Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selv om de færreste mennesker i vor tid tror på et helvede i middelalderlig forstand som et fortabelsens, straffens og pinslernes sted, hvortil de såkaldte syndere kommer efter døden, er ordet "helvede" såvel som "satan" og "fanden" udtryk, der anvendes ofte både i forbindelse med det enkelte menneskes situation og som udtryk for verdens tilstand i almindelighed. Set i det perspektiv er helvede ikke noget overnaturligt, men en realitet, som er en del af den samlede menneskeheds og i større eller mindre grad af det enkelte menneskes natur. Det er udtryk for en tilstand, en blanding af tanker og følelser, der kan rumme både vrede, forbitrelse, skuffelse, misundelse, jalousi, angst og meget andet. Et menneskes sindstilstand afhænger i høj grad af dets forhold til omverdenen. Det er i vekselvirkning med vore omgivelser, naturen og de andre levende væsener, vor sindstilstand bliver til. Vi gør os vore tanker over, hvad der sker, det påvirker også vort følelsesliv, og vi reagerer over for omgivelserne ud fra vor specielle blanding af bevidsthedsenergier. Måske med vrede og irritation, eller med surhed og bitterhed, måske med lidt bagtalelse og sladder, der kan sætte en intrige igang. Eller måske lukker vi os inde i os selv og vil slet ikke "lege med" på grund af fornærmelse, depression eller angst. Enten det er den ene eller den anden af disse reaktionsformer eller måske en helt tredie, der minder om dem, så er de i alt fald alle sammen en form for helvedestilstand, og da det i de fleste tilfælde er vekselvirkningen med andre mennesker, der har bevirket både sindstilstanden og reaktionen, siger vi, at det er de andres skyld. Det er dem, der skaber et helvede for os, synes vi, og vi reagerer ved også at skabe et helvede for dem, hvilket kan gøres både ved tale, ved handling og ved tavshed og indelukkethed. Det hænder jo også, at der er nogle, der reagerer med venlighed og åbenhed, med forsøg på forståelse og ud fra en fornemmelse af samhørighed, også når det ikke just er venlighed, de møder fra omgivelserne. Og selv om denne bevidsthedsindstilling og reaktionsform ikke møder genklang fra omgivelsernes side, er det hele ikke ad helvede til i en sådan situation, for én part i vekselvirkningen tænkte, følte og handlede ud fra en helt anden sindstilstand end den, der kan karakteriseres som "helvede". Denne sindstilstand blev engang omtalt med en betegnelse, der udtrykker kontrasten til "helvede", der blev sagt: "Himmeriges rige er inden i jer." Det kan "himmeriges rige" være i betydningen næstekærlighed, tilgivelse, forståelse, tolerance og følelse af samhørighed, og det kan blive en aktiv tilstand, der har mulighed for at forplante sig til andre gennem væremåde, ord og handling. Det er vejen ud af helvede. Men hvad betyder ordet "helvede" egentlig?

Det danske ord "helvede" kommer af oldnordisk "helviti", som forekommer i den nordiske mytologi, hvor "hel" betyder "det indhyllende rum", og "veti" betyder "straf". "Hels straf" er altså efter denne ældgamle betydning en form for fængsling. Den amerikanske forfatter Ralph Trine skriver, at ordet "hell" (helvede) oprindelig betød "at bygge en mur rundt om", "at afsondre". "To be helled" var at blive afskåret fra noget. I gamle mytologiers billedsprog er der skjult stor visdom. De religiøse myter er opstået i en tid, hvor menneskene, selv om deres evne til at tænke rationelt ikke var særlig udviklet, søgte en løsning på de store gåder om liv og død, om skabelse og tilintetgørelse og om deres forhold til naturens opbyggende og nedbrydende kræfter. De fik deres inspiration gennem en religiøs, symbolsk billeddigtning om guder og jætter, helte og skurke, om lysets og mørkets kræfter i personificeret form. De hørte om deres kamp og strid, sejre og nederlag i poetisk og dramatisk fremstilling på så levende en måde, at det blev en del af deres livsopfattelse, og det gav dem en livsholdning og en morallov, hvorved deres liv fik en mening. Mytologi er ikke blot nordisk eller græsk gudelære, alle religioner har deres rødder i det mytiske, også den dogmatiske kristendom. Dens Vorherre i skyerne har mange fælles træk både med Odin og Zeus; og Satan eller Djævelen er i familie med Loke fra nordens mytologi såvel som med dæmoner og onde ånder fra alverdens religioner.

