Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Vor klodes allerdybeste oprindelse kender ingen. Endnu evner vi kun at følge den tilbage til det stadium, hvor den som en glødende ildkugle begyndte sit kredsløb omkring solen. Vi ved, at den gradvis afkøledes, og at regnen begyndte at strømme. Under det allestedsnærværende hav dannedes en stadigt tykkere og tykkere skorpe, der uafbrudt sprængtes af eruptionerne fra klodens glødende indre. Kulden og ilden kæmpede om herredømmet, og kulden sejrede, fastlandet blev født. Alt dette hændte i et tidsinterval, vi simpelt hen ikke evner at fatte. For os begyndte livets virkelige drama først for alvor den dag, levende væsener inkarnerede i havet. Hvorfra de kom, ved vi intet om. Vi ved blot, at der, hvor der er betingelser for liv, opstår liv.

Med livets tilsynekomst i havet begyndte den udvikling, af hvilken vi selv er en frugt. Men alt var endnu kosmisk automatik. Den som instinkt inkarnerede intuition beherskede livet i alle dets faser. Alt fulgte en nøje tilrettelagt plan. Planteriget blev livets første betydningsfulde faktor. Planten indånder kulsyre og udånder ilt – selve forudsætningen for den animalske verdens tilsynekomst. Og i begyndelsen var atmosfæren til overmål fyldt med kulsyre, så meget, at intet dyr endnu kunne drage ånde.

Fra havet kom vi. Røber intet andet det, så røber saltindholdet i vort blod det. Dunkle, ubevidste længsler førte til skabelsen af et væsen – den firfodede fisk – og dermed begyndte livet på det fastland, der stadigt er livsdramaets ydre ramme. Med erobringen af fastlandet begynder vi at kunne skelne vor tilblivelseshistories tidsmæssige omrids, selvom vore fejlregninger her formentlig fremdeles kan tælles i årmillioner. Men linjen er klar. Det er stadig væk den kosmiske automatik, der "dekorerer" verden. Intet vågent, dagsbevidst levende væsen har endnu vist sig på denne vældige scene under opbygning. Men Guddommens usynlige iscenesættere og instruktører anes overalt. Led føjer sig til led. Intet unddrager sig skaberens opmærksomhed. Planen følges til punkt og prikke, og endelig går tæppet for det menneskelige dramas første akt. Tungt ludende, halvt oprejst, halvt på fire, med et ansigt, der endnu viser overvældende lighed med den aberace, hvoraf det er udgået, viser det første jordiske menneske sig på scenen.

Men lidelse er smerte, og smerten udløser et tiltagende pres på sindet, enten dette så er ubevidst eller bevidst. Men pres er tryk, og tryk avler modtryk. Dyremennesket, som kunne begynde at skelne mellem årsag og virkning, begyndte at længes efter modsætningen til lidelsespresset på sit sind, og dermed fødtes den første bevidste religion. Dyremennesket søgte beskyttelse hos en guddom, men denne guddom kunne ikke være en kærlighedens guddom, for det kendte ikke kærligheden. Det måtte blive en magtens guddom, for magten kendte det.

 

 

Med fødslen af denne længsel har udviklingen nået sit første afgørende mål. En vældig epoke går mod sin afslutning og en ny toner frem. Den første mentale reformation er nær. Med historisk set korte mellemrum fødes der overalt på jorden mennesker af en hel anden kosmisk struktur end den, vi hidtil har mødt. Mennesker der åbent forkynder, at man skal være imod andre, sådan som man ønsker, andre skal være imod en selv. I en verden af mentalt mørke forkynder disse mennesker et åndeligt lys så stærkt, at det simpelt hen måtte blændes ned. Ud af semitternes rækker rejser der sig en ung tømrersvend, hvis ord giver genklang til seneste tider. Åbenlyst siger han, der taler som den, der har myndighed dertil: "Der står skrevet: øje for øje og tand for tand, men jeg siger Jer, at I skal vende den højre kind til, om nogen slår Jer på den venstre"! Og videre siger han de endnu mere forunderlige ord: "I skal elske dem, der hader og forfølger Jer!" Kærlighedens evangelium afløser hadets evangelium, og selvom menneskene endnu kun svagt fatter det nye budskab, betyder det alligevel en revolution i deres tankeverden.

