Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tale til mindehøjtideligheden for MARTINUS, Søndag d. 29.3.1981 i Tivolis koncertsal.

 

Ib Schleicher

 

Vi er ikke kommet her for at sørge.
 

Ingen har sagt det tydeligere end Martinus. Ingen har begrundet det stærkere og klarere end han.

I sine værker påviser han, at hvert enkelt levende væsen lever og altid har levet i en uendelig eller evig tilværelse.

Det, vi kender som døden, er ikke en absolut død. Det er ikke en udslettelse, men derimod en organismeudskiftning. Livet fortsætter.

På denne baggrund skal vi se det citat af Martinus, som siger:

På Martinus vegne skal vi altså ikke sørge. Han har forladt en udslidt krop. Han er vendt tilbage til den lyse tilværelse, han kom fra og som jo engang venter alle.

Ingen var mere fortrolig med disse forhold end han. Og til det sidste omtalte han sin udslidte krop i meget muntre og spøgefulde vendinger.

I udtrykket "livets evige beståen" ligger der umådelige udviklingsperspektiver, og de er meget indgående analyseret og begrundet i Martinus værker.
 

I menneskehedens hidtidige historie har beretninger om liv efter døden, udvikling, moral, skæbne, retfærdighed i tilværelsen, næstekærlighed osv. været smukke fortællinger, men uden påvisninger og begrundelse.

Med afslutningen af Martinus livsværk foreligger der en analyse af de principper, der bestemmer tilværelsen. En lang række kosmiske analyser er tilgængelige for enhver interesseret. Og det er netop analyser og viden, der er brug for. Fremtidens mennesker kan ikke her inspireres af noget som helst andet end kendsgerninger. Smukke fortællinger alene har ikke længere tilstrækkelig bærekraft.

Til gengæld vil selv de mest sublime religiøse følelser og begreber efterhånden kunne accepteres, når det kan påvises, at de dækker kendsgerninger.
 

Martinus var ét med sit livsværk. Det var hans liv. Og det var det af én ganske bestemt grund.

Martinus nærede et meget varmt og inderligt ønske om, at mennesker skal komme til at forstå livet og dermed blive i stand til at skabe en helt anden tilværelse her på jorden.

Det bliver en tilværelse hvor alle er levende optaget af at skabe rige oplevelsesmuligheder for alle andre – og dermed også for sig selv – ikke omvendt, som vi kender det alt for godt.
 

Gennem århundreder er der foregået en følelsesudvikling og intelligensudvikling. Det, der nu mangler, er en bevidstgørelse. Vi mangler at blive klart bevidste i denne udvikling for at rette vores eget liv ind på den.

Det er i denne bevidstgørelse, Martinus værker vil få sin store betydning, og ingen har mere end han været klar over, at den nye udvikling vil blive individualiseret. Enhver form for ensretning vil engang forsvinde.

Mennesket skal ikke blive ved med at lade sig lede af andres opfattelse.

Hver enkelt vil efterhånden få en dyb indsigt i livet og dermed blive i stand til selvstændigt at lede og styre sit eget liv i fuld harmoni med omgivelserne.

Et værk, der logisk og klart belyser alle disse ting, vil nødvendigvis vise sig at blive intet mindre end epokegørende.
 

Hvad der også er epokegørende og særdeles bemærkelsesværdigt – især på en så mægtig baggrund – er Martinus egen holdning til omverdenen. Stort set hver eneste dag i de sidste 60 år, fra Martinus var 30 år gammel til han nu blev 90, har han været optaget af sit livsværk. Hele sin arbejdskraft har han brugt på det. Alligevel har Martinus gennem hele sit liv fastholdt, at han ikke måtte gøres til genstand for nogen form for persondyrkelse.

Gennem alle disse år har han desuden omhyggeligt undgået større offentlig opmærksomhed – og gjort det med det synspunkt, at hans arbejde først ville få betydning efter hans død – og at hans person under ingen omstændigheder skulle spille en rolle i en udvikling, hvor hver enkelt skal erhverve selvstændig indsigt.