Det er også en form for moral og samvittighed, at vi taler så meget om frihed, lighed og broderskab; og forsøg på demokrati, socialisme og kommunisme dominerer mange steder i verden. Nogle steder er visse former for frihed dog udviklet stærkt på lighedens bekostning, andre steder er det ligheden, der søges gennemført næsten som en åndelig uniformering med voldsom indskrænkning af den personlige frihed. Ingen af stederne hersker der virkelig broderskab, og staterne imellem hersker der mere eller mindre fjendskab, hvor det er forskellige ideologier, der behersker områderne. Inden for de enkelte stater, hvor frihed, lighed og broderskab er en førende teori, burde broderskabet spille en meget væsentlig rolle, f.eks. inden for de skandinaviske stater, der berømmes for deres høje sociale standard, deres tekniske udvikling og høje levefod. Hvorfor er der da så mange selvmord i Skandinavien? Og hvorfor kan vi dårligt skaffe plads og pleje nok til masser af psykisk og fysisk syge mennesker? Hvorfor er vi og mennesker i andre lande delt i sociale klasser og partier og mange andre former for båsesystemer, der kritiserer hverandre voldsomt og siger, at det er dem i de andre båse, der er skyld i, at forholdene er "ad helvede til", samtidig med, at der også inden for de enkelte båse er magtkamp og negativ kritik af andre? Det kunne tyde på, at alle disse båse inden i større båse har deres rod i den bås, der er det enkelte menneskes tankeverden, hvor han/hun ikke blot er sig selv, men "sig selv nok", indelukket i et mentalt fængsel af egoistiske, negative tanker og følelser og dog samtidig er mere eller mindre plaget af den samvittighed, som trods alt findes i vedkommende, men som ligesom mangler en grobund og en hjælpende, nærende kraft. En samvittighed, der ifølge materialismen blot er et tilfældigt kemisk produkt, har jo ingen mening, og er den meningsløs, er den også nytteløs. Er det ikke en tilstand masser af mennesker befinder sig i? De er vrede, irriterede, men også ængstelige, deprimerede og ensomme. De kan midlertidigt bedøve sig med alkohol, narkotika eller måske blot med en form for underholdning, men deres tilstand kan de ikke flygte fra, for man kan ikke flygte fra sig selv. Man kan kun ændre sin tilstand inde fra, man kan "bryde muren ned", den mentale mur, som lukker andre ude og én selv inde, "det indhyllende rum", hvorfra man i selvretfærdig tilstand mener, at det er de andres skyld. Det er det realistiske helvede, som har afløst det mytologiske. Det er svært at bryde ned, det kræver en hjælp til selvhjælp. Og hvor skal man få den hjælp, når man oplever, at helvede er en realitet, men ikke kan tro, at Gud og himmeriges rige er det?

Fra de store båse, de nationalegoistiske stater, har man mulighed for i selvretfærdig harme at sende raketvåben med atombomber, neutronbomber eller lignende ind i de andre store båse, hvor de bor, som man mener er skyld i, at det hele er "ad helvede til". Og når det gælder de mindre båse, de enkelte menneskers mentale fængsler af negative tanker og følelser, kan der i form af giftige ord og bemærkninger, sladder, intriger, raserianfald m.m. sendes "våben", der også er sårende og dræbende ind i de andres bevidsthed, hvor de kan lave stor ravage, selv om det ikke er fysiske legemer, der såres eller dræbes, men andre menneskers følelser, deres livsglæde og velbefindende.