Men hadet er stærkt. Og mennesket er stadig væk mere dyr end menneske. Nok er stammerne blevet til nationer, men disse nationer er som umodne, selvrådige børn. Hver for sig er de overbevist om deres egen fuldkommenhed og enorme betydning og har uendelig svært ved at tolerere de andre. Krigen, der tidligere førtes med primitive "mand-mod-mand-våben", antager mere og mere djævelske former takket være en ny kosmisk kraft, som nu for alvor begynder at gøre sig gældende, intelligensen.

Så længe mennesket endnu var på sin skabelses første stadier, var det et plumpt og sjæleligt ubearbejdet væsen. Dets reaktioner var grove, og dets liv næsten dyrisk. Anderledes nu. Nu er det et væsen, der på en mængde områder er blevet slebet og bearbejdet. Det er stadigt bundet af sine instinkter, men disse instinkter er blevet nuancerede takket være den følelsesforvandling, det har været undergivet. Det er fremdeles uintellektuelt i den forstand, at det har en medfødt, fremragende evne til blindt at tro, men også her er en indre, voldsom forvandling i gang, netop takket være fødslen af den evne til at definere og analysere, vi har givet navnet intelligens. Primitivt som det er, ser vi, hvorledes det tager denne sin nyfødte intelligens i hadets tjeneste. Takket være denne intelligens forstærkes dets evne til at dræbe gennem skabelsen af mere og mere raffinerede våben. Sandt nok bygger det ny skønne kirker, templer og moskeer jorden over til ære for Gud og for de mennesker, som forkyndte næstekærligheden, men dette ændrer ikke den kendsgerning, at såkaldt "kristne" stater indbyrdes bekriger hinanden på det blodigste, ej heller, at de samme stater i forholdet til områder, de selv betegner som "hedenske", optræder som rene eksperter i tyranni, vold, mord og drab.

Men uanset, at krigene bliver mere og mere grusomme, ja direkte antager karakter af "verdenskrige", vokser drømmen om en ny, absolut fredelig verden med enorm styrke bag de blodige opgør, som menneskeheden oplever. Drømmen om "Verdens forenede Stater" tager form. Det første "Folkenes Forbund" fødes efter en krig, hvis vildskab nåede uanede højder. Kærlighedens vækst i verden er blevet synlig og befordres foruden af kirkerne også igennem skabelsen af de templer for intelligensen, vi har givet navnet "universiteter" og "læreanstalter", samt gennem fødslen af nye ideologier, udkrystalliseret i mange forskellige politiske systemer. Men også hadet vokser, og i anelsen om sin tilstundende undergang fortætter det sig med det resultat, at en ny endnu mere omfattende verdenskrig end den første bryder løs og efter endeløse myrderier efterlader verden syg og nedbrudt. En forstærket gentagelse af drømmen om verdens forenede stater genopstår på ruinerne af den første. Denne gang bærer den navnet "Forenede Nationer", og alle håber, at denne sammenslutning for altid skal afskaffe krigen og indføre den drømte varige fred på jorden.

 

 

Men tvivlen lever i menneskets sjæl. Lidelsernes pres har udløst en tvivl om en kærlig guddoms virkelige eksistens. Kirker, templer og moskeer affolkes. Menneskets intelligens har tilladt det at skabe våben, der i sig selv synes at være selve det dræbende princips blodrøde blomst. Det ved, at om det bruger disse våben, kan det udslette sin egen eksistens, hele klodens liv helt ned til planternes verden. Det kastede under den sidste krig en af disse frygtelige bomber over en storby. En paddehattelignende sky rejste sig mod himlen, og under den døde mennesker i titusindvis. Og med denne bombe gik tæppet for anden akt i det jordiske menneskes vældige drama.

Og medens vi tøver, arbejder rustningsindustrien på ny i døgndrift. Atter begynder hadets kræfter at samle sig. Nye stater fødes. Stater med mennesker af en anden hudfarve end vor, og stater med et dybt had til os. Raceuroligheder hører til dagens orden og rummer i sig kim til farlige eksplosioner. Politiske systemer står over alt i skærende modsætningsforhold, alt er i opbrud, alt er inde i en forrygende forvandlingsproces. Kun ét består uændret, og det er den kendsgerning, at våbenarsenalerne overalt på jorden fyldes op på ny. For ikke sandt: vi må forsvare os! Mod hvem? Mod mennesket naturligvis! For mennesket er endnu jordens farligste rovdyr. Mennesket? Javist, mennesket! Dig selv! Vidste du ikke det? Vidste du ikke, at du er din egen værste fjende? Hvor kan du være i tvivl?

