkt, vort jeg, overlever denne organisme, når den bliver gammel og udslidt og kan få en ny, så rejsen kan fortsættes mod det ophøjede og endnu ret fjerne mål? Hvis det er tilfældet, hvad jeg føler mig overbevist om, begynder der at tegne sig et mønster, som giver alle levende skabninger, ikke blot mennesker, men også planter og dyr identitet som udelelige individer og giver dem del i det evige liv inden for en guddommelig skabelsesramme.

Hvad forhindrer os i at skabe en sådan verden? Ikke teknikken! Med mikroprocessoren vil vi snart kunne automatisere fremstillingen af enhver vare, med datalogien er vi på vej til at kunne udnytte enhver viden, og den forædlede fødevareproduktion kan sagtens brødføde verdens befolkning. Hvad er det så, der hindrer os? Det er rent menneskelige egenskaber, som mangler! Det er egoismen, som spænder ben. Alle står på spring til at udnytte de nye muligheder for sig selv, sin egen gruppe, nation eller verdensdel. Hvad der kunne blive til glæde for hele verden, bliver til smørbjerge, kornbjerge, bjerge af guldbarrer og ikke mindst bjerge af våben hos dem, som tilfældigvis er først i kapløbet. Samtidig medfører gridskheden en omfattende forurening af naturen og en kvalitetsforringelse af livsnødvendige fødevarer.

Skal vi så alligevel være pessimister med hensyn til menneskehedens fremtid? Absolut ikke! Tænk på, hvilken enorm skabelsesproces, der er tale om. Det er et millionårigt projekt, som går tilbage til primitive dyremenneskestadier. Det drejer sig om en afvikling af den dybt rodfæstede selvopholdelsesdrift og egoisme, som er en livsbetingelse i dyreriget, men katastrofal i menneskeriget. Det kræver tid. Også fordi det ikke er en passiv omskabelsesproces, menneskene er underkastet, men en proces, som menneskene selv skal deltage i. Menneskene bliver ikke fuldkomne ved et mirakel. De er ikke robotter og kan ikke programmeres. Mennesket er selvstyrende og dets motivation og vilje afhænger af dets egne erfaringer. Netop i vor tid gør menneskene talrige værdifulde erfaringer om, hvordan man ikke skal bære sig ad for at få en fredelig og lykkelig tilværelse. Kun gennem viden, moralsk viden, teoretisk viden og praktisk viden kan menneskene selv være med til at skabe Guds rige på Jorden.

Moralsk viden er ikke den løftede pegefinger. Det er viljen og evnen til at dele med andre, til at hjælpe og støtte sine medmennesker, til at undgå vrede, had og vold. Freden begynder i det enkelte individ og i nærmiljøet. Vi må have tillid til, at det gør den overalt på Jorden, støttet og inspireret af impulser fra den usynlige guddomsmagt, som står bag livets udvikling på Jorden.

Et internationalt fredsrige kræver imidlertid også et fælles verdensbillede. Videnskaben er begyndelsen hertil. Den har en objektiv holdning til livet. Den søger almengyldige love i tilværelsen. Men den mangler en åndelig dimension, så den ikke blot er en fysisk videnskab, men også en åndsvidenskab.

Det er nødvendigt med en åndelig videnskab, der ikke som religionerne hævder særstandpunkter i form af dogmer med rod i en provinsiel fortid, men som i logiske analyser viser,

– at der er én guddommelig, åndelig skabermagt bag alt liv fra det mindste i mikro- til det største i makrokosmos, som viser,

– at ethvert individ i sin væsenskerne er rodfæstet i den guddommelige almagt,

– at denne almagts skabende udfoldelse kan forstås i form af almengyldige love ligesom naturlovene,

– at der er en plan for det enkelte menneskes og for menneskehedens udvikling,

– at målet er skabelsen af mennesket i Guds billede og dermed skabelsen af Guds rige på Jorden.

Der er – sagde Martinus – ikke nogen større misforståelse end at tro, at det onde er en forbandelse. Det onde er naturligvis altid ubehageligt og kan have karakter af næsten uudholdelig lidelse og smerte. Men når mennesket er kommet gennem sin smerte, er det blevet beriget. Det har fået større forståelse og dets følelser er blevet forædlede.

I mange tilfælde er det tydeligt, at de ulykker, vi kommer ud for, skyldes vor egen uforsigtighed, dumdristighed, begær eller uvidenhed, og her er det onde en logisk og uomgængelig konsekvens, som ikke kan bebrejdes andre end én selv, og hvorved der vindes erfaringer, som sammen med andre oplevelser giver os større viden om, hvad der er godt og hvad der er ondt. I disse tilfælde er det onde altså meningsfuldt, et nødvendigt led i vor udvikling som menneske. Men i mange andre tilfælde kan vi ikke se årsagen til ulykkerne. Sommetider er det, som om der kommer en byge af ubehageligheder samtidig. Det kan være sociale problemer, sygdom, økonomiske vanskeligheder eller bare det, at alting mislykkes. Hvem kender ikke det at have en dårlig dag, hvor alting går skævt. Men der er naturligvis også årsager i disse tilfælde, – intet skyldes tilfældigheder. Og årsagerne er i vort eget sind, i vort eget sinds ufuldkommenhed. Det er sindet, som livet igennem væver vort skæbnemønster. Det er sindets fred eller ufred, dets tolerance eller intolerance, dets følsomhed eller ufølsomhed, dets varme eller kulde, dets tålmodighed eller utålmodighed, dets viden eller uvidenhed, dets fredsommelighed eller voldsomhed, dets harmoni eller disharmoni, som kaster sine virkninger ud i verden og som en magnet trækker de samme tilstande tilbage til sit ophav. Martinus taler om skæbnebuer eller skæbnebølger, der altid vender tilbage til sit ophav. Der er derfor en dyb sandhed i Paulus' ord, at sådan som man sår, skal man også høste, og Kristi ord: "Stik dit sværd i skeden, for hver den, som ombringer med sværd, skal selv ombringes med sværd".

Hvis vi virkelig forstod denne skæbnelov, ville vi ikke have nogen fjender. Vi har lært umådelig meget af Kristus, særlig med hensyn til barmhjertighed, f.eks. ud fra lignelsen om den barmhjertige samaritan. Men vi har ikke forstået ham, når han sagde, at vi skal elske vore fjender, at vi ikke må sætte os op mod det onde, men skal vende den anden kind til. Selv erklærede kristne nationer producerer raketter og atomvåben for at afskrække fjenden og skaber dermed en frygtelig risiko for at dræbe størstedelen af menneskeheden. Hvis vi forstod skæbneloven og vidste, at de ydre begivenheder på verdensscenen afspejler de indre psykiske tilstande i sindet, kunne vi trygt nedlægge alle våben og række hånden til fjenden, som ikke længere ville være en fjende, men en ven. Ved at overvinde sig selv, overvinder man verden.

Menneskeheden gennemgår i disse år en enorm vigtig udvikling. Den "æder for alvor af kundskabens træ" for at lære at kende forskel på godt og ondt. Men ingen udvikling uden erfaringer. Erfaringerne gør ofte ondt, men de er et gode, et "ubehageligt gode", som Martinus udtrykte det. Vigtigst er det at lære at skabe fred. Det er gennem smerten, man finder vejen til Gud, til sandheden og livet.