Samvittighed er nøje forbundet med det, man kalder moral og etik. Den kan være baseret på, hvad man har lært af andre, måske endda gennem en ret hård indlæringsproces. Det er den løftede pegefingers moral, der siger: "Du må ikke" og "du skal". Den anvendes af voksne overfor mindre børn, der for omgivelsernes og deres egen skyld skal lære at tilpasse sig en vedtaget morallov, der siger, hvad "man" gør, og hvad "man" ikke gør. Denne form for moral stammer helt fra menneskehedens barndom i længst forsvundne tider, da man ikke kunne skabe et samfund af de ret uregerlige individer uden en form for dressur og et diktatur, der også var af religiøs karakter. De religiøse myter bibragte menneskene morallove og en lære om belønning og straf i livet og efter døden for det, der ifølge loven var godt og ondt.

Ifølge den bibelske myte skulle dette "syndefald" dog ikke ende med en katastrofe, selv om der skulle overvindes store vanskeligheder; tværtimod, menneskene skulle lære at kende forskel på godt og ondt og blive ligesom Gud. Det har menneskene vel i nogen grad ment, de var blevet, i alt fald de, der var blændet af naturvidenskabens og teknikkens store triumfer. Men disse medaljer har jo vist sig at have en temmelig mørk bagside, så det må være andet og mere end rationalisme og intelligens, der skal gøre os gudlignende. Ja, der er jo netop den side af bevidstheden, som ligger uden for naturvidenskabens og teknikkens område: moralen, og dermed samvittigheden. Ikke pegefingermoralen, men de jordiske menneskers egen erfaring om godt og ondt, vor egen gennem selvskabt lidelse og smerte udviklede medfølelse og samfølelse, evnen til ikke at ville forårsage lidelse og smerte for andre. Den vil efterhånden blive fundament for en samvittighed, der ikke blot siger os, hvad vi ikke skal gøre, men også hvad vi kan gøre. Den tillærte samvittighed: "Du må ikke – du skal –" har en tid været som en beskyttende skal om vor egen samvittigheds frø. Den blinde tro har været en trøst og dermed åndelig næring en tid for den kerne, hvorfra individuel human livsudfoldelse, samvittighed og ansvarsfølelse spirer frem, en spire, der sprænger sin skal, der er blevet for snæver, men derefter må overvinde modstand og mørke for at komme frem i lyset. Vor samvittighed, udviklet gennem egne erfaringer, er en spire til menneskelig udfoldelse, men den må have lys og varme, dvs., åndelig næring for at vokse. Den er "himmeriges rige" inden i os, men den skal gro og forenes med det "himmeriges rige", der er i hele verdensaltet. Er det muligt i en rationalismens og materialismens tidsalder, hvor menneskegrupper og enkelte mennesker bekæmper hverandre fra deres respektive båse eller mentale fængsler af negative tanker og følelser?

Det moderne menneske kan ikke vende tilbage til en blind tro – ikke ret længe i hvert fald. Rationalismen, fornuften, intelligensen, logikken, ønsket om at have overblik over og beherske årsags- og virkningsloven har ødelagt blind autoritetstro, og det er kun godt. Det jordiske menneske må udvikles videre, hvilket ikke betyder, at det skal blive mindre intelligent, men at det skal blive i besiddelse af en højere moral og etik. Det skal naturligvis ikke opgive naturvidenskaben eller teknikken, men få et andet forhold til dem. Det trænger også til at få fornyet den form for mening i sit liv, som religionen engang kunne give det, men uden derfor at måtte opgive at tænke logisk. Ingen kan i længden holde ud at finde alting meningsløst. "Det menneske, som betragter sit eget og sine medskabningers liv som meningsløst, er ikke blot ulykkeligt, men næppe skikket til tilværelsen", skrev Einstein, og han talte om "kosmisk religiøsitet" og om Gud. Frihed og lighed, føler vi må ikke forsvinde, men hvad kan blive basis for det broderskab, uden hvilket frihed og lighed aldrig vil kunne afbalanceres? Findes der noget, der skulle kunne skabe forening og harmoni mellem alle de splittede og hinanden modarbejdende kræfter i vor verden, noget, der kan give os en hjælp til selvhjælp, så vi kan forvandle vort jordmenneskelige kaos til et kosmos? Hvis det findes, må det kunne virke som en åndelig katalysator.