Engang var vi rent uintellektuelle væsener, ledede af et os iboende instinkt. Vi tænkte maskulint, og vi tænker feminint. Først nu begynder nogle at tænke menneskeligt. I dag kalder vi os intellektuelle. For vi er blevet meget kloge. Vi kan læse, og vi kan skrive. Vi er frigjorte! For hvad? For fortidens tågeagtige synspunkter og begrænsende dogmer og for seksuelle taburegler. Og for Gud! Der er ingen gud til, og der er heller ingen dybere mening med livet. Vi kom ud af et stort intet, og vi vender tilbage til dette store intet. Vi lever kun videre i vore børn. Der er kun dette ene alt for korte liv, og det skal vi nyde indtil døden river os det ud af hænderne.

Intet under, at "dansen omkring guldkalven" går lysteligere end nogen sinde før i vor lange historie. Thi for at nyde livet må vi have penge, mange penge! Engang var vi blot slaver. Det er vi ikke mere. Vi er borgere i en velfærdsstat, og vi tjener penge. Som en længe standset flod, der gennembryder digerne, strømmer vort krav til livet i dag udover alle bredder. Vi kræver – kræver – kræver – !

Men vi er stadig væk en "såret flygtning mellem to riger – ". Og midt i al vor fysiske medgang hænder det, ensomheden vokser os over hovedet. For vi er også mennesker, og mennesket "lever ikke af brød alene". Det gør kun dyret. Og mennesket ængstes i denne sin ensomhed og spørger med dyb angst i hjertet: hvor ender alt dette? Er livet virkelig blot dette ene: at nyde? Og er det sandt, at døden er det endelige punktum på al vor væren? Alt kan jeg forestille mig, bare ikke dette, at jeg ikke er til! Og i det ensomme menneskes nat spørger det sig selv om ting, det ikke vover at spørge om i det klare dagslys, fordi det ved, at det vil blive til latter. Ofte anstrengt latter, ganske vist, men alligevel latter! Hvorfra kom jeg? Hvorfor er jeg her? Og hvor går jeg hen, hvis? Hvis altså døden alligevel ikke er afslutningen! Det er så let at tro på dette ene liv, når man er ganske ung og fremtiden synes uendelig. Men en dag oplever enhver af os, at timeglasset sagte rinder ud, at årene forude er mindre end dem, der allerede er gået. Og så begynder protesterne. Ensomhedens onde cirkel lukker sig om mennesket, alt bliver pludseligt så meningsløst, så ubegribeligt meningsløst – og så farligt!

To gange har vi set, hvorledes kosmiske impulser, vældige åndelige kræfter har udløst sig i menneskelige væsener og omformet i ord løftet dem frem imod højere verdener. Dyremenneskene mødte sine verdensgenløsere, der hjalp dem ud af de rene tågers verden og gjorde dem "seende", selvom deres syn ikke er vort. Men det var i samklang med deres natur og affødte de helteepos, vi fremdeles beundrer. De havde dog en "himmel" forude, når dette liv var forbi – og de havde et helvede!

Da disse opfattelser tonede bort, og menneskeånden begyndte at søge efter nye løsninger på deres tilværelsesmysterium, strålede en ny kosmisk impuls ind over menneskeheden, og skikkelser fremstod, som med en gudbenådet styrke forkyndte nye idealer. En "ny himmel" hvælvede sig over menneskeheden, og jorden blev en anden, end den havde været. Endnu engang fødtes der en indre samklang mellem menneskets ånd og de idealer, det nu tilbad. Men idealerne blegnede og med dem evnen til at tro, blindt og barnligt. Menneskene blev kloge, og øjnene blev kolde. Dyret i mennesket ville ikke dø. Det krummede sig til nye spring. Det koncentrerede sig, og i dag har det frugten af al sin koncentration. I dag er det dræberen par excellence. Det har forlænget sine kløer og skarpe tænder til bomber, hvis navne og effektivitet vi kun tør hviske om. Altid frygtede vi, og i dag mere end nogen sinde, for hvis –––! Dag og nat er de store sorte fugle på vingerne. Dag og nat står der en mand ved knappen – ingen tør løbe risikoen for at blive nummer to til at trykke på den! Jo, vi er blevet kloge, meget kloge!