Hvilken urokkelig sikkerhed i valg af livsopgave – og ikke mindst i gennemførelsen af den i de 60 år, det har taget.
 

Martinus holdning til de mennesker, der får en eller anden interesse for hans arbejde, kan kort udtrykkes med hans egne ord:

Heri er der ikke antydning af lyst eller tilbøjelighed til at drage nogen længere ind i dette arbejde, end de selv ønsker.
 

Og det er netop kernen i hans holdning. I hele Martinus arbejde ligger der en total tolerance over for alt og alle. Ingen skal interesseres for dette arbejde mod deres natur. Det skal kun ske på grundlag af egen fri tilskyndelse. – Det er forkert at rokke ved andres livsopfattelse, som de selv er i harmoni med.
 

I det hele taget skal der være så få skel som overhovedet muligt mellem dette arbejde og omverdenen – med skyldig hensyntagen til arbejdets karakter naturligvis.

Et skønnere minde end vores praktisering af indbyrdes sympati har Martinus derfor ikke ønsket sig.
 

Det tør jo nok siges, at verden vil ændre sig, når denne praktisering efterhånden bliver taget mere og mere alvorligt, og det vil den blive.

Det er ikke noget, der er overladt til den enkeltes forgodtbefindende.

Det ligger fundamentalt i menneskets udvikling. Gennem vores ubehageligheder og lidelser får vi mennesker efterhånden evne til at føle langt rigere livsoplevelse i et liv med sigte på andre end i et liv, der kun drejer sig om os selv.
 

Det må derfor aldrig gøres til genstand for nogen form for medlemsskab. Der skal ikke på denne måde være nogen indenfor og nogen udenfor.

Det eneste, det drejer sig om, er graden af den enkeltes interesse eller ikke interesse – og det skal naturligvis være en helt privat sag.
 

Det institut, som Martinus efterlod, skal da også være helt i overensstemmelse med denne holdning. Den var helt afgørende for Martinus personlig, og den er en fundamental ting i hans livsværk.

Hans institut skal under ingen omstændigheder søge at opbygge en verdensorganisation. Det skal begrænse sig til at udføre de funktioner, der er nødvendige for at få arbejdet videreført i overensstemmelse med den interesse, der måtte opstå.
 

Uden for disse rammer skal aktiviteterne være totalt frie. De er overladt til interesseredes egen frie interesse og initiativ.
 

Den eneste form for tilhængere, Martinus er interesseret i, er tilhængere af den opfattelse, at livsopgaven for den enkelte er at skabe bedre og bedre og til sidst helt ideelle forhold til hans eller hendes egne omgivelser.
 

Martinus har været utrættelig i sine bestræbelser på at forklare og påvise, at de ideelle forhold, man ønsker her på jorden, først rigtigt bliver til noget, når menneskene virkelig forstår og begynder at løse denne opgave i det daglige.
 

Det er her – i den enkeltes egne omgivelser – at Martinus arbejde skal udfolde sig. – Og ens omgivelser skal forstås som alle de former for mennesker og alle de former for liv, vi på en eller anden måde kommer i forbindelse med. Her er der ingen undtagelser.
 

De omgivelser, vi først tænker på, er naturligvis de mennesker, vi er knyttet til i familieforhold, dem vi er i forbindelse med på arbejdspladsen, i bekendtskabskredsen og andre steder.

Opgaven er naturligvis særlig vanskelig der, hvor vi er kede af det i stedet for at være glade og optimistiske, hvor vi er sure, vrede, fornærmede og uvillige i stedet for at være positive og hjælpsomme. Her er vores egen bevidsthed helt anderledes involveret end i andre situationer. Det er det, der gør det så vanskeligt.

Martinus har påpeget betydningen og nødvendigheden af at begynde lige netop her. Der er ingen anden vej. Man skal blot opdage det, indse det og tage fat med de evner, man nu en gang har.

Ingen kan sætte Martinus et skønnere minde end efter evne at praktisere de ting i dagligdagen, som han således har påpeget. Han har levet sit liv, for at vi og alle andre skal få det bedre med hinanden – ikke for at vi skulle blive tilhængere af ham.
 

Det er en opgave, vi allesammen befinder os midt i – lige fra vi slår øjnene op om morgenen, til vi lukker dem om aftenen.

Vi kan ovenikøbet regne med, at vores bestræbelser i de fleste tilfælde vil blive mødt med interesse og sympati fra dem, de er rettet imod.

Denne opgave er først løst, når vi altid er i stand til at forholde os ideelt til omgivelserne, når vi også er i stand til at føle sympati for dem, vi mener gør os ondt.
 

Gennem et par årtusinder er det sagt i de store verdensreligioners kærlighedsbudskab. Gennem de sidste århundreder har mange fortattere, andre kunstnere og fremskredne mennesker peget på, at humanitet og kærlighed er den eneste vej ud af menneskehedens vanskeligheder.

Og dog har ikke ret mange haft rigtig tillid til, at det nogen sinde ville ske, endda på trods af, at der ses mange eksempler på det i det daglige liv. Masser af mennesker er allerede i dag optaget af at hjælpe andre, som er i nød. Mange vælger en sådan beskæftigelse som dagligt arbejde, fordi de føler en særlig inspiration og tilfredsstillelse ved det.

At alle efterhånden vil komme til at føle sådan, kan ikke indses umiddelbart. At det er en fundamental igangværende udvikling kan man kun blive klar over gennem Martinus kosmiske analyser. Her findes den logik, der har manglet. Martinus har påvist liv, hvor andre kun ser livløshed og død. Han har påvist planmæssighed, hvor andre kun ser planløshed, og han har påvist udvikling af menneskelighed, hvor andre kun kunne se stilstand og ligegyldighed. Han har påvist retfærdighed, hvor andre kun ser uretfærdighed. Han har påvist grundlag for optimisme og livsglæde, hvor andre kun kan se håbløshed.
 

Gennem Martinus livsværk kan vi se en ubrudt udvikling fra de gamle primitive religioner, gennem de nyere mere humane religioner, over mange religiøse trin og frem til en moderne livsopfattelse, der i naturlig forlængelse heraf kan tilfredsstille de højeste krav til følelse og intelligens, til logik og intellektualitet.

Mindre kan heller ikke tilfredsstille det moderne, skeptiske og videnskabeligt indstillede menneske. Det har krævet en overlegen bevidsthed at skabe dette værk.

Ingen, som har læst Martinus værker med interesse og optagethed, kan da heller være i tvivl om, at de er skabt af en overlegen bevidsthed – en bevidsthed af en helt anden rækkevidde, end vi ellers kender her på jorden.
 

Alligevel var almindelig overlegenhed fjernt fra hans bevidsthed. Han sagde:
 

Hermed udtrykker han dels den totale lighed, der til syvende og sidst eksisterer mellem alle levende væsener, og dels at denne lighed fremkommer gennem vældige forløb af udvikling og indvikling.
 

Hans afdækning af disse store perspektiver, af livets mening og struktur, tilfredsstiller et dybt savn hos mange mennesker og skaber naturligt en tilsvarende taknemlighed.
 

Når en sådan taknemlighed blev udtrykt, gav Martinus den ofte en tilsvarende naturlig henvisning til det uendelige eller evige levende væsen, som udgør hele det fysiske og åndelige verdensalt.
 

Hver især er vi en del af dette altomfattende levende væsen. Herfra stammer alt det, vi er, alt det vi kan, alt det vi råder over. Alt eksisterende kommer fra og er i dette væsen, der i religionerne og også i Martinus værker udtrykkes som Gud, Forsynet, Fader.
 

På denne baggrund henviste Martinus takken til Forsynet.
 

I forlængelse heraf skal der fra mig personligt og dermed fra mange, mange andre mennesker lyde en varm og inderlig tak til mennesket Martinus, som bragte indsigt i livet – og herigennem skal der lyde en varm og inderlig tak til det Forsyn, som sendte dette kærlige menneske, der gav en så strålende inspiration fra sig. Denne inspiration vil brede sig og fortsætte i århundreder.