Vi er så vant til sekter, -ismer, partier og lignende, der gennem propaganda og mere eller mindre indoktrinering søger at hverve proselytter og medlemmer og engagere dem ensidigt følelsesmæssigt eller intelligensmæssigt med en vis form for lokalt præget (f.eks. klassepræget) rationalisme. Der gøres propaganda ikke blot for noget og imod noget andet, men også imod nogle andre i den forstand, at man er "indenfor", en hel del andre er "udenfor", og de skal helst hales med ind i båsen, ellers er de imod os eller hører ikke rigtigt med eller er "fortabte" osv. Martinus kosmologi er derimod et forsvar for alt, en helhedsløsning, idet den giver en forklaring på, hvorfor alt og alle i dette øjeblik nødvendigvis må være, som det eller de er på grund af fortiden, men også med henblik på, hvad alt og alle skal blive i fremtiden. De mennesker, der ville forsøge at skabe et parti, en forening eller en sekt i forbindelse med Martinus verdensbillede, ville blot vise, at de ikke har forstået det. Martinus giver os både en naturlig åndelig forlængelse af den fysiske videnskab og af religionerne, især af kristendommen, men som en måde at leve på, en væremåde og uden at forklejne andre religioner, der alle hver på sin måde er lige nødvendige så længe mennesker behøver den. Martinus har selv givet udtryk for, at han gerne vil hjælpe mennesker til at forstå og opleve, at Gud er en realitet i alt og alle, og at der ingen død findes, men evig livsfornyelse. Og "det onde" i verden? Det er det, der endnu er i os af det dyrerige, som vi kommer fra, det dræbende magt-for-ret princip, som vi blander med begyndende menneskelig intelligens og rationalisme og egoistiske følelser, og som Martinus derfor ganske naturligt kalder "djævlebevidsthed". Det er kontrasten til det, vi er på vej imod i vor udvikling, og som samvittigheden er en spire til: "Kristusbevidsthed" eller "kosmisk bevidsthed". Og der er ikke et eneste af de jordiske mennesker uanset køn, hudfarve, race, religion, politisk overbevisning, nationalitet, social position, og hvad der tilsyneladende kan skille mennesker, der ikke befinder sig på et trin på vejen mellem disse to former for bevidsthed og vil blive en guddommelig medarbejder i verdensaltet i alkærlighedens tjeneste. Men noget af det allervigtigste, der kan hjælpe os i vor nuværende situation, hvor ingen af os ikke af og til har en variation af "helvede" i sit sind, er at forstå, at det aldrig er de andres skyld, hvad vi end måtte møde af ubehag og modstand. Det er heller ikke en straf, men en undervisning fra den guddom, hvori vi alle lever, røres og er til, i at vende den menneskelige side af vor bevidsthed til, selv om vi møder "djævlebevidsthed" fra andre. Vi møder blot virkningen af noget, vi selv har sat i gang med "djævlebevidsthed". Som vi anvender loven for årsag og virkning, ikke i eet men i mange liv, sådan bliver den anvendt mod os med usvigelig sikkerhed, altså må vi for at komme ud af "helvedes virkninger" skabe "himmeriges årsager", det er logisk, ja, det er endda rationalisme, men på et højere plan, det er vejen til alkærlighed. Studiet af Martinus verdensbillede forenet med et arbejde med sig selv, det Martinus kalder "kosmisk kemi", vil kunne hjælpe det menneske, der virkelig åbner sig for denne visdom til at erkende i en hvilken som helst situation i sit liv, at alt er såre godt, også det ubehagelige gode, som vi kalder "helvede", men som er det mørke uden hvilket lyset ikke kunne opleves, og på baggrund af hvilket lyset eller "himmeriges rige" vil blive en realitet.