Men er mennesket den virkelige herre på jorden? Hvad med ham der planlagde alt dette og bragte os dertil, hvor vi nu er? Eksisterer han ikke mere? Er vi alle virkeligt undergivet tilfældighedernes lov? Eller eksisterer denne lov overhovedet andre steder end i vor egen fantasi? Det er atter mørketid i vor historie. Kulden gror på ny mellem menneskene, og alle søger på ny sit eget! Går vi alle søvngængeragtigt imod den død, der bliver resultatet af de våben, vi selv har frembragt, eller går vi i virkeligheden imod en ny strålende kosmisk epoke, imod et nyt vidunderligt liv, så helt modsat det, vi kender, at ingen jordisk fantasi evner at skildre dets storhed og herlighed? Kort sagt: stråler en ny kosmisk impuls i dag ind over menneskeheden, og nærmer vi os en ny tids åndelige morgenrøde?

Engang lød disse ejendommelige ord til menneskene: "Den der har øjne, han ser, og den der har øren, han hører!" Gælder disse ord ikke mere? Eller gælder de langt mere end nogen sinde før i vor historie?

Jeg hører til dem, der tror det sidste! For vil vi, kan vi bagom det liv, vi i dag oplever, skimte de første spæde spor af en ny verdens tilsynekomst. For verden af i dag har ikke alene uintellektuelle mennesker og intellektuelle mennesker. Den har også mennesker af en helt ny struktur. Intuitivt benådede mennesker, man kan betegne som højintellektuelle, selvom det er et ord, der oftest gør mig mere angst end glad. Men der findes mennesker hele jorden over, der "ser" en helt ny verden i svøb, og som evner, bag al larmen, at høre den blide lyd af verdensaltets kosmiske grundtone: næstekærligheden! Disse mennesker er måske også angste, fordi de føler, at en vældig katastrofe nærmer sig med hastige skridt. De føler dens skygge, og de aner i glimt, hvilken rædsel den vil føre med sig. Men de ser og hører også noget andet. De ser en ny verden blive født lige for øjnene af dem. De ser strålende kosmiske tanker og ideer tage form, blive "kød" iblandt menneskene, og de hører den "tone fra himlen", som aldrig kan forstumme. De ved, at enhver fødsel koster både blod, sved og tårer, men de ved også, at når den endelig er overstået, er alt jubel og idel glæde. Disse mennesker tænker ikke i årtier, ej heller i århundreder, nej de tænker i årtusinder, og for deres syn er det, så mange i dag kalder "mørke", kun camoufleret lys. Disse mennesker er jordens "salt", og eksistensen af dem garanterer os alle, at livet aldrig kan blive virkelig fordærvet.

Et gammelt ord siger, at "når natten er dybest og mest mørk, er dæmringen og morgengryet nær"! I dag er natten på vej ind i sit dybeste mørke. På ny mister FN gradvis sin magt og sin prestige og tvinges længere og længere bort fra det virkelige liv. Alle taler om "magtbalance", ingen om "retfærdsbalance", og så ved vi kursen. Men derfra og så til at tro, at den næste krig udsletter alt liv, er et meget farligt spring. For mig er kloden langt snarere et væsen, som i sig har en frygtelig "kræftsvulst", den må opereres for, om den skal over leve. Og jeg ser alle tegnene til, at "operationsstuen" bliver gjort klar. Svulstens navn er "det dræbende princip", og det er nu så omfattende og så udbygget, at kun en "operation" kan fjerne den trussel, det indebærer. Og jeg mærker også "bedøvelsen"s første virkninger, for overalt hører jeg mennesker tale om, at "det går nok i vor tid osv.", og jeg forstår, at drømmen om en varig fred stadig blot er en drøm. At viljen til den mangler. Mennesket er simpelt hen endnu åndeligt for umodent til at opleve en varig fred. Det har forstand nok, men hjerte? Nej!

Men en dag vil operationen være overstået! Apokalypsens "fire ryttere" vil have fuldbyrdet deres ridt henover vor klodes have og kontinenter, og "Guds harmes syv skåle"s indhold vil være kastet udover en menneskehed, der ikke ville forstå, ikke kunne forstå. Når dette er sket, vil dyrets dage i menneskets sjæl være talt. Da vil det som en fugl Føniks rejse sig af asken og opleve for sidste gang, at ihvorvel det selv ofte under sin lange vandring forkastede Gud, hånede og latterliggjorde ham, mistede Gud ikke sin tålmodighed med mennesket. Dette vil det forstå, når alt det, der er på vej, er overstået – for da vil det stå ansigt til ansigt med ham, og i det øjeblik vil det for første gang helt forstå kærlighedens inderste og sandeste væsen!

 

Fra Kosmos-årsskrift: